Forskellen mellem tredjeverdenslandes og Danmarks sundhedssystem

I min tale vil jeg fortælle om nogle af de punkter, jeg har fundet vigtige at være opmærksom på som udenlandsk læge.

Jeg vil tage udgangspunkt i forskellen mellem tredjeverdenslandes og Danmarks sundhedssystemer.

Forskelle mellem tredjeverdenslande og Danmark

De fleste udviklingslande har ikke det moderne apparatur som man har i Danmark.

Tredjeverdenslandeslæger kommer fra udviklingslande, hvor sundhedssystemet også er udviklingsmæssigt langt tilbage, i forhold til Danmark.

Danmark er et meget moderne og udviklet land, hvor man bruger de nyeste moderne diagnostiske undersøgelser og behandlingsmetoder (PTCA, KAG, UL, MR-scanning, CT), som kun er teoretiske i tredjeverdenslande. Derfor vil nogle læger fra tredjeverdenslande have problemer i starten i det danske sundhedssystem. De vil have brug for hjælp og vejledning fra deres danske kollegaer.

De fleste læger fra tredjeverdenslande er flygtninge, som er kommet fra krigsområder, hvor uddannelsessystemet er påvirket af krig. Derudover er lægernes arbejde blevet afbrudt under flugten. Dette, at mange læger har været væk fra lægegerningen i lang tid, betyder, at de ikke har erfaring med den nye medicinske viden, da udviklingen går meget stærkt i Danmark, og når man ikke hurtigt bliver indsluset i det dansk sundhedssystem, mister man sine faglige færdigheder. Man skal også være opmærksom på, at uddannelsessystemet i tredjeverdenslande er stærkt påvirket af landes udvikling og økonomi. Der er meget stor forskel mellem det danske uddannelsesniveau og tredjeverdenslandes. Danske medicinstuderende har mange flere muligheder både med hensyn til litteratur, gode lektorer og professorer.

Man skal være opmærksom på, at flygtninge ofte har store psykiske og traumatiske problemer, ud over de sociale problemer det medfører at være uden for det danske arbejdsmarked. De etniske læger har mistet alt, deres status, deres land, deres slægtninge, deres hjem og formue og allervigtigst deres identitet, som giver store psykiske og senere psykosomatiske problemer, men hvis de kommer hurtigt ind i sygehussektoren, vil arbejdet fylde det meste af deres liv, så de psykiske tilstande bliver fortrængt. Derfor vil jeg anbefale, at de etniske læger prøver at komme på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Arbejde er helbredelse for dem selv og deres familier. For at komme på arbejdsmarkedet skal etniske læger selv være beslutsomme og lave en målrettet plan for deres studier og fremtid som læge i Danmark.

Sprog

Det danske sprog er måske svært at lære, men ikke sværere end at det kan læres. Man lærer sprog fra »vugge til grav« og den korte tid udenlandske læger går på sprogskole er ikke tilstrækkelig, men det eneste sted, hvor man udvikler og træner sit sprog, er på arbejdspladsen. Derfor vil udenlandske læger i starten have stor brug for de danske kollegaers hjælp. Det vil fx tage udenlandske læger længere tid at optage en journal og gennemgå den end for de danske læger. Det er meget vigtigt, at danske kollegaer er opmærksomme på dette i begyndelsen.

Som udenlandsk læge skal man være opmærksom på følgende punkter

1. Kulturelle forskelle

Det danske sundhedssystem er baseret på de danske kulturelle værdier og demokrati. Sundhedssystemet har et bredt omfang, ikke kun behandling af de syge medborgere, men også pleje og omsorg af de ældre og handicappede, og derfor skal læger fra tredjeverdens-lande have kendskab til plejehjem, beskyttede boliger, ældreboliger osv. Således er det meget vigtigt, at man allerede i praktikperioden har sat sig ind i den kliniske socialmedicin.

Det gør arbejdet betydelig lettere for læger fra tredjeverdenslande, hvis de kender den danske kultur, og bliver integreret i det danske samfund. Man skal respektere alle medarbejdere fra rengøringsassistenten og op til overlægen. Også respekten for de mange kvindelige medarbejdere der er i sygehusvæsenet, er altafgørende for, at den etniske læge bliver accepteret som en ligeværdig kollega. Udenlandske læger skal være opmærksomme på, at danske kollegaer og patienter er meget direkte, når de udtaler sig. I det danske sygehusvæsen er alle medarbejdere selv ansvarlige for oprydning, fx er det meget vigtigt, at kanyler og andet undersøgelsesmateriale lægges i de rette beholdere, det er i Danmark ikke plejepersonalets opgave.

2. Patientforskel og patientinformation

Der er stor forskel mellem danske patienter og patienter i tredjeverdenslande. Danske patienter er meget bredt orienterede og oplyste om deres rettigheder, sundhedssystemet og om sygdomme, mens Tredjeverdenslandespatienter ikke har denne tradition, da de ofte er analfabeter. Tredjeverdenslandespatienter bliver ikke direkte oplyst om deres sygdomsforløb, men oplysningen gives altid til et familiemedlem, ikke mindst når der er tale om uhelbredelige sygdomme, hvor man i Danmark ofte ønsker direkte besked. Patientinformation er meget meget vigtig her i landet. Som etnisk læge skal man være meget opmærksom på at give patienten de nødvendige og relevante informationer angående dennes sygdomme, undersøgelser og behandling.

3. Præcision og det at holde aftaler

Præcision og det at holde aftaler er meget vigtigt på arbejdspladsen og med patienterne. I tredjeverdenslande er nogle personer desværre ikke præcise, og holder ikke mange af deres aftaler, mens man i Danmark er meget præcis og en aftale skal holdes til tiden, det gælder både læger og patienter. Fx hvis man lover patienten noget, skal man holde det. Man skal ikke love patienten noget, man ikke kan holde. Det er langt bedre at være ærlig over for patienten og hvis man er i tvivl om noget, skal man søge hjælp hos en kollega, før man giver patienten et svar. Hvis man fx selv er alvorlig syg eller forsinket, skal man ringe til sin arbejdsgiver, ofte den vagthavende læge, inden arbejdstids begyndelse. Dette er meget vigtigt, hvis fx man er syg, da ens arbejde skal fordeles til en anden kollega.

4. Ansvarlighed

Som læge har man et stort ansvar, når man arbejder på et dansk sygehus, både over for patienter, pårørende og sygehuset. Omsorgen for patienterne i form af medicinering, indlæggelse og udskrivelse. En anden ting, man også skal tænke på, er sygehusets økonomi og regler, man skal kun ordinere undersøgelser ved de korrekte sygdomsmæssige indikationer.

5. Ordination af medicin

Nogle læger i tredjeverdenslande ordinerer antibiotika og medicin uansvarligt og unødvendigt, uden bestemt indikation, hvilket udvikler resistens hos patogene bakterier med en masse bivirkninger til følge, hvor man i Danmark er meget tilbageholdende med især ordination af antibiotika. Den forkerte medicinering af antibiotika i den tredje verden er årsag til, at etniske patienter, der bor i Danmark, forventer samme ordination fra deres egen danske læge. Dette gør, at der til tider opstår en mistillid mellem den danske læge og den etniske patient.

6. Dokumentation

Det er utrolig vigtigt, at man i Danmark dokumenterer alt, hvad man behandler og ordinerer, også når det drejer sig om patientens tilstand. Man skal huske på, at der er patientklagenævn i Danmark, og at man kan risik ere at blive anklaget for at have givet forkerte og uhensigtsmæssige oplysninger.

7. At bede om hjælp

Danske kollegaer er altid meget venlige og hjælpsomme. De hjælper altid, når man beder om det, så etniske læger har gode muligheder for at få hjælp fra danske kollegaer. Selvfølgelig skal man være opmærksom på, at læger på de danske sygehuse har meget travlt. Hvis man pga. travlhed ikke får svar med det samme, skal man ikke blive skuffet og stoppe med at stille spørgsmål. I tredjeverdenslande er arbejdstid meget billig, og det meste af befolkningen bruger ikke tiden optimalt, mens tid i Danmark er dyr og værdifuld, derfor skal man lære at bruge sin tid effektivt og fornuftig.

8. Tiden er i forandring

De etniske læger, der i dag er på vej til et job i sund-hedsvæsenet, har mange flere muligheder for hjælp end for 2 år siden, hvor det næsten var udelukket som etnisk læge at få et eftertragtet job i sundhedsvæsenet. Det at få en varig autorisation var kun muligt, hvis man bestod den meget svære Danskprøve 2; denne regel blev heldigvis ændret i april 2001 til en prøve i den »akutte patient«, efter pres fra den danske Lægeforening, Foreningen af Afghanske Læger, og andre relevante parter. Kissy , der er koordinator i Foreningen af Afghanske æger, har gjort et stort stykke intensivt arbejde de sidste 2 år. Hun har arbejdet med at nedbryde den ene barriere efter den anden, der har forhindret de etniske læger i at opnå et job som læge i Danmark. Kissys store indsats og kontakt til mange myndigheder har lagt mange spirer. Hun har gjort det så godt, at der nu er mange, der arbejder videre med de spirer, hun har lagt.

Denne konference viser, at den danske Lægeforening, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen og kommunerne er parate til at »lukke døren op«, så Danmark kan gøre brug af den arbejdskraft, der indtil nu kun har kostet det danske samfund udgifter.

Jeg vil også give rosende ord til de pensionerede læger, der her på Sjælland som frivillige underviser og vejleder 116 afghanske læger i et forsøgsprojekt »Medicin på dansk« i de ting der er dagligdag for en dansk læge. Forsøgsprojektet er i første omgang kun for afghanske læger og til efteråret kommer der formentlig endnu et hold for alle etniske læger. Kurset er planlagt i tæt samarbejde med de pensionerede læger, Foreningen af Afghanske Læger i Danmark og den danske Lægeforening. Jeg kunne selv have brugt et lignende kursus, før jeg startede i mit første lægejob i Danmark.

Da jeg startede på mit første job i Danmark, var det i første omgang meget svært for mig at diktere på diktafon. Jeg brugte en masse tid på at skrive i hånden, efter et par uger besluttede jeg til sidst, at jeg skulle prøve at diktere og efterhånden lykkedes det, men det var meget svært.

Et godt råd til de etniske læger er at læse alle de journaler de kan. Man lærer meget ved at læse journaler både fagligt og sprogligt.

Det var også nyt for mig at syne en afdød person og udfylde dødsattester. I mit hjemland behøvede man ikke det, derfor er det meget vigtig, at man har kendskab til retsmedicin og medicinallovgivningen.

I starten prøvede jeg at læse i den engelske litteratur for at forberede mig til eksamen, men snart fandt jeg ud af, at det ville være meget bedre at læse i den danske medicinske litteratur, fordi det drejer sig om danske sygdomme og statistik; det hjalp mig også sprogligt.

Det er meget spændende og lærerigt at arbejde på de danske skadestuer og på en medicinsk afdeling, når man starter som etnisk læger. Det er min egen erfaring.

Slut

Til sidst vil jeg sige, at læger fra tredjeverdenslande er højt uddannet i sammenligning med andre flygtninge. De skal selv tage initiativ og bruge de muligheder, som de har i dag og være foregangspersoner med henblik på integration i det danske samfund og i sundhedssektoren. De skal være gode eksempler for andre flygtninge.

Jeg ønsker de etniske læger held og lykke med deres fremtid som læger i Danmark; det er blevet betydelig nemmere at være udenlandsk læge nu, end da jeg startede.

Hjertelig tak til Den Almindelige Danske Lægeforening for det gode initiativ at invitere til denne konference for tredjeverdenslandeslæger og også en stor tak til Kissy (Kissy van Prooijen , projektkoordinator for af-ghanske læger i Sammenslutningen af Afghanske Læger i Danmark) for hendes indsats som frivillig koordinator - ikke kun for de afghanske læger, men for alle udenlandske læger.

Jeg vil gerne slutte med et lille digt fra en berømt afdød dansk poet Piet Hein.

Noget om »det er svært«

Nytårstanker

Du, som mente, alt var let

revidér dit regnebræt!

Du, som føler alt forgæves,

undersøg hvad mer der kræves!

Netop dét gør livet gruligt

krævende og kært,

at det ikke er umuligt

men er svært.

Forf.s adresse: Medicinsk Center, Amager Hospital, Italiensvej 1, 2300 København S.