Det længe ventede mundbindsstudie offentliggøres i dag, og en af forskerne bag mener, at de har verdens stærkeste design.
Myndighedernes anbefaling om at bære mundbind som supplement til andre offentlige tiltag reducerer ikke SARS-CoV-2-infektionsraten med mere end 50 pct. i et samfund med et beskedent antal smittede.
Det er konklusionen I det længe ventede mundbindsstudie, som tirsdag offentliggøres i det amerikanske tidsskrift Annals of Internal Medicine.
Henning Bundgaard, professor i kardiologi på Rigshospitalet, er en af forfatterne bag artiklen.
»Vi har testet, om mundbind halverer smitten med coronavirus, når det bliver båret af en rask person, som bruger det som supplement til alt det andet, vi skal med bl.a. afstand og håndhygiejne. Det gør det ikke. Der var en mere moderat effekt med beskyttelse mod coronainfektion på 15-20 procent«, siger Henning Bundgaard.
Han understreger, at de 15-20 procent er forbundet med statistisk usikkerhed. Det betyder, at tallet kan være større, men det kan også betyde, at der ikke er nogen effekt af at gå med mundbind, siger Henning Bundgaard.
»Det betyder, at der er en mindre, mere beskeden effekt af at gå med mundbind«, siger Henning Bundgaard.
Er det ikke mere relevant at se på, om det beskytter omgivelserne, hvis en smittet bærer mundbind?
»Jo, og sådan er det jo med meget forskning. At et enkelt forsøg besvarer et enkelt spørgsmål. Man ville jo gerne have alle spørgsmål, der knytter sig til mundbind, besvaret, men det kan man ikke. Det her er, hvad vi har undersøgt, og hvad vi har et svar på«.
Vanskeligt at undersøge effekt den anden vej
Det andet studie ville være meget vanskeligt at lave, påpeger Henning Bundgaard. Man kunne teste det ved at trække lod blandt nogen, man vidste var smittet, for at finde ud af, om de skulle gå med mundbind eller ej.
Derefter skulle man teste i dagene og ugerne efter, hvor mange i deres husstande, på arbejdspladserne, i busser og i tog, der var blevet smittet. Det ville være et helt uetisk forsøg at lave, så det kan man slet ikke, siger Henning Bundgaard.
Bør jeres resultater føre til ændringer i myndighedernes strategi i Danmark?
»Det er et sted, hvor jeg som læge skal træde et skridt tilbage. Det er vores Sundhedsstyrelse sammen med andre, der tager stilling til det. De har mange andre informationer og studier at tage hensyn til i deres samlede vurdering. En coronastrategi indeholder ikke bare mundbind, den indeholder også mange andre aspekter. Om strategien skal ændres eller ej, vil jeg lade være op til myndighederne«.
Når myndighederne anbefaler mundbind, er det blandt andet for, at smittede ikke skal smitte andre. Hvad kan vi bruge jeres undersøgelse til, når I ikke undersøger, om man smitter andre mere eller mindre, når man har mundbind på?
»Havde vores studie vist, at der var 100 pct. beskyttelse, havde vi været glade alle sammen, for så havde det været et spørgsmål om at acceptere det generende mundbind, men så var vi også beskyttet. Og det var rigtig godt. Man kan bruge det til at konkludere, at mundbind har en vis beskyttende effekt, men det er ikke tilstrækkeligt. Vi skal huske alt det andet med afstand og hygiejne også, det er meget vigtigt. Vi har placeret effekten af mundbind i det samlede billede i forhold til beskyttelse«.
International kritik
I et bekymringsbrev til Danish Medical Journal skriver amerikanske forskere, at designet i mundbindsstudiet ikke lever op til det, forskerne gerne vil undersøge.
Til Videnskab.dk kalder Karsten Juhl Jørgensen, overlæge og forsker i forskningsmetoder, det dybt usædvanligt, at tre forskere fra USA deler deres bekymringer om et upubliceret dansk studie til et dansk tidsskrift.
Hvad siger du til kritik af, at jeres design ikke har levet op til det, I gerne ville undersøge?
»Vi har verdens stærkeste design. Når vi ser på, hvilke test vi har brugt, vi brugte både antistof og PCR, havde vi forventning om, at det var en halvering. Vi havde en styrkeberegning baseret på Sundhedsstyrelsens hjemmeside på, hvor mange der forventede at blive syge pr. måned, og vi har faktisk et antal smittede, der lå lidt over. En halvering var måske en optimistisk forventning, men hvis vi kiggede på den litteratur, vi havde inden, så vi en effekt på 44 procent, der havde rapporteret SARS-Cov-1, men det var med blandingsmasker. Vi brugte højkvalitetsmasker og instruerede nøje deltagerne med både video og skrift, og vi holdt øje med, at de hele tiden blev mindet om at bruge deres masker. Så vi forventede en høj komplians, og ud fra det synes vi, at vi har lavet så stærkt et studie. Og det får vi stor ros for i Annals of Internal Medicine. Det er for dem et afgørende aspekt af, hvorfor de vil publicere vores artikel«.
Hvorfor gav I medierne indtryk af, at jeres studie blev censureret, når det er helt normalt, at videnskabelige tidsskrifter afviser artikler?
»Det er meget normalt, at tidsskrifter afviser. Det er der ikke noget specielt ved. Flere har optagerate på mindre end 0,5 procent. Så det sker igen og igen. Vi er på ingen måde blevet censureret, og vi er meget stolte af, at vi er kommet i et fint tidsskrift, nemlig Annals of Internal Medicine, som er et toptidsskrift i USA«.
Er undersøgelsen blæst ud af proportioner i forhold til, hvor vigtig den er?
»Nej, det synes jeg ikke. Mundbind er noget, vi alle er i berøring med hver dag, så det er relevant, at vi har en stor opmærksomhed på, hvad effekten er. Vi havde alle håbet på en kæmpe effekt. Sådan er det ikke. Det er en mindre effekt, men når vi har at gøre med en potentielt dødelig sygdom, er en lille effekt formentligt også værd at tage med«.
Hvad tænker du om den debat, der har været – hvordan har det været som forsker at stå i den?
»Det er godt, at der er øje på, hvad forskning betyder, og det har været en fin debat. Der er blevet lyttet til vores argumentation for, hvorfor vi ikke gik ud og offentliggjorde resultater, inden de var optaget i et tidsskrift, nemlig at Sundhedsstyrelsen ikke ville kunne bruge resultater, som ikke er offentliggjort i et velanset tidsskrift. Det er de helt skarpe på. Hvis vi havde offentliggjort resultater uden tidsskrift, ville Sundhedsstyrelsen ikke bruge dem, og hvordan skulle almindelige danskere så kunne bruge resultaterne?«.
I et tidsskrift bliver konklusionerne desuden ofte modereret og justeret, påpeger Henning Bundgard.
»Hvis vi havde lagt det ud på nettet, kunne man have læst vores konklusion, men den kunne ændre sig til en anden efter 14 dage, når studiet var publiceret. Hvilken konklusion skulle så holde? Det er misinformation, der kunne være indeholdt i det, som kunne være svært for lægfolk at forholde sig til. Det rigtigste var at vente«.
LÆS MERE
Læs protokolartiklen, der forklarer designet af undersøgelsen:
Læs kritikken af undersøgelsens udformning fra en gruppe forskere fra Stanford University
Læs forfattergruppens svar til ovenstående kritik.
Læs sammendrag på Annals of Internal Medicines hjemmeside.
Læs editorial fra Christine Laine og fra Thomas R. Frieden.
Faktaboks
