Skip to main content

Forsker: »Man skal kæmpe for at fastholde medlemmerne«

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

7. sep. 2012
2 min.

Flemming Ibsen, du er professor på Aalborg Universitet og arbejdsmarkedsekspert - hvorfor taber så mange faglige organisationer medlemmer i disse år?

»De foreninger, der organiserer akademikere, har rimeligt god succes. Min forskning peger på, at det, man kan kalde professionsorientering, er et stærkt motiv til at melde sig ind i en faglig organisation. Der kan en fagforening bidrage med noget. F.eks. uddannelsespolitik, efter- og videreuddannelse. Og i det hele taget i deres blad og oplysningsvirksomhed bidrage til din faglige udvikling. Det er en meget stærk driver«.

Det betyder noget for ens identitet?

Det kan give en vis prestige og status at være med i en faglig organisation på det niveau. Og lavstatus ikke at være med.

LO-området taber medlemmer, men det gør en række professionsorienterede fagforeninger også - kan det ramme de akademiske?

»Hvis foreningen kvajer sig, optræder uheldigt og får et dårligt image, kan det godt vende. Sygeplejerskerne tabte f.eks. medlemmer i kølvandet på 2008-konflikten, fordi mange var utilfredse med, hvordan organisationen optrådte. Det kan også være, hvis foreningen melder meget politisk ud med en bestemt politisk orientering. Og så skal det nytteorienterede også være der. Man skal hele tiden kæmpe for at fastholde sine medlemmer - man får dem ikke gratis«.

Hvor meget betyder formanden egentlig?

»En stærk formand, der er god i medierne og god til at kommunikere, kan godt give lyst til at være medlem i foreningen. Der er masser af eksempler på, at folk er dygtige, men totalt usynlige. De er ikke med til at brande foreningen. Branding og kommunikation betyder mere end nogensinde«.

Hvordan klarer Lægeforeningen sig, synes du?

»Den er meget stærkt placeret med en høj organisationsprocent som god ballast og stærke resurser. Den har en stærk stemme i debatten. Den går ud med en meget stærk stemme hver gang, og det er noget, man lytter til«.