Skip to main content

Forsker: Også drenge bør tilbydes gratis HPV-vaccine

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

4. feb. 2013
3 min.

Seksuelt overført Humant papillomvirus (HPV) er årsag til infektioner og kræft i blandt andet genital- og analområdet og i mund og svælg.

Siden 2008 er unge piger blevet tilbudt gratis vaccination mod HPV, overvejende med den begrundelse, at det reducerer risikoen for livmoderhalskræft, og man valgte samtidig den vaccine, der samtidig beskytter mod langt de fleste kondylomer.

Siden har forskningen vist, at der også er en stærk sammenhæng mellem visse HPV-typer og kræft hos mænd i analområdet, tonsiller (mandler) og i nogen grad også peniscancer.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger peger danske forskere derfor på, at en stor del af disse tilfælde kunne forebygges ved at tilbyde allerede eksisterende vacciner til drenge før deres seksuelle debut, og med et opfølgningsprogram til unge mænd.

"Flok-effekt" beskytter ikke alle

Artiklens førsteforfatter, speciallæge i hud- og kønssygdomme på Bispebjerg Hospital Helle Kiellberg Larsen, peger blandt andet på tal fra Australien, som var det første land, der inkluderede HPV-vaccine i børnevaccinationsprogrammet. Australien anvender lige som Danmark vaccinen Gardasil, der beskytter mod både kondylomer og kræft.

"De australske tal viste, at kondylomer nærmest var udryddet hos unge kvinder på 21 år, dvs. alle de vaccinerede piger. Man kunne samtidig se, at antallet af tilfælde også var faldet markant hos jævnaldrende unge drenge: På grund af den såkaldte 'flok-effekt' bliver de heteroseksuelle drenge altså indirekte beskyttet af de vaccinerede piger", siger Helle Kiellberg Larsen.

"Derimod var kurven fuldstændig uændret for homoseksuelle mænd. Spørgsmålet er derfor, om det - når der er påvist en flok-immunitet, som vi formentlig også vil kunne påvise herhjemme - vil være rimeligt at vaccinere alle drenge for at dække de sidste 5-10 procent ind".

- Og hvad er dit svar?

"Mit svar er ja - for en tonsilcancer eller en analcancer er ikke alene forbundet med et stort ubehag for patienten, men også med udgifter for samfundet. Heldigvis er analcancer sjældent forekommende, men den har været i stigning hos hiv-positive mænd, der har sex med mænd", siger Helle Kiellberg Larsen.

"Måske kan det ikke svare sig, hvis man udelukkende ser økonomisk på det. De fleste drenge og mænd bliver jo indirekte beskyttet. Men hvad så med de drenge (mænd), der har sex med nogen fra ikke-vaccinerede lande eller med voksne kvinder, som ikke er vaccinerede, og for gruppen af mænd, der har sex med mænd? De er jo heller ikke beskyttede".

"Meget få vil få gavn af vaccine"

Kræftens Bekæmpelse har endnu ikke taget stilling til, om det vil være en god idé også at tilbyde HPV-vaccine til drenge. Overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten henviser til, at det europæiske lægemiddelagentur EMA endnu ikke har godkendt vaccinen til cancerforebyggelse hos drenge og mænd.

"Det skyldes, at disse cancerformer er meget sjældne hos mænd - især hos heteroseksuelle mænd. Måske ses der omkring 50 tilfælde om året hos mænd i Danmark, og det er overvejende hos mænd, der har sex med mænd. Det er meget få, der vil få gavn af vaccinen", siger Iben Holten, som understreger, at det ikke primært er en økonomisk overvejelse:

"Spørgsmålet er, hvor mange mennesker, man kan tillade sig at vaccinere i forhold til den fordel, man vil opnå", siger hun.

Iben Holten tilføjer, at HPV-vaccinen er "et supergodt præparat", som har med meget få og små bivirkninger.

"Men for tiden er vaccinen ikke godkendt til kræftforebyggelse hos drenge".

HPV vaccinen er godkendt og indført til vaccination af drenge i både USA og Australien.