Forsker opfandt medforfatteren O Verlaege i protest

Ved første øjekast ligner det en helt almindelig forfatterliste på den gamle videnskabelige artikel i BMJ. Men som næstsidste forfatter side om side med de danske navne findes ved nærmere eftersyn navnet O Verlaege, som er angivet som »visiting research fellow fra Universitetet i Utrecht«.

I virkeligheden er der tale om en fiktiv medforfatter. For imens Thue Schwartz som ung forsker lagde sidste hånd på sin artikel om diabetisk neuropati, sneg flere og flere erfarne forskere sig ind på forfatterlisten og overtog de vigtige positioner. Og så fik han lyst til at protestere med en practical joke, siger han og fortæller historien med mange grin undervejs.

Ifølge kampagnen #pleasedontstealmywork er det sket mange gange siden. Flere forskere på tværs af fakulteter har i vidnesbyrd sagt fra overfor det, de kalder forskningstyveri og ældre kolleger, der tiltusker sig plads på forfatterlister på publikationer, som de har bidraget sparsomt til.

Kampagnen blev startet af PhD Association Network of Denmark (PAND) og var inspireret af #MeToo. Også læger har delt deres vidnesbyrd, som er publiceret i Uniavisen og Sciencereport.dk.

Antallet af forfattere på videnskabelige artikler er de seneste årtier steget. Også i Ugeskrift for Læger. En undersøgelse lavet af Siri Vinther og Jacob Rosenberg viste i 2012, at andelen af artikler med tre eller flere forfattere udgjorde 1 % i 1960 og 68 % i 2010. De beskriver, at der kan være helt legitime årsager til, at antallet af forfattere pr. artikel er steget.

Et af vidnesbyrdene fra læger i den aktuelle kampagne lyder:

»Overlæge på et hospital fik forfatterskab ved at lade os inkludere patienter fra hans afdeling. Han gjorde intet andet end at give os tilladelse til at spørge patienter på hans afdeling om at deltage i studiet«.

En anden skriver:

»Det sker alle steder; fx til læger, der skaffer patientprøver, men ikke bidrager på anden vis«.

Thue Schwartz lytter interesseret, imens jeg læser eksemplerne op. Han er i dag forsker og professor på Center for Basic Metabolic Research, som han selv startede på Panum Instituttet, hvor han også underviser i farmakologi og innovation.

Forskningsmiljøet er dog anderledes på medicin end på andre fakulteter, siger han. Indenfor biomedicin er der oftest tale om en meget tæt vejledning af de ph.d.-studerende, der nærmest arbejder på vejlederens projekt. Hvorimod ph.d.- studerende indenfor socialvidenskab og humaniora fungerer meget mere selvstændigt i stil med medicinske doktordisputatser i gamle dage, siger han.

»Kulturen er anderledes, og da jeg så kampagnen, mente jeg ikke, at det involverede os. Hos os er det mere rimeligt, at vejledere etc. står som medforfattere. Men jeg har selv som ung været i en situation, jeg opfattede på den måde, og kan godt forstå frustrationen hos de unge«.

Opfandt medforfatter

Dengang i 1970’erne var unge Thue Schwartz kandidatstipendiat i Aarhus og arbejdede med et hormon, pankreatisk polypeptid (PP), som var meget afhængig af vagusnerven. Han havde mødt en gruppe unge forskere fra diabeteshospitalet Hvidøre, der havde lavet et forsøg med hypoglykæmi i patienter med og uden diabetisk neuropati, hvor man sænker blodsukkeret så meget, at det påvirker hjernen.

På den måde får man bl.a. aktiveret vagus og stimuleret PP-sekretionen, som Thue Schwartz kunne måle.

»Jeg fik prøver tilsendt blindet, men kunne se, at nogle patienter gav et flot respons, mens andre ikke reagerede. Så ud fra målingerne kunne jeg simpelthen fortælle, hvem der havde og ikke havde neuropati«.

Han ringede til de andre forskere, fik konfirmeret patienternes grad af neuropati, skrev hurtigt et udkast til artiklen og sendte det over til dem med sig selv som førsteforfatter. De andre ringede så en efter en og sagde, at det var flot, men at de hver for sig troede, at de skulle være førsteforfatter, husker Thue Schwartz.

»De fandt så indbyrdes ud af, hvem der skulle være først. Men så ville jeg være sidsteforfatter, hvilket var OK. Indtil de viste artiklen til deres overlæge, som også ville med på arbejdet – som sidsteforfatter. Så der røg både første- og sidsteforfatterskabet«, siger Thue Schwartz og antyder med stemmen en bitterhed blandet med ironi.

Thue Schwartz blev så ærgerlig, at han spurgte sin vejleder, Jens F. Rehfeld, hvad der ville ske, hvis han opfandt en ekstra medforfatter. Rehfeld svarede ifølge Schwartz, at den unge forsker nok aldrig ville blive redaktør af Ugeskrift for Læger, og han ville heller aldrig kunne blive formand for Lægeforeningen. Men bortset fra det, ville der nok ikke ske noget. På den tid havde man ikke en videnskabsetisk komité der tog sig af den slags, og det var jo ikke rigtig videnskabelig uredelighed, siger Thue Schwartz.

»Da jeg var korresponderende forfatter, satte jeg min nye medforfatter, O Verlaege, ind foran overlægen på den udgave af manuskriptet, der blev sendt ind til tidsskriftet. Jeg forsøgte at få artiklen i The Lancet, der ellers havde taget forløberne, men havde bedre held med BMJ. Det var faktisk endnu bedre, for der var der ikke punktum efter forbogstavet. Så der stod bare O Verlaege«.

Da de alle skulle skrive under på copyrights, fik han en af sine venner til at skrive under, og så rejste han ellers til USA lige bagefter for at arbejde som postdoc og sad i Chicago, da artiklen udkom.

»Den første jeg hørte fra, var Povl Riis, formand for Lægeforeningen og redaktør af Ugeskrift for Læger. Han skrev, at det var det mest morsomme, han havde set. Hele Danmark grinede«, siger Thue Schwartz og forsætter efter en tænkepause.

»Dengang opfattede jeg det som meget uretfærdigt, at overlægen skulle med på et arbejde, han i mine øjne slet ikke havde været involveret i. Men sandsynligvis have han vel været med til at planlægge/godkende hypoglykæmiforsøgene, der jo var udført på ,hans’ patienter med et andet sigte. På den måde kunne han i bagklogskabens lys godt betragtes som legitim medforfatter og betragtede sig klart som senior – vi andre var jo kun i sluttyverne og våde bag ørene. Så i virkeligheden var det måske lidt synd for ham at blive hængt ud til grin«.

Kommer billigt med

Et af vidnesbyrdene i kampagnen lyder:

»Min medvejleder forsøgte at presse mig til at tilføje hendes overlæge til en artikel, ,da hun har søgt mange fonde inden for området’, og at jeg skulle sørge for at hun kom med«.

Det er jo klart åndssvagt, lyder reaktionen fra Thue Schwartz. Det er forkert at skrive en på, som søger penge til noget helt andet, og som man gerne vil please. Men hvis overlægen »ejer« prøverne, er det noget andet, mener han.

»Selv i vore dage kommer man med på arbejder billigt, når man er en ældre seniorforsker. Det gælder også mig selv. Der er multiforfatterarbejder, jeg er kommet billigt med på, som jeg dengang ikke ville finde rimeligt. For hvor meget har man egentlig ydet? Hvis man som medlem af en senior gruppe er med til planlægningen og har skaffet bevillingen til det oprindelige, nødvendige store studie, er det en anden snak. Men som O Verlaeges ,far’ har jeg det stadig lidt dårligt med det«.

I dag skriver man »author contribution« i slutningen af stort set alle artikler. Her ville man netop kunne læse, at O Verlaege har haft en meget lille rolle i det arbejde og i stedet måske blot burde være takket i »acknowledgement«, siger Thue Schwartz.

Men »author contribution« er ikke ordentligt standardiseret og bliver ikke altid udfyldt helt ensartet. Ligesom »conflict of interest« fortolkes forskelligt af forskellige personer, fortsætter han. Grænsen er svær.

»I nogle af de eksempler, du nævner, er det tydeligt, at det bare burde være acknowledged, altså anerkendt, at overlægen har været indover, men ikke nok til medforfatterskab. Men uden overlægen, ingen patienter at spørge. Især ved sjældne sygdomme og små afdelinger har overlægen jo et særligt ansvar«.

Afhængig af andre

Ugeskrift for Læger har været i kontakt med en anden læge, som har oplevede noget lignende. Hun ønsker at være anonym på grund af en bekymring for, hvad det vil betyde for fremtidige forskningssamarbejder.

Under sin ph.d. lavede hun et randomiseret forsøg, hvor overlæger på en afdeling insisterede på at være med på hendes artikel, selvom de ikke bidrog til dataindsamling. Forfatterlisten blev dermed meget lang, selvom de kun var to, der reelt havde præsteret.

»Når vi arbejder på tværs af afdelinger, er der en øget risiko for, at det sker. I anæstesiologien har vi f.eks. ikke vores egne patienter, og vi har dem kun, imens de bliver bedøvet. Hvis vi vil lave forskning, skal vi ,låne’ kirurgernes patienter. Medmindre patienterne er indlagt intensivt. Derfor får du altid en kirurg med i købet, når du skal lave forskning. De officielle Vancouverregler bliver overholdt, fordi de læser manuskriptet igennem, men det er den mindste del af arbejdet. Der er er et moralsk problem ved, at nogle får nogle meget nemme forfatterskaber, hvor yngre forskere laver alt arbejdet«, siger hun.

Er det ikke også fair nok, at kirurgerne vil skrives på, hvis det er deres patienter?

»Er det nogens patienter? Hvis patienterne vil være med, og hvis kirurgerne ikke bidrager, hvorfor skal de så have et gratis forfatterskab? Det er ikke fair. De skal ikke indsamle samtykke eller data. Forfatterskab er til dem, der er med til at udforme manuskriptet«.

Lægen ved dog godt, at det er en del af gamet, hvis man vil lave forskning, siger hun. Ellers kommer man ikke videre.

Gamle ronkedorer

Andreas Lundh har blandet sig i debatten om kampagnen #pleasedontstealmywork og kender til flere eksempler på forskere, der skal inkludere patienter fra afdelinger, og at overlæger fra afdelingerne derfor vil skrives på forfatterlisterne. Ligesom Thue Schwartz oplevede. Andreas Lundh er lektor ved Center for Evidensbaseret Medicin Odense og Cochrane Danmark på Syddansk Universitet.

»Kampagnen var primært drevet af andre videnskaber, men det er ikke mit indtryk, at den havde nævneværdig indflydelse på det danske sundhedsvidenskabelige miljø. Jeg prøvede at skabe opmærksomhed omkring problemet, for der er også en udfordring hos os. Det hænger ved i kulturen i sundhedsvidenskaben. Der sidder nogle gamle ronkedorer, der vil have medforfatterskaber, selvom de ikke kommer med reelt fagligt bidrag«.

Andreas Lundh har i over ti år forsket i interessekonflikter og har beskæftiget sig med forskningsetik. Han kommer fra et metodeforskningsmiljø, hvor de har en rimelig kultur i forhold til kreditering, siger han. Men han er bekendt med, at der findes nogle usunde praksisser rundt omkring i andre forskningsmiljøer.

Hos Cochrane og i det evidensbaserede medicinmiljø er der tradition for, at folk primært er med, hvis de yder et væsentligt bidrag. Han peger dog på, at de i deres forskningscenter har nogle gode basisbevillinger og ikke på samme måde er afhængige af mange publikationer.

Studier viser, at gæsteforfatterskaber, hvor en person skrives på uden at have bidraget væsentligt, findes, og det er et problem, mener Andreas Lundh.

Han henviser til International Committee of Medical Journal Editors (den tidligere Vancouvergruppe) og deres retningslinjer for publicering. Forfatterskabskriterierne rummer klare regler for, hvornår man er forfatter. Det indebærer blandt andet, at man skal have bidraget væsentligt til en artikels tilblivelse. Det gør gæsteforfattere typisk ikke, siger Andreas Lundh.

»Når man bare er med af navn og ikke af gavn, er det altså i strid med retningslinjerne, fordi man uberettiget bliver krediteret for noget, man reelt ikke har bidraget væsentligt til«.

Generelt er det også et problem, fordi forskere og læger bliver vurderet på publikationer i forhold til at få fondsmidler og stillinger. Når nogle kommer lettere om det på grund af deres titler, er det unfair, mener Andreas Lundh.

Sminke

I nogle tilfælde kan det også betyde, at en yngre forsker må vige pladsen i forfatterrækkefølgen for en ældre forsker.

»Gæsteforfattere er typisk seniorforskere. Det er sjældent, at der står en yngre forsker på, som måske har allermest brug for det på sit cv. Det er typisk prominente navne«.

Han har også siddet i ansættelsesudvalg til hoveuddannelse i et af de internmedicinske specialer og ved, hvor meget publikationerne tæller.

Styrker det ikke også autoriteten i en artikel, hvis der er kendte navne på?

»Jo, og det kan også være en medvirkende årsag til, at man gør det. Studier viser, at prominente navne kan gøre det nemmere at få artiklerne publiceret. Men det kan også betyde, at studiet fremstår mere værdifuldt, end det er. Det er en form for sminke, for vedkommende har ikke bidraget væsentligt. Derfor er det en dårlig idé. Det er med til at holde fast i en problematisk kultur, som ikke er fordrende for videnskaben. Det skulle gerne være sådan, at man laver videnskab for at opnå ny erkendelse, og de folk, der har lavet noget væsentligt, krediteres for det«.

I Danmark er det ikke så stort et problem længere, som det har været. Men, siger Andreas Lundh:

»Jeg støder stadig på situationer, hvor man kan diskutere, om der nødvendigvis skal så mange forfattere på en artikel, og hvad de forskellige reelt har lavet. Tit er der mange forfattere på et studie, og hvis man nærlæser det, kan man se, at al rugbrødsarbejdet og det reelle input er lavet af ganske få. Nogle gange kan der være tradition for, at man gerne vil have nogle seniorforskere med for at anerkende deres tidligere bidrag, som ligger mange år tilbage. Så skal de alligevel på«.

Hvad sker der, hvis en ung forsker siger nej til at skrive en seniorforsker på?

»Det tror jeg ikke, at unge forskere ville gøre. I mange situationer vil det være karrieremæssigt selvmord at sætte spørgsmålstegn ved praksis. Medmindre de har opbakning fra deres vejleder, der tør stå forrest i kampen. Hvis det er indenfor et andet speciale, har det dog ikke så stor betydning for ens karriere, som hvis det er indenfor eget speciale. Det kan have betydning for muligheden for ph.d. og hoveuddannelse. Jeg kender ikke nogen, det har turde tage kampen. Jeg tror heller ikke, jeg selv turde sige nej, hvis det var tidligt i min karriere«.

I kulturen ligger også, at man er mere tilbøjelig til at synes, at praksis er i orden, når man selv får en mere privilegeret position, hvis man selv er blevet udsat for at skulle skrive en gæsteforfatter på som ung, siger Andreas Lundh.

Bidragserklæringer

Videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger Thomas Benfield siger, at redaktionen har haft fokus på gæsteforfatterskaber og på bidragserklæringer.

I DMJ planlægger de, at forfatterne fremover skal specificere, hvad den enkelte har bidraget med. Det skal systematiseres for at skabe gennemsigtighed i forhold til, hvad forfatterskabet hviler på, forklarer Thomas Benfield. Det viser andre, hvilke elementer der er i arbejdet, og hvem der har bidraget med hvad.

For mange år siden var det kun den ledende forsker, der tog al ære. Men sådan er det ikke længere. Fokus er dog ikke på at hjælpe den yngre generation af forskere, det handler snarere om, at kerneforfattergruppen glemmer nogle af bidragene.

»At lave et softwareprogram kan også være et bidrag. De klassiske forfatterroller ændrer sig i disse år. Så det går mange veje«, siger Thomas Benfield.

Han mener dog ikke, at det nødvendigvis er et problem, at 68 procent af artiklerne i Ugeskrift for Læger i 2012 havde mere end en forfatter, og at andelen sandsynligvis er steget siden.

»Man er bekymret for, at de ikke bidrager aktivt, men ellers er det en naturlig udvikling. Forskning bliver mere international, og bevillingsmyndigheder ser gerne, at flere europæiske lande er med. Der er større samarbejder og dermed flere forfattere«.

På Ugeskrift for Læger opfordrer redaktionen faktisk direkte til, at forskerne inddrager flere forfattere, siger Thomas Benfield.

»Det er for at give det en bredere repræsentation og bringe mere ekspertise ind i arbejdet«.

Til eksemplet hvor en læge skriver, at en overlæge på et hospital fik forfatterskab ved at inkludere patienter fra hans afdeling, siger Benfield:

»Patientinklusion kan være omfattende. Og uden det, var der ingen undersøgelse. Omvendt tænker mange kliniske forskere om laboratoriearbejde, at det bare er nogle maskiner, der laver prøverne. Det kan være kilden til konflikt«.

Hvis I opfordrer til, at forfatterne sætter flere forskere på, risikerer I så ikke at åbne op for, at flere kommer på forfatterlisten, uden at have bidraget?

»De kan kun blive inkluderet på forfatterlisten, hvis de har bidraget. De skal opfylde kriterierne for medforfatterskaber. Hvis man ikke bidrager til den videnskabelige proces, skal man ikke skrives på«.

Kampagnen i foråret blev sammenlignet med MeToo. Hvad tænker du om det?

»Jeg tænkte først, at det lød som et større problem udenfor mit område. Det er ikke en problemstilling, vi i den lægevidenskabelige forskning har været præsenteret for. Måske fordi vi ikke ser det. At sammenligne med MeToo var lige voldsomt nok. Det var et andet problem«.

Men det handler vel netop personer højere oppe i hierarkiet, som misbruger deres magt?

»Hvis folk misbruger deres magt, er det et problem. Jeg er sikker på, at det foregår, jeg kender bare ikke til det. Man må ikke snyde. Det er en tillidssag, og vi går ud fra, at folk bidrager, som de skriver. Men der vil altid være brodne kar«.

Tilbage hos Thue Schwartz spørger jeg ham, om BMJ kender den sande historie om O Verlaege.

»Ja, og den er rigtig morsom«, siger Thue Schwartz og griner højt. »Povl Riis var kort efter til møde med Stephen Lock, som var redaktør for BMJ og nød at fortælle ham historien. Lock syntes, at det var utrolig morsomt. Englændere elsker practical jokes. Han gjorde intet ved det – jeg blev ikke embargo’et fra BMJ og den slags. Det var en anden tid«.

Den eneste konsekvens, historien fik, var, at han ikke kunne bruge det ellers meget citerede arbejde i sin disputats, da det var lidt svært at få en medforfattererklæring fra O Verlaege.

»O Verlaege blev dog behørigt takket i indledningen, og i 2016 optrådte han som medforfatter på en historisk artikel om hormonforskningens fødsel på Bispebjerg hospital i midt 70’erne«, slutter Thue Schwartz.