Forsker sætter tal på gådefulde smerter

»We need to measure pain«.

Ordene kom fra professor Patrick David Wall på London University College, hvor Lars Arendt-Nielsen som ung forsker i 1980’erne tog postgraduatekurser sideløbende med sit arbejde med muskelsygdomme på National Hospital for Nervous Diseases.

Wall satte smerteforskning på dagsordenen. Nogen måtte til at forske i og måle smertesystemet hos mennesker, lød budskabet fra professoren, husker Lars Arendt-Nielsen.

Han beskriver forelæsningen som en form for ahaoplevelse, og han smed nærmest, hvad han havde i hænderne af andre drømme, og satte alt ind på smerte. Han er i dag professor på Aalborg Universitet og Aalborg Universitets Hospital og en af verdens førende eksperter i smerteforskning.

I 2018 blev han præsident for IASP, International Association for the Study of Pain, og dermed alle verdens smerteforskere og -læger. Han har publiceret over 1.000 artikler.

»Sådan en rejse snupper man kun en enkelt af i sit liv. Fra skoledreng til præsident«, griner Lars Arendt-Nielsen.

Da han kom hjem, besluttede han at gå ind i forskning. Og så gik det hele stærkt. Han lavede afhandling, fik mange penge, deltog i oprettelsen af to grundforskningscentre i 1993 og 2017, ansatte folk. Centrene medvirkede til, at forskergruppen blev verdensførende inden for human translatorisk og klinisk smerteforskning.

»Jeg har været heldig. Jeg startede, samtidig med at verdens første lærebog om smertebehandling udkom. Jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt«, siger han og tilføjer, at opfattelsen af smerte dengang var, at det blot var noget, der skulle udholdes.

Det første, de fandt ud af i forskningscenteret, var, at de kunne måle reaktioner i hjernen, som havde med smerteopfattelsen at gøre. De havde ikke en masse avancerede målemetoder, men kunne måle provokerede reaktioner fra hjernen på nogle helt specifikke hjernepåvirkninger.

De fandt ud af, at de kunne bruge hjernens reaktioner som kvantitative mål for smerten som diagnostik og til at følge effekt af behandling og lægemidler.

»Vi slog igennem, fordi vi havde mange forskellige metoder til at profilere smerter og lægemidler og kunne også bruge frivillige som forsøgskaniner for at forstå smertesystemets fundamentale mekanismer«.

I dag afprøver de nye diagnostiske metoder og lægemidlers effekt på smerte. Problemet er, at alle nye lægemidler bliver testet på dyr. Inden for smerteområdet kan viden fra dyr næsten aldrig overføres til den kliniske verden, siger han.

»Det er nødvendigt at have en portefølje af teknologier, der kan vurdere og måle de forskellige aspekter af smertesystemets funktion hos mennesker for at kunne udtale sig om, hvilke patienter der har gavn af en given smertemedicin«.

Forskningsgruppen har udviklet en værktøjskasse til objektivt og kvantitativt at vurdere smertereaktionerne hos mennesker. De kan på et tidligt tidspunkt bl.a. sige, om lægemidler vil have en effekt. Nogle patientgrupper vil nemlig ikke opleve en effekt, fordi mekanismerne er nogle helt andre end dem, lægemidlerne virker på.

»Det har været groundbreaking, at vi har kunnet vise det«.

International succes

Fra dag ét gik han efter et internationalt miljø, og det skulle ikke kun være med læger, men forskellige fagligheder, som kunne udvikle teknologier og angribe smerter fra forskellige indgangsvinkler.

»Det har gjort, at vi har kunnet udvikle os med verden som rekrutteringsbase. Vi har i dag netværk i over 20 forskellige lande«.

De seneste år har forskningscenteret rettet fokus mod epigenetik. Forskellige former for intern og ekstern påvirkning kan ændre den måde, generne virker.

»Vi kan delvis forudse, om folk udvikler smerter efter f.eks. en operation. Det er ret stort. Den epigenetiske kobling til smerte er en opdagelse, der de næste 10 år får stor betydning inden for smerteområdet. Der kan måske udvikles lægemidler, der kan nulstille vigtige epigenetiske forandringer. Vi har fundet ud af, at sygdomme med generaliserede smerter også har nogle specifikke epigenetiske forandringer«.

Den næste er kløeområdet, siger Lars Arendt-Nielsen med begejstring. En del af nervesystemet er ens for smerter og kløe, og man forstår ikke meget om kløens humane fysiologi.

Han er også leder af et stort internationalt studie om senfølger efter COVID-19. Mange af senfølgepatienterne med muskelsmerter ender med at have samme symptombillede som patienter med fibromyalgi, forklarer han.

Hvorfor bed du dig fast i smerteforskningen?

»Hver gang vi lavede noget, var der en voldsom interesse. Vi var kun en 4-5 grupper i verden, der i starten af 1980’erne havde fokus på human smerteforskning. Vi kunne se, at folk med kroniske smerter ikke har et normalt smertesystem. Det er, som om der går allergi i smertesystemet. Og den allergi har vi gjort os til eksperter på«.

Har du været heldig at ramme en guldåre?

»Ja, hvis jeg havde valgt andre områder, hvor der var store internationale forskningscentre, havde vi ikke haft en chance«.

Da han var præsident for IASP, godkendte WHO nye ICD-diagnosekoder for kroniske smerter. Det har resulteret i en revolution for smerteområdet globalt og er baseret på mange års baggrundsarbejde, siger han.

Lars Arendt-Nielsen drømmer om en speciallægeuddannelse i smertebehandling.

»Vi arbejder på at få Folketinget til at indse, at smerter skal være et indsatsområde, og at der kommer en omfattende national handleplan. Men der er lang vej endnu. Vi har haft problemer med opioider, og nogle holder stædigt fast i cannabis, selvom vi har vist, at det ikke virker på smerter«.

Han har også kæmpet for at få inkluderet patientforeninger i forskning globalt.

»Mange af diagnoserne har været karakteriseret som funktionelle. Smerter er en subjektiv oplevelse, men vi kan måle smerterne kvantitativt. Det er vigtigt at fortælle patienterne, at vi godt kan forstå, at de har smerter, for det kan vi se. Det giver patienterne en ro«.