Content area

|

Forskerliv med hepatologi: Vi er blevet bedre til at lade os inspirere fremfor at konkurrere med hinanden

Omkring halvdelen af alle patienter med skrumpelever oplever at få den neuropsykiatriske tilstand hepatisk encefalopati. Klinisk lektor Mette Lauridsen forsker i, hvordan man kan stille diagnosen tidligere. Hendes forskerliv rummer også fortællingen om et nybygget forskningsmiljø, som skal bejle til fonde i et kapløb, hvor GDPR, lange ventetider hos de videnskabsetiske komitéer og juridiske benspænd fjerner fokus fra forskningens kerneopgave.
Hepatologien rykker i Danmark lige nu, siger klinisk lektor Mette Lauridsen. Forskerne er blevet bedre til at arbejde sammen på tværs af matriklerne, hvor de tidligere passede hver deres butik. Foto: Palle Peter Skov
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

»Er der nogen, der vil lægge krop til en fibroskanning?«

Mette Lauridsen har stukket hovedet ind ad døren til middagskonferencen. Lige bag sig har hun skanneren på hjul – hun er nærmest klar til lave undersøgelsen på stedet. Der høres en mumlen og et par grin derindefra, hvorefter Emmanuel Hansen, introlæge i intern medicin, springer op af stolen og grinende siger:

»Jeg gør det gerne, så kan jeg også se, hvordan den fungerer«.

Han lukker døren bag sig, åbner døren ind til sit kontor, som ligger dør om dør med konferencelokalet.

»Så skal jeg jo ligge på min egen briks«, siger han og griner, imens Mette Lauridsen gør klar til undersøgelse.

Ugeskrift for Læger er på besøg på afdelingen for mave-tarmsygdomme på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Mette Lauridsen er afdelingslæge, speciallæge i hepatologi, og så er hun klinisk lektor og forsker i skrumpelever.

Hun viser, hvordan fibroskanneren virker, og placerer den mellem de nederste af Emmanuel Hansens ribben på højre side. Teknologien i skanneren hedder elastografi og er en ultralydsteknik, som oprindeligt er udviklet til at måle stivheden i ost. Professor i leversygdomme Maja Thiele skrev ph.d. om leverstivhedsskanneren, som i små ryk udsender ultralyd. Den kan afsløre, om en patient med overvægt eller stort indtag af alkohol har begyndende skrumpelever. På den måde undgår man de smertefulde biopsier.

Mette Lauridsen har sagt ja til at fortælle om sin forskning som et led i en række artikler om forskerliv i Ugeskrift for Læger, om at være en del af et ungt forskningsmiljø, samarbejde på tværs af regioner og samtidig navigere i GDPR, lange ventetider og juridiske benspænd i forskningen.

Hør Mette Lauridsen fortælle om sin forskning og om at være en del af et ungt forskningsmiljø.

En kognitiv tilstand

14.000 mennesker lever med skrumpelever. Tallet er formentlig meget højere, fordi skrumpelever i sig selv langt hen ad vejen ikke giver symptomer. Måske er der op mod en 80.000-90.000, der faktisk har skrumpelever. De fleste af dem uden at vide det, forklarer Mette Lauridsen.

Skrumpelever opstår oftest på grund af alkohol eller overvægt med metabolisk syndrom, og hvor det i Danmark går lidt bedre med alkoholindtaget, så er overvægtsrelateret leversygdom i fremmarch. I USA ligger alkohol og overvægt snart side om side i procentfordelingen, og flere har begge dele. Både alkohol og overvægt som risikofaktor. Og de patienter udvikler skrumpelever ekstra hurtigt.

Mette Lauridsen bor i Esbjerg med mand og børn og er ansat som klinisk lektor og afdelingslæge. Hendes arbejdstid er fifty-fifty klinik og forskning. Foto: Palle Peter SkovMette Lauridsen bor i Esbjerg med mand og børn og er ansat som klinisk lektor og afdelingslæge. Hendes arbejdstid er fifty-fifty klinik og forskning. Foto: Palle Peter Skov

Overvægt er en ny sygdomsgruppe, som hepatologer bliver præsenteret for.

»Vi kører et studie, hvor vi kigger på hjernefunktionen hos svært overvægtige mennesker, som også samtidig får undersøgt deres lever grundigt. De har ikkealkoholisk fedtlever. Alt dårligt for leveren starter med, at der er fedt i leveren. Og hvis leveren ikke får lov til at regenerere sig, vil der med tiden udvikles arvæv«.

Omkring halvdelen af patienter med skrumpelever får hepatisk encefalopati, som er en form for delirium med invaliderende neuropsykiatriske symptomer.

Mette Lauridsen sidder i sin kontorstol og forklarer roligt om hepatisk encefalopati uden at kløjes i ordet en eneste gang. Tilstanden er omdrejningspunktet for hendes forskning.

»Hepatisk encefalopati er en metabolisk hjernepåvirkning, som kommer, fordi man mister leverfunktion. Leveren har mange forskellige funktioner, og efterhånden som man mister de fungerende leverceller, kan encefalopatien opstå. Når man får skrumpelever, sker der også nogle forandringer i, hvordan blodet løber, man får portal hypertension, så blodet shuntes uden om leveren i ret vid udstrækning. Dermed kan blodet nå hjernen uden at have været i kontakt med levercellerne.«

De to ting tilsammen, at man mister fungerende levermasse, og at noget af blodet shuntes uden om leveren, gør, at blodet, der når hjernen, ikke er i en optimal stand for, at neuronerne kan fungere ordentligt.

»Hele hjernefunktionen bliver forstyrret. Det er ikke, modsat ved demens eller ved blodprop i hjernen, en organisk hjernesygdom. Det er blodet, der kommer til hjernen, som giver problemerne. Derfor er det en universel forstyrrelse af hjernefunktionen. Det kan enten komme til udtryk som leverkoma, hvor man virkelig er i koma. Vi kalder det grad 4 af hepatisk encefalopati. Men det kan også komme til udtryk som milde symptomer i det daglige, hvor man ændrer sin adfærd, bliver mere indadvendt og pludselig ikke kan finde ud af de ting, man plejer at kunne.«

Det er den milde ende af spektret, hvor man skal kende patienten godt for at opdage det. Det er typisk de pårørende, der fortæller lægerne, at der er et eller andet galt.

»Det specielle ved hepatisk encefalopati er, at det kan fluktuere rigtig meget. Så hvis vi har en ældre herre med skrumpelever, der får urinvejsbetændelse, kan han pludselig få et meget ringere funktionsniveau, fordi betændelsestilstanden belaster leveren yderligere. Leveren er en vigtig del af metabolisme og immunforsvaret, så hvad end der belaster kroppen, kan få hjernefunktionen til at forværres. Nærmest fra dag til dag«.

Tidlig diagnose

Lægerne har længe kendt til hepatisk encefalopati. Behandlingen har også mere eller mindre været den samme de seneste 30-40 år. Man giver dem laktulose, som ret hurtigt giver effekt hos de fleste. Og de seneste 10 år er der også udviklet et andet stof, som kan hjælpe leveren, forklarer Mette Lauridsen.

Mette Lauridsens forskning handler om, hvordan man diagnosticerer de helt tidlige former for hepatisk encefalopati. Teorien er, at hvis man finder det, når det er så mildt, at man ikke engang kan erkende det endnu ved at snakke med patienten, kan man starte laktulosebehandling og forebygge ubehagelige indlæggelser.

»Hvis vi er ekstra heldige, har konen ikke engang opdaget det endnu«.

Det er skræmmende at blive indlagt med hepatisk encefalopati. Patienterne fortæller bagefter, at kontroltabet virkelig er ubehageligt. Og det koster meget for sundhedsvæsenet at have patienterne indlagt. Har man en gang haft det, er risikoen for at få det igen ret stor.

»Fokus i min forskning er at sikre, at de præparater, lægerne allerede har, bliver brugt ordentligt hos de rigtige mennesker og i rette tid. Standarden før har været, at man har ventet på, at patienterne fik deres første tur med leverkoma, men Danmark er foregangsland i forhold til at tage psykometriske metoder i brug tidligt og få startet folk op inden indlæggelse. Og faktisk også følge op på patienter, der har haft episode med hepatisk encefalopati og måle på dem bagefter i ambulatoriet for at se, om hjernen er kommet sig igen«.

For patienterne kan godt komme sig, hvis lægerne kan få styr på systemerne og levermetabolismen.

Palliativ indsats

Patienternes livskvalitet er et andet vigtigt område, og patienterne har behov for en palliativ indsats.

»Vi måler på, om det kan svare sig, og hvad effekten er. Det gør vi sammen med andre sygehuse i landet, og det er noget af det, jeg er allermest stolt af. Det har virkelig manglet til patienterne. Skrumpelever har en voldsom dødelighed. Det er kun cirka halvdelen, der er i live efter fem år. Det har en ringere prognose end mange kræftformer, og på trods af det er der ikke noget systematisk palliativt tilbud«.

I projektet om fedtleversygdom fryser forskerne lever- og fedtvævsprøver ned i flydende nitrogen. Foto: Palle Peter SkovI projektet om fedtleversygdom fryser forskerne lever- og fedtvævsprøver ned i flydende nitrogen. Foto: Palle Peter Skov

Afdelingen er ved at starte et studie op, hvor interventionen bliver den palliative indsats.

»Det er ret fedt. Det giver en god fornemmelse af at lave noget forskning, som både er forskning inden for områder, hvor der mangler viden, og hvor forskningen umiddelbart kommer patienterne til gode. Det er vi ret gode til på vores afdeling«.

Især fordi patientgruppen har brug for en udstrakt hånd. Det er nemlig en lidt stigmatiseret patientgruppe, der ofte går under radaren.

»Det er helt tydeligt, at vi ikke hører så meget fra vores skrumpeleverpatienter. De er ikke særligt gode til at kontakte os. Det kan være, fordi de skal have grundigere information, men noget af det handler også om, at de føler sig stigmatiseret. De føler, at omverdenen mener, at det er deres egen skyld«, siger hun og henviser til en stor spørgeskemaundersøgelse blandt patienter med leversygdomme, hvor 200 patienter med skrumpelever har svaret. Mange angiver, at de holder sygdommen skjult på grund af omverdenens fordomme.

Ungt forskningsmiljø

Forskningen er ikke en stepping stone for Mette Lauridsen. Hun betragter det ikke, som om hun laver karriereforskning, og forskningen har længe været en del af hendes lægeliv. Allerede da hun gik på barsel fra sin introstilling fra Aarhus Universitetshospital i 2009, var det med en hel stak ringbind med data under armen.

I dag har hun afsluttet sit postdoc-forløb og er ansat som klinisk lektor og afdelingslæge. Hendes arbejdstid er fifty-fifty klinik og forskning. Det er meget privilegeret, siger hun.

»Jeg tror, at det er nødvendigt, hvis man vil noget. Vi sidder i Esbjerg og har ikke 20 kendte forskningsnavne. Vi er en ny institution i forhold til forskning. Nogle afdelinger i huset har en lang forskningstradition, f.eks. vores kliniske biokemiske afdeling. Men hvis du kigger rundt på andre afdelinger, er der flere, der ikke rigtig laver forskning. Det kræver tid at komme på landkortet og til at tage teten på projekter, føre dem ordentligt til dørs og styre dem professionelt. Det kan vi byde ind med. Vi prioriterer at lægge nogle timer i projektstyringen, så samarbejdet med de andre afdelinger glider lettere, og vi dermed også er attraktive at samarbejde med«.

  • »Vi kan ikke sidde ude på molen og opfinde dybe tallerkener selv, vi skal indgå samarbejder, og vores projektidéer skal bredes ud, ligesom vi skal være dygtige til at hoppe med på forskeres projektidéer hos forskere i Odense eller Aarhus eller et helt tredje sted«.

Mette Lauridsen, klinisk lektor og speciallæge i hepatologi.

På en måde er afdelingen lidt på pionerarbejde. Sydvestjysk Sygehus har det seneste år haft fokus på at gå fra regionshospital til universitetshospital, fordi medicinstudiet rykker til byen. Derfor er der kommet meget medvind til forskning, siger Mette Lauridsen.

»Da jeg lavede ph.d. her i huset, i 2012, var der ikke mange, der havde lavet ph.d. hernede. Jeg var lige flyttet med min mand og børn fra Aarhus for at være tættere på mine forældre. Da jeg var færdig med ph.d. og hoveduddannelse i 2017, søgte jeg penge til postdoc. Siden da og i sommeren ’18, hvor vi inkluderede vores første fedtleverpatient, har det kørt derudad. Dengang var der ikke ret meget fælles forskningsinfrastruktur. Men så skal jeg lige love for, at der er sket noget. I det sekund lægeskolen blev besluttet, har forskning været en høj prioritet for direktionen. Det er fedt. Jeg havde blandt andet brug for forskningsfaciliteter på husniveau. F.eks. biobank, som vi var heldige at finde penge til via en lokal fond«.

Sådan har det været med mange ting.

»Vi har været de første, der har bedt om noget. Det kræver noget af en organisation, der er vant til drift, når man lige pludselig skal flette forskningen ind i det. Det gælder på alle fronter«.

Konkurrence

Fordelen ved at bygge et forskningsmiljø op fra bunden er, at forskerne kan trække på nogle erfaringer, som er gjort steder, hvor man har været i gang i længere tid.

»En vigtig læring er blandt andet, at forskerne skal være synlige i klinikken. Du kan ikke blive ansat her i huset i en forskningsstilling, uden at du også har klinik. Vi ser også helst, at din forskning er kliniknær. Det giver mening for mig. Det er ikke altid nemt at skulle tænke synergi ind mellem forskning og klinik, men der er rigtig meget at komme efter«.

Der er dog stadig meget at arbejde for, det kan f.eks. være en udfordring at søge fonde, og der er hård konkurrence. Det er lettere at søge fonde, hvis man har sprængt muren en enkelt gang, og fondene lærer en at kende.

»Vi er nok ikke ringere stillet end alle mulige andre, men det er svært. Vi har haft en oplevelse af, at det er svært at hive ekstern funding hjem. Jeg har en idé om, at det er nemmere at få nogle af de private fonde, hvis man har en professor foran sig, der kan sende fondsansøgninger af sted og sætte sit navn på. Vejen frem for os er mere samarbejde. Vi kan ikke sidde ude på molen og opfinde dybe tallerkener selv, vi skal indgå samarbejder, og vores projektidéer skal bredes ud, ligesom vi skal være dygtige til at hoppe med på forskeres projektidéer hos forskere i Odense eller Aarhus eller et helt tredje sted«.

Hepatologien rykker i Danmark lige nu, siger Mette Lauridsen.

»Når jeg kigger rundt på mine kolleger, er der mange fede ting på vej, og vi er blevet så meget bedre til at arbejde sammen på tværs af matriklerne. Hvor der måske tidligere var en opfattelse af, at vi passede hver vores butik. Min oplevelse er, at forskere i dag er lidt bedre til at snakke sammen og lader os inspirere fremfor at være i konkurrence med hinanden«, siger hun og retter på sine øreringe med kvindekamptegn.

Det er en pointe, som overlæge på OUH og professor i leversygdomme Maja Thiele bakker »100 procent op om«, siger hun over telefon på vej til at undervise hoveduddannelseslæger i diagnostiske test og i guidelines i OUH’s Nielsine Nielsen-ambulatorium, som ærer den første kvindelige danske læge.

»Nutidens forskere ved, at vi får meget mere ud af at arbejde sammen, end når vi modarbejder hinanden. Forskere i dag er gode til at bruge hinandens kompetencer og færdigheder. Vi kan supplere hinanden. Sådan er det med mange af mine kolleger rundtom i de forskellige regioner, som jeg har aktive samarbejder med og gode forhold til«, siger Maja Thiele og tilføjer, at noget konkurrence ikke er skadeligt. Det er en god ting, hvis man opper sig lidt ekstra, fordi man gerne vil følge med i, hvad der ellers foregår i landet. Men det foregår uden de spidse albuer.

GDPR og benspænd

Hvis man gerne vil have mere ud af forskere og give mere til patienterne, skal man undgå så meget spild, siger Mette Lauridsen.

»Jeg tør slet ikke begynde at tænke på, hvor mange timer vi ender med at spilde på pseudoarbejde med især GDPR og andre juridiske benspænd, der er trukket ned over os. Det er gået amok. Det er lige før, vi ikke kan forske uden at have en jurist siddende ved siden af. Det er en jungle, der tager rigtig meget tid og penge fra patienterne. For kerneopgaven som forsker er at finde på projekter og inkludere patienterne i dem og så formidle resultaterne, så andre i verden kan gøre brug af min idé. Men den tid bliver mindre og mindre.«

Men der skal vel være en form for kontrol med data?

»Ja, der skal være en form for garanti for, at de, der administrerer forskningsmidler og sidder og opbevarer patientdata, ved, hvordan man gør det korrekt. Men det har taget overhånd. Der er desuden lang ventetid til de videnskabsetiske komitéer i mange regioner. Mit indtryk er, at regionerne har fået en helt ny kødrand af jurister, så hvis du vil lave et projekt, hvor du tidligere skulle have sygehusdirektionens godkendelse, skal du nu sende det ind til regionens jurister, som skal afgøre, om din forskning er en god idé. Det er en selvstændig komité af jurister, der skal vurdere dig. Det er svært at gennemskue og acceptere som forsker«.

Tilbage på briksen er leverens konsistens hos den unge læge Emmanuel Hansen ikke så overraskende helt normal. Han og Mette Lauridsen diskuterer tallene, og hun viser ham, hvordan maskinen udregner gennemsnittet.

Inden han går tilbage til sine lægekolleger i nabolokalet, aftaler han og Mette Lauridsen, at de snart skal aftale en reel undervisningsdag, hvor hun kan instruere ham i at bruge osteskanneren.

Blad nummer: 

Right side

af Jørgen Skov Jensen | 05/07
1 Kommentar
af Bodil Thordis Lyngholm | 03/07
6 kommentarer
af Anette Bygum | 02/07
1 Kommentar
af Ejnar Skytte Ankersen | 02/07
1 Kommentar
af Hanne Madsen | 01/07
1 Kommentar
af Jan Henrik Værnet | 01/07
1 Kommentar
af Simon Wehner Fage | 01/07
4 kommentarer
af Henrik Keller | 27/06
4 kommentarer
af Jerzy Miskowiak | 27/06
1 Kommentar