Forskning - nu med privat finansiering

Grundforskning skal finansieres af det offentlige. Det er en grundfæstet og hævdvunden opfattelse.

Det er imidlertid en opfattelse, som Lægeforeningen er ved at moderere. I udkastet til forskningspolitisk oplæg til Lægemødet hedder det således bl.a., at »den samlede sundhedsvidenskabelige forskning skal styrkes såvel i offentligt som privat regi«.

Baggrunden er den udsultning, der siden 1991 er sket i den offentlige sundhedsvidenskabelige forskning. En udsultning, som den nuværende regering har lagt op til at skærpe med yderligere besparelser.

Den langsigtede tendens er klar: tildelingen af offentlige kroner til forskning er for nedadgående. Medmindre denne tendens vendes dramatisk, kan den styrkelse af forskningen, som alle ved højtidelige lejligheder er enige om er nødvendig, realistisk set ikke ske uden at inddrage private midler.

- Nu har vi i mange år råbt op om, at der skal ske en øget offentlig finansiering af forskningen, uden at der er sket noget ved det. Vi synes da stadig, at finansieringen burde være offentlig. Men når midlerne trods alle gode argumenter stadig er utilstrækkelige, er vi begyndt at gøre os tanker om, hvorvidt man evt. kunne skaffe forskningsmidler ad andre kanaler. Og der ligger medicinalindustrien lige for.

Det siger Mette Siemsen, formand for Lægeforeningens uddannelsesudvalg og leder af arbejdsgruppen bag det forskningspolitiske papir, der skal debatteres på lægemødet den 31. maj og 1. juni.

Offentlige midler svinder ind

Siden 1993 har den samlede offentlige finansiering af sundhedsvidenskabelig forskning udgjort ca. to mia. kr. årligt. I den samme periode har industrien mere end fordoblet sine investeringer i forskning, fra ca. 1,7 mia. kr. til 4,3 mia. kr. i 1999.

Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd har i de seneste fem år kun haft mulighed for at finansiere godt 10 pct. af de ansøgte beløb til sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter, og fra i år har rådet indstillet al støtte til ph.d.-projekter.

Samtidig har rådet dog vurderet, at 75 pct. af de ansøgte projekter var værd at støtte. Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd har i år kun godt 126 mio. kr. at gøre godt med. Skulle rådet støtte alle de projekter, der fortjener det, ville det altså kræve yderligere 500 mio. kr.

Udsultningen af forskningen har ført til mange spekulationer over, hvad man så skal gøre. På Panum Instituttet har den nye ledelse under dekan Ralf Hemmingsen fx skitseret en reorganisering med et langt tættere samarbejde med de eksterne aftagere af kandidater, herunder også erhvervslivet, og erklæret sig åben for at modtage økonomisk støtte fra industrien til udvalgte forskerhold.

Internt i Lægeforeningen diskuteres forskningsfinansieringen også mere fordomsfrit end for få år siden. Ganske vist skal det primært være offentlige midler, der grundforskes for - og nødvendigvis mange flere, end der er til rådighed i dag, men »også fra medicinindustrien, som har kommercielle interesser i at transformere resultaterne af grundforskningen over til praktisk anvendelse«, som det hedder i et internt arbejdspapir, der lægger op til debat på Lægemødet den 30. maj og 1. juni.

Danmarks Farmaceutiske Højskole har indgået en nyskabende aftale med Statens Forskningsråd og Lægemiddelindustriforeningen (LIF) om fælles finansiering af en forskerskole på Højskolen, hvor forskningen efter aftale skal ske på områder, der »har ligelig interesse for begge parter«, men hvor både DFH og LIF også erkender, at der er tale om en etisk balanceakt på en knivsæg.

»Udnyt patenter«

Udviklingsdirektør hos den multinationale medicingigant Pfizer i Danmark, Niels Christiansen, mener, at det primært må være en offentlig opgave at finansiere grundforskning:

- De store medicinalfirmaer er bedst tjent med uafhængige forskere, svarer han på spørgsmålet, om lægemiddelindustrien skal være stor-sponsor for grundforskningen på et tidspunkt, hvor de traditionelle offentlige kilder tørrer mere og mere ud.

- Forskernes uafhængighed kan kun sikres ved, at lægemiddelindustrien ikke er den primære indtægtskilde for de folk, vi samarbejder med. Dvs. at de offentlige forskningsbevillinger som et minimum skal garantere uafhængigheden.

Niels Christiansen tror ikke på, at fx en central grundforskningsfond til privat medfinansiering af offentlig forskning er den vej, man skal gå:

- Jeg er nervøs for, at en stor, central fond vil dræbe mange af de spændende, innovative og »skøre« projekter, som den kreative forsker på gulvet kan udtænke, siger han.

- Jeg tror mere på idéen, og den direkte støtte til en idé, som ansporer og stimulerer den konkrete forskningsgruppe.

Niels Christiansen vil hellere hjælpe den akademiske verden - forskermiljøerne - med at udvikle den ekspertise der skal til for, at de selv kan trække patenter hjem på deres gode ideer, og dermed få et supplement til de offentlige bevillinger, de har krav på.

Hvis en forskningsinstitution eller et hospital under et udviklingsprojekt for Pfizer udvikler en ny metode, vil virksomheden med glæde betale for retten til at bruge et patent, forsikrer Niels Christiansen.

Ingen kommerciel tradition

Problemet er bare, at institutionen ikke - hvis den er dansk - har tradition for at udtage patenter. Og det er hér, Niels Christiansen ser en mulighed for at hjælpe:

- Det altafgørende for en forskende medicinalvirksomhed er, at afkorte den lange tid det tager at bringe et godt og enestående præparat fra ide til registring, frem for at patentere en masse mindre effektive præparater, siger han.

- Jo længere, dét tager, desto dyrere er udviklingen for firmaet, og jo kortere tid har virksomheden til at udnytte sin konkurrencefordel overfor kopipræparater.

Derfor har Pfizer brug for forskere til at udvikle metoder, der kan »skille fårene fra bukkene i vore udviklingsprojekter«, siger Niels Christiansen.

- Sådanne metoder er vi meget indstillet på at betale for. Men de akademiske institutioner i Danmark har ikke tradition for at tage de patenter, som de har al mulig ret til. I stedet udvikler de en metode sammen med os, og før vi er færdige med at udvikle den, er den allemandseje, som bruges af alle firmaerne.

- Dér ligger nogle muligheder for, at de akademiske institutioner kan tage nogle patenter og dermed tjene nogle penge fra alle firmaerne, siger Niels Christiansen, der gerne ville hjælpe universiteterne til at blive bedre forretningsfolk.

Han ser dog også et faremoment:

- Hvis det skal lykkes, skal de akademiske institutioners indtægtsdækkede virksomhed være helt uafhængig af de offentlige midler. Man må ikke ende med, at indtægterne bare modregnes i de offentlige midl er.

Berøringsangsten

I Mette Siemsens arbejdsgruppe har en grundforskningsfond været en af de mange muligheder for privat medfinansiering, der kan komme på tale.

Det har også muligheden for at tilbageføre noget af den fortjeneste til forskningsmiljøerne, som forskningen resulterer i, ved at udtage patenter og udnytte dem kommercielt. Mette Siemsen ser dog nogle af de samme problemer, som Niels Christiansen opregner. Dertil kommer desuden et holdningsspørgsmål, som ikke er helt afklaret:

- Der har, i hvert fald tidligere, været stor berøringsangst blandt universiteternes grundforskere i forhold til erhvervslivet. Og der er også mange problemer i det, for forskningen skal nødvendigvis være uafhængig for at være troværdig, siger Mette Siemsen.

- Men så berøringsangst som man har været - dét er ikke hensigtsmæssigt.

Mette Siemsen efterlyser en mere systematisk kommerciel tankegang i den akademiske verden:

- Man har forsøgt at inddrage erhvervsfolk på universiteterne. Men det har haft trange kår og har ikke rigtig afspejlet sig i en fokus på at udnytte de indtjeningsmuligheder, der er. Det er lidt ærgerligt, og det er i hvert fald noget, man kunne tage fat i, siger hun.

Lægeforeningen har ikke selv diskuteret forskningsstøtte med erhvervslivet:

- Foreløbig har vi lavet et internt diskussionsoplæg. Og selv om Lægeforeningen gerne vil virke som mediator, har det ingen fremtid, hvis ingen i grundforskningsmiljøerne er interesserede i det. Derfor skal vi nu have diskussionen i Lægeforeningen, og primært med de medlemmer, som kan tænkes omfattet af det, siger Mette Siemsen.