Forskning og den enkelte læge

»Forskningstræning for alle læger - også uden for universitetssygehusene« hedder en artikel i dette nummer af Ugeskrift for Læger [1]. Artiklen publicerer originale resultater, trods den lidt polemiske titel.

Hvor stor en rolle, forskning skal udgøre i den enkelte læges karriere, kan give anledning til ophedet debat. Yderstandpunkterne er, at alle læger skal forske på højt niveau, eller at man skal interessere sig mindst muligt for forskning. De almindeligste synspunkter er nok, at hovedparten af lægerne på et eller andet tidspunkt bør forske, at mange bør kombinere det med klinik, at det bør være et livslangt hovederhverv for nogle, men at man godt kan være klinisk arbejdende læge uden at forske. De mange grunde til at fravælge forskning skal jeg ikke komme ind på, men forholdet til forskning, positivt eller negativt, influerer på valg af speciale og karriereforløb. På den anden side indgår forskning fortsat i lægers meritering, og det er oftest de forskende læger, som sidder der, hvor standarden sættes: i offentlige råd og udvalg, i uddannelsessystemet og på tv-skærmen.

For alle læger er det imidlertid uomgængeligt med kendskab til forskning op til et vist niveau. Det hænger sammen med, at ny viden om og kontrol af teknologier for og kvalitet af sygdomsbehandling og forebyggelse foregår ved videnskabelige metoder som originalforskning, medicinsk teknologivurdering og kvalitetsvurdering. Der er en tæt relation mellem evnen til at forholde sig til forskning og klinisk metodefrihed. Med den enkelte læges ret til i betydelig grad at vælge undersøgelses- og behandlingsmetoder følger den samme læges pligt til at kunne forholde sig kritisk til resultater af forskning, teknologi- og kvalitetsvurdering og til at kunne vælge forsvarligt.

Den forskningsbaserede viden skabes mange forskellige steder og under vidt forskellige forhold: i ind- og udland, offentligt og privat, på forskningsinstitutioner, i sundhedssektoren og i erhvervslivet. Den præsenteres ikke i ensartet form, er ikke altid uvildigt kommenteret, og næsten alle steder er der andre interesser - ud over at fremskaffe den bedste behandling - forbundet med denne vidensproduktion. Den enkelte læge må altså selv kunne vurdere lødighed og tolke relevans. Det er tvivlsomt, om man kan udvikle disse evner uden at have haft aktiv andel i forskning.

Derfor har man nu indført undervisning i forskning under grunduddannelsen, og det samme vil med speciallægereformen ske i videreuddannelsen - for alle læger. I den lægelige videreuddannelse betegnes uddannelseselementet ikke forskningsmetodologi, men forskningstræning og har fået den langtidsholdbare definition: »Det overordnede formål i forskningstræning er at lære en arbejdsform, som kan danne grundlag for en livslang læring« [2]. Målet er således ikke, at alle læger skal uddanne sig til forskere, men alle skal have kompetencer til et niveau, hvor de kan forholde sig kritisk til forskningsresultater.

Når alle uddannelsessøgende læger skal deltage i forskningstræning, herunder arbejde med et mindre projekt, have vejledere og foretage præsentationer, vil mange læger til stadighed være engageret i forskning på alle uddannelsesafdelinger landet over. Som led i forskningstræningen vil de uddannelsessøgende læger mødes til symposier og drøfte forskning og forskningstankegang, og mange mentorer må formodes at blive involveret i praktiske og metodologiske problemer. Det stiller krav om udvikling af forskningskultur og flere miljøer, hvor forskning og videnskabelig tankegang kan trives. Som nævnt har de enkelte specialer noget varierende tradition for forskning. Det er uheldigt, når et speciale har lav forskningsaktivitet, fordi forskning stort set altid udvikles i interaktion mellem flere interesserede. Er der få at interagere med, gror der ikke meget frem. Der er brug for, at specialerne ser på deres forskningskultur og vurderer, om den kan leve op til tidens krav, herunder til speciallægereformens forskningstræning.

Et eksempel på, at et speciale samlet kan gøre en indsats, er almen medicin. Frem til slutningen af 1960 eksisterede almen medicin ikke. Almen lægepraksis var et arbejdsfelt uden videreuddannelse og forskning og med en meget beskeden efteruddannelse. Inden for almen praksis lagde man så planer for udvikling af uddannelse og forskning - både struktur og kvalitet. Planerne er siden opdateret flere gange, og trods et pænt ambitionsniveau er de gennemført. For forskningen har udviklingen i store træk været: dannelse af et videnskabeligt selskab, forskerkurser på basalt niveau, afdelinger på de sundhedsvidenskabelige fakulteter, forskningsenheder, forskningskonsulenter, forskerkurser på højere niveau, forskeruddannelse og selvfølgelig hele tiden: forskningsresultater. Den svensk-danske artikel [1] er et skridt i den lange udvikling, som andre specialer godt kan skele til. Og beskrivelsen af specialets forskningstræningsprogram kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.