Forskning på ordentlige vilkår

Hvad er det egentlig, Yngre Læger og Lægeforeningen vil, når vi snakker forskning?

»Det kan siges meget kort. Forskning skal ske af lyst, som et positivt tilvalg under ordentlige forhold og med ordentlige løn- og ansættelsesforhold«, siger Mette Worsøe. »Vi skal væk fra den nuværende meriteringsspiral, hvor de yngre læger har oplevelsen af, at de partout skal igennem en ph.d. for at få adgang til speciallægeuddannelsen. Vi skal forbedre løn- og ansættelsesvilkårene for dem, der laver ph.d. eller forsker, og endelig skal vi styrke grundforskningen og knytte den kliniske forskning tættere til den kliniske hverdag på sygehusene«.

Du vil af med meriteringsspiralen. Er det dit indtryk, at der er mange læger, der føler sig tvunget til at forske?

»Ja, det er det. Efter min mening skal forskning være en integreret del af lægelivet, ikke en fritidsaktivitet. Vi ved fra Yngre Lægers uddannelsesenquete, at godt 40 procent af de yngre læger, der ikke er startet på deres hoveduddannelse, deltager i forskningsaktiviteter ud over deres almindelige lægear-bejde. Af disse erklærer 70-80 procent sig enige eller meget enige i udsagnet: ,Jeg forsker for at få point til min undervisnings-/hoveduddannelsesstilling`. Det, synes jeg, er rigtig mange, når vi samtidig ved, at mange yngre læger arbejder væsentligt mere end 37 timer om ugen. Retfærdigvis skal det siges, at tallene også viser, at mange forsker, fordi de synes, at det er sjovt. Så det ene udelukker heldigvis ikke det andet.

Vi ved også, at ud af en årgang læger (baseret på årgang 2003) går 27 procent i gang med en ph.d., og 78 procent af disse gennemfører. Men kun hver femte af disse bliver efterfølgende ansat på universiteterne og inden for forskning, uddannelse og udvikling. På de andre videnskabelige hovedområder fortsætter langt flere ph.d.er en form for forskningskarriere. Inden for humaniora 61 procent, naturvidenskab 59 procent, samfundsvidenskab 68 procent, tekniske videnskaber 36 procent og jordbrugs- og veterinære videnskaber 54 procent.

Chancen for, at en ph.d. fører til en forskerkarriere, er altså markant mindre på sundhedsområdet end på de andre videnskabelige områder. En del af forklaringen kan være, at mange læger laver ph.d. i meriteringsøjemed, og for få ph.d.-forløb følges op med muligheder for fortsat at forske«.

Hvordan slipper vi af med »tvangs«-forskningen?

»Det mest oplagte er at flytte forskningen væk fra situationen, hvor lægerne kvalificerer sig til deres hoveduddannelse. For den kliniske forsknings vedkommende enten til lægerne er færdige med deres speciallægeuddannelse eller til forskellige former for kombinationsuddannelser, hvor lægerne kan forske og uddanne sig til speciallæger samtidig og til samme løn som de andre uddannelsessøgende læger/speciallæger. Det er allerede muligt at forske i kombinationsstillinger, men det bliver stort set ikke brugt.

Der er brug for nytænkning også på dette område. Bedre rammer for forskningen kræver ledelser, der vil noget med forskning, og som prioriterer, at forskning skal ske i ordentlige rammer. Personligt har jeg svært ved at se, hvorfor forskere skal tilbydes dårligere forhold end andre, eller hvordan det kan være rimeligt, at systemet først ,opfordrer` folk til at bruge år på at forske og tilegne sig forskningskompetencer uden samtidigt at sikre sig, at resultaterne og kompetencerne bliver brugt efterføl-gende«.

Hvad så med grundforskningen?

»Omkring grundforskningen er det vores politik, at forskningen i de teoretiske miljøer på de medicinske fakulteter skal styrkes. Både af hensyn til kvaliteten af forskningen men også med henblik på at ,udnytte` forskningen/forskerne til fortsat forskning og i undervisning på fakulteterne, så de kommende læger også møder læger blandt deres undervisere. En måde at styrke grundforskningen på kan være at placere en større andel af ph.d.-forløbene i miljøet enten prægraduat eller lige efter medicinstudiet, inden turnus og det kliniske kommer i fokus«.

Hvordan hænger politikken sammen med fireårsprincippet?

»Fireårsprincippet kan være med til at løfte os væk fra den nuværende meriteringsspiral, hvor de uformelle krav for at opnå attraktive hoveduddannelsesforløb hele tiden øges - i dag ph.d., i morgen dr.med. osv. Med maks. fire år til at kvalificere sig til et hoveduddannelsesforløb vil der komme mere fokus på de formelle speciallægekompetencer og lægens evner inden for specialet frem for fx erfaring fra forskning, humanitært arbejde og ophold i udlandet.

I den bekendtgørelse, der i øjeblikket er til høring bl.a. i Lægeforeningen, lægger ministeriet op til at kompensere for en gennemført ph.d. med tre år, så lægen har syv år efter turnusstart til at starte på hoveduddannelsen i stedet for som først foreslået 5 år. Det er godt for de yngre læger, der ønsker at lave en ph.d. på dette tidspunkt, fordi det bliver lettere at nå det rent praktisk. Men det gør det samtidig også lettere for ansættelsesmyndighederne at slippe af sted med fortsat at kræve en stor forskningsindsats oven i de formelle kompetencer, inden de yngre læger findes værdige til at indtræde i et hoveduddannelsesforløb.

Det er selvfølgelig fint, at ministeriet lytter til kritikken, men det er uambitiøst blot at give fuld tidsmæssig kompensation for en gennemført ph.d. Det skal suppleres med helt andre initiativer, hvis vi skal sikre forskningen bedre vilkår«.

Hvad er dit bud?

»Jeg mener, at man skal gøre to ting: 1) Dimensionere med et antal kombina-tionsstillinger, så vi får den forskning, der er behov for på ordentlige vilkår, og på en måde, så forskningen bliver brugt efterfølgende, 2) Sikre, at alle læger får et grundlæggende kendskab til forskning. Arbejdsgiverne må til lommerne og finde de nødvendige penge, så de kan gennemføre Speciallægekommissionens anbefaling-er om, at alle yngre læger som led i deres speciallægeuddannelse skal have tre måneders forskningstræning. Det, mener jeg, vil klæde et sundhedsvæsen, der har ambitioner om at være verdensklasse, og et Danmark, der slår sig op på at være innovativt og forskningstungt«.

Kan du forstå kritikken fra de studerende, der mener, at fireårsprincippet reducerer deres muligheder for at forske?

»Både og. Jeg kan godt forstå, at de studerende, som har haft planer om at lave en ph.d. efter deres introstilling, bliver bekymrede for, om det nu kan lade sig gøre, og om de kan få adgang til det speciale, de gerne vil, når rammerne bliver lavet om. Til dem er svaret: Hvis I har lyst til at forske, så gør det. Det kan stadig lade sig gøre. Men I behøver ikke at gøre det af meriteringshensyn, for pointsystemet forsvinder og bliver erstattet af faglige profiler. Hvordan de faglige profiler konkret bliver udformet, ved vi ikke, for arbejdsgiverne i Danske Regioner er ikke færdige med dem endnu, men intentionen er, at de skal fo kusere på kvalifikationer, der kan opnås i løbet af turnus og introstillingen. Ikke kvalifikationer, som lægerne hidtil har brugt 10, 15, 20 år på at opnå.

Men, som det forhåbentligt fremgår af mine svar, er hverken Yngre Læger eller Lægeforeningen interesseret i at gøre det sværere for vores medlemmer at forske. Tværtimod, vi har en ambition om at styrke forskningen og den enkeltes muligheder for at forske. Men vi vil samtidig sikre, at det sker på ordentlige vilkår, af de rigtige årsager og på en måde, så forskningen bliver brugt. Forskning skal ikke være noget, der bare skal overstås for at få adgang til speciallægeuddannelsen. Forskning skal ske for forskningens og lægevidenskabens skyld. Vi går efter kvalitet - kun når det handler om lønnen, er vi tilhængere af kvantitet«.

Se Yngre Læger og Lægeforeningens forsknings-, uddannelses- og videreuddannelses-politik på Laeger.dk > Politik > Politikpapi-rer.

Visionen på forsknings- og ph.d.-området

• Vi vil forbedre vilkårene for dem, der laver ph.d. eller forsker

• Vi vil reducere meriteringsspiralen

• Vi vil øge andelen af grundforskning i ph.d.-forløbene