Skip to main content

Forskningsfond fattes penge

Journalist Christian Andersen - ca@dadl.dk

2. nov. 2005
2 min.

Lægeforeningens Forskningsfond havde i det forgangne år modtaget 135 ansøgninger til et beløb på 8,5 mio. kroner, men det var kun muligt at uddele 1,6 mio. kroner fordelt på 60 projekter svarende til en bevillingsprocent på 18,8.

Det kunne Jens Fr. Rehfeld oplyse i sin første tale som formand for fonden på Lægemødet.

Han beklagede, at det trods mange kvalificerede ansøgninger ikke var muligt at bevillige flere penge, og han sagde, at det havde været vanskeligt at udvælge ansøgninger blandt mange støtteværdige.

Hans beklagelse over de få midler satte han i relief ved at nævne, at den internationalt anerkendte pris for et forskningsprojekt fra ide til publicering er 1,5 mio. kroner.

»Hvis den samlede sum til uddeling ikke skal falde i de kommende år, forudsætter det, at fonden tilføres flere midler. Da ydermere kvaliteten af ansøgningerne generelt er høj, bliver der i stigende grad et misforhold imellem behov og støtte«, sagde Jens Fr. Rehfeld.

Uddelingerne fra de forskellige fonde, som Lægeforeningens Forskningsfond administrerer fordelte sig således:

Der blev fra Lægeforeningens Forskningsfond, Segels Fond, Aksel Voltens Legat, MC & JK Moltums Fond og Højmosegård-legatet i alt uddelt 1.001.995 kroner. Fra Wacherhausens Legat 70.000 kroner, Lundbeckfondens Legat til støtte for praktiserende lægers forskning 135.000 kroner og fra Slægten Hartelius Mindelegat 20.000 kroner til forskning i nyresygdomme.

Lægeforeningen modtog i 2000 en arv efter læge V.A. Lindholter til støtte for kræftforskning primært vedrørende malignt melanon og af den resterende arv på 471.000 blev der uddelt 128.400 kroner.

De resterende 127.840 kroner fra en arv fra Gerda Margrethe Hansen til støtte for forskning inden for gigtsygdomme blev uddelt. Et beløb på 100.000 kroner fra Civilingeniør H.C. Bechgaard og hustru Ella Mary Bechgaards Fond ligeså. Endelig kanaliserede Lægeforeningens Forskningsfond 49.000 kroner fra Mimi og Victor Larsens Fond til forskning i leukæmi til et værdigt trængende forskningsprojekt.