Skip to main content

Forslag: Lægepolitikere i PLO skal oplyse om bijobs og aktiebeholdninger

Læger, der stiller op til bestyrelsen og repræsentantskabet i PLO, skal fremover deklarere eventuelle interessekonflikter. Det foreslår Jørgen Skadborg, praktiserende læge i Bredsten i Region Syddanmark, som vil have PLO’s repræsentantskabsmøde i november til at diskutere emnet. Her forklarer han hvorfor.

Jørgen Skadborg
Jørgen Skadborg

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. okt. 2013
2 min.

 vedtægter  Jørgen Skadborg, hvad er problemet?

»Det er tankevækkende, at alle, der skriver en lille videnskabelig artikel, forventes at angive interessekonflikter. Men hvis man stiller op til styrende organer, skal man ikke deklarere, om man f.eks. ejer aktier i medicinalfirmaer, har ansættelse der eller har betydningsfulde poster i regioner, kommuner eller staten for den sags skyld f.eks. som rådgiver for regeringsudvalg«.

Jørgen Skadborg

Hvad har fået dig til at foreslå dette her?

»Forløbet efter repræsentantskabsmødet den 29. juni (som snævert besluttede ikke at aflevere ydernumre, red.). Bagefter var der temmelig megen debat. Det handler ikke om at ekskludere engagerede kolleger – det er åbenheden, det drejer sig om. Det er vigtigt, at vi internt i PLO får sat en proces i gang om regler og eventuelle problemstillinger omkring interessekonflikter, så emnet bliver synligt og bliver debatteret. Det skal ikke være et tabu«.

Ærligt talt, ved man ikke, hvem der har diverse bijobs?

»Det kan godt være, men det er ikke synligt og helt fremme. Jeg har siddet et år i repræsentantskabet, og der er nogle af de andres baggrund, som jeg først er begyndt at vide noget om nu. Det er jo folk fra hele landet«.

Du har andre forslag til vedtægtsændringer – hvad går de ud på?

»Jeg mener, at man bør være praktiserende læge, når man stemmer om overenskomsten. Så man skal eje mindst 50 pct. af en praksis for at kunne stemme om den. Vi skal være sikre på, at det er kolleger, som har primær interesse i at være praktiserende læger, der har indflydelse på så afgørende forhold. Ikke nogen, der fokuserer på at være praksiskonsulent, universitetsansat eller hvad det nu kan være, og som nærmest har bijob som praktiserende læge«.

Du foreslår også, at man ikke skal kunne sidde både i repræsentantskabet og bestyrelsen, hvorfor ikke?

»Det drejer sig primært om at sikre, at der er ordentlig kommunikation mellem bestyrelsen og repræsentantskabet. Det skal fremhæves, at bestyrelsen er repræsentantskabets tjenere og ikke omvendt. Og så handler mit beslutningsforslag til repræsentantskabet om, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre med disse problemstillinger«.

PLO afholder ordinært repræsentantskabsmøde 30. november – se Jørgen Skadborgs formelle forslag her på siden.