Hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og normalt ville hun ikke have mulighed for at komme hjem til sig selv – hun var meget angst for at være alene. Men en dag kom Helga Beckmann og hentede hende på sengeafdelingen og tog med hende hjem.
»Og så var vi der sådan set bare sammen. Hun tullede rundt i lejligheden, mens jeg sad og lavede noget andet arbejde. På den måde vænnede hun sig lige så langsomt til at være mere og mere alene. Det var dejligt at kunne træde ind og så konkret gøre det ud for den nærtstående eller pårørende, hun bare ikke havde, og det gav hende ro at kunne mestre det at være hjemme hos sig selv«, fortæller Helga Beckmann, der kalder forløbet for »en noget atypisk opgave« for en brobygger.
Helga Beckmann er medicinstuderende og har som frivillig i organisationen Social Sundhed været brobygger og har som sådan hjulpet udsatte og sårbare borgere med at komme i kontakt med sundhedsvæsenet – og med at fastholde kontakten, når den først er etableret.
Brobyggerne i Social Sundhed er alle sundhedsfagsstuderende, og rollen giver f.eks. de kommende læger mulighed for at møde nogle af de borgere, de efter endt uddannelse kommer til at møde som patienter. Og ikke mindst mulighed for at møde nogle, der burde være patienter, men som ikke magter kontakten med sundhedsvæsenet.
Da Helga Beckmann hørte om organisationen, tænkte hun med det samme, at »det lød fedt«.
»Netop det, at man kan få lov til at hjælpe nogle, der har det svært, og selv få noget erfaring ved at være med, og hvor man som brobygger kan holde fast i en objektivitet, som er svær, hvis det var ens egen søster eller noget andet familie.
Det mest overvældende ved det har været den umiddelbare taknemmelighed, man bliver mødt med. Det er en lille ting for mig, men en stor hjælp for dem, at jeg kan tage et par timer ud af min hverdag og følge nogen et sted hen eller sidde med til et møde. Man får bare en kæmpe tak og får at vide, at det har været en kæmpe hjælp, og ja, det er jo bare skønt at føle, at man er værdsat på den måde«, fortæller hun.
Patienterne bag tallene
Idéen til Social Sundhed opstod, da organisationens stifter og nuværende direktør Kristina Louise Bliksted for ti år siden var studerende på Aarhus Universitet og der deltog i en case competition. Casen, der skulle arbejdes med, blev præsenteret af Rådet for Socialt Udsatte, som satte tal på den stigende ulighed i sundhed. Hendes gruppe, der bestod af to statskundskabs- og to medicinstuderende, vandt med et forslag, der stort set er rygraden i Social Sundhed og organisations dobbelt formål:
For det første skal den uddanne og understøtte et korps af sundhedsfaglige studerende, der som brobyggere hjælper udsatte og sårbare mennesker i deres kontakt med sundhedsvæsenet – på tværs af somatikken og psykiatrien.
For det andet skal den sikre, at de studerende gennem kontakten med de udsatte får en indsigt og nogle erfaringer, de kan bruge til at ændre sundhedsvæsenet, så det fremover bedre kan opnå og fastholde kontakten med de op mod 20% af befolkningen, der i dag ikke får den behandling, de har brug for.
Og netop de erfaringer kan det være svært at opnå som f.eks. medicinstuderende, mener Kristina Louise Bliksted.
»Vi arbejder hen over det klasseskel og den sociale distance, der ellers oftest er mellem på den ene side de mennesker og patienter, der findes bag tallene for ulighed i sundhed, og på den anden side rigtig mange af de unge, der bliver uddannet som brobygger hos os, før de bliver færdige som læger.
Vi giver dem nogle meget konkrete kompetencer i forhold til at arbejde med relationer og med kommunikation og værdier. Gennem aktionslæring får de studerende muligheden for helt konkret at komme ud at se og agere i et komplekst patientforløb med komorbiditet – hvordan ser det egentlig ud, når det ikke bare er en case på studiet? Man lærer anderledes, når man ikke bare lærer efter et bestemt læringsmål, og man bliver klogere på andre facetter af sig selv, når man også bruger sig selv som ung medicinstuderende«, siger hun.
Det handler om at komme ud og bruge sine sanser på en anden måde, end man kan i auditoriet og i klinikken:
»Når man træder ind i en deprimeret patients lejlighed, så forstår man, at depressionen så at sige hænger i gardinerne. Så kan man forstå det med alle sine sanser«Kristina Louise Bliksted, stifter og direktør, Social Sundhed
»Hvis man ikke selv har haft en depression, kan det være svært helt at forstå, hvad det er og indebærer – og det kan gøre det sværere at hjælpe patienten. Man lærer selvfølgelig også meget, når man kommer ud i klinik og i praktik, men der er bare en stor forskel på f.eks. at møde sin patient med depression i klinikken og så at komme ud og møde hende hjemme i hendes lejlighed. I klinikken – om det så er i almen praksis eller på et hospital – så er man i en setting, hvor kulturen og rammerne er foruddefineret af institutionen.
Når man kommer hjem til patienten og f.eks. træder ind i en deprimeret patients lejlighed, så forstår man, at depressionen så at sige hænger i gardinerne. Så kan man forstå det med alle sine sanser«, siger Kristina Louise Bliksted.
Svære grænser
Men det kan være voldsomt at komme tæt på et ulykkeligt, sygt og måske desperat menneske, så før brobyggere som Helga Beckmann bliver sendt ud i felten, får de professionelt faciliteret uddannelse og efterfølgende tilsvarende supervision, understreger Kristina Louise Bliksted. Det handler om at kunne konflikthåndtere og -nedtrappe og om at beskytte sig selv.
»Vi er meget opmærksomme på, at de oplevelser og hændelser, brobyggerne kommer ud for, lander konstruktivt hos dem. Vi støtter dem i at lave en kobling mellem deres oplevelse med at hjælpe et menneske i kontakten med sundhedsvæsenet og deres egen spirende faglighed.
Det sker bl.a. via supervision, som det er obligatorisk at deltage i som brobygger, og som er professionelt faciliteret. I den lønnede del af organisationen har vi også koordinatorer, der står for både en briefing og en debriefing, hver gang en brobygger har været af sted på en aftale«, fortæller Kristina Louise Bliksted.
Og det er vigtigt, siger Helga Beckmann – for det er ikke altid let at trække grænser, når man står i situationen. Helt banalt skal man f.eks. lade være med at give borgerne sit telefonnummer, og hvis borgerne spørger, om man vil med ind og drikke en kop kaffe, så skal man vide, at det er o.k. at sige nej, fordi ens rolle stopper, når man har fulgt vedkommende hjem, fortæller hun.
»Det kan være svært, for man vil jo gerne lige hjælpe lidt mere, og især når det har været borgere på min egen alder, har jeg syntes, det var svært. Når man har fulgt dem tilbage til deres hjem efter en aftale og så føle, at nå, nu efterlader jeg bare hende her, og hendes liv er et helt andet sted end mit. Jeg kan godt få lidt dårlig samvittighed over det uretfærdige i, at hun har det så svært, mens mit liv er helt anderledes. Jeg har også arbejdet i psykiatrien i et år som lægevikar, og også der syntes jeg, at lige dét var enormt svært – at man kan være så forskellige steder i livet«, siger hun.
Ansvar og blindhed
Med den rette forberedelse og opbakning kan der til gengæld være vigtig læring at hente, mener både Helga Beckmann og Kristina Louise Bliksted – som fagperson, men også på et større plan:
»Hver gang vi får lov til at følge og hjælpe et menneske, gør vi meget ud af at arbejde værdibaseret og hele tiden holde fast i: Hvem er det egentlig, der har ansvaret for at ændre på de mange ting, der tilsammen skaber den store ulighed i sundhed? Det er jo ikke bare den enkelte patient, der skal stå fast på sine rettigheder. Ansvaret ligger i den grad hos sundhedsvæsenet selv, som skal kunne kompensere for de manglende sundhedskompetencer, der fører til, at så mange falder uden for systemet. Og det ansvar er både individuelt og organisatorisk«, siger Kristina Louise Bliksted.
Som sundhedsfaglig skal man derfor hele tiden have Kierkegaards ord om hjælpekunsten i baghovedet, når man står med en udsat eller sårbar patient, påpeger hun:
»Den sundhedsfaglige skal som minimum forstå, hvad den anden – patienten – forstår og oplever, før den sundhedsfaglige merviden for alvor kan komme patienten til gavn. Det er jo også en af forklaringerne på, at sundhedsvæsenet og de sundhedsfaglige har større held med at behandle patienter, der har samme socioøkonomiske baggrund som de sundhedsfaglige selv.
Men netop derfor er det afgørende, at man i sundhedsvæsenet har den selverkendelse, at en manglende forståelse indimellem gør en blind og gør, at man overser måske alvorlige problemer hos patienter, der har brug for en ekstra hånd eller støtte. Som brobygger får du en håndgribelig træning i og erfaringer med at være opmærksom på netop det, så man kan minimere risikoen for at overse ting, bare fordi man ikke kan forestille sig dem eller ikke har set eller har oplevet dem før«, siger Kristina Louise Bliksted.
Forstå det irriterende
Den slags erfaringer er også noget af det, Helga Beckmann lægger vægt på, når hun tænker videre frem i sit kommende lægeliv – og som hun allerede har brugt som lægevikar i psykiatrien:
»Uanset hvor jeg ender som læge, har det hjulpet mig hele tiden at holde fast i blikket for det hele menneske og sørge for være i øjenhøjde med patienterne og ikke bare som læge slynge om mig med alle mulige ord, patienten ikke forstår.
En ting er det, de som patienter konkret kommer ind med – men bagved ligger der oftest en hele masse andet, som de ikke fortæller, men som er enormt vigtigt at have øje for. Man skal hele tiden sørge for at være nysgerrig: ,Hvorfor har du det sådan her lige nu?’ Folk vil jo meget gerne fortælle, hvis man giver dem plads til det og er åben.
»Uanset hvor jeg ender som læge, har det hjulpet mig hele tiden at holde fast i blikket for det hele menneske«Helga Beckmann, medicinstuderende og brobygger i Social Sundhed
F.eks. det her med, at det for nogle er meget svært og nogle gange umuligt bare at møde op. Som behandler kan man jo godt tænke, at ,åh, hvorfor har du nu aflyst på mig igen? Nu har du ventet så og så lang tid på at få den her tid hos mig i psykiatrien, og så møder du ikke op’. Det kan være svært at forstå i en travl hverdag, men når man har været ude hos de her borgere, som fortæller, hvordan og hvorfor det er så svært at komme af sted, så er det meget nemmere at leve med det, der ellers bare er irriterende.
Samtidig har jeg som brobygger fået blik for, hvordan man kan gøre det nemmere for borgeren at komme af sted, og mange af de patienter, jeg har snakket med i psykiatrien, har jeg også foreslået, at de skulle ringe til Social Sundhed og få en brobygger til at følges med dem. Det hjælper mange, at der er en, der venter på dem og gerne vil følges med dem – et andet menneske, som gerne vil dem. Så føler de, at de skylder én noget – på den gode måde – og så er det lettere at komme af sted«, siger Helga Beckmann.
Mere fokus, tak
Både hun og Kristina Louise Bliksted ønsker sig mere fokus på, hvordan man allerede i uddannelserne kan få givet de studerende nogle konkrete redskaber til at dæmme op for ulighed.
»Jeg har tænkt meget over, hvordan man kan gøre det. Et eller andet sted er det oplagt, at alle skulle prøve at være brobygger – det er jo bare ikke realistisk, at alle skulle have lyst til det. Men der er brug for at sætte mere fokus på det faktum, at vi har meget forskellige ressourcer, og at det for nogle er meget op og ned, hvad de magter. Mange medicinstuderende kommer fra ressourcestærke familier – ikke nødvendigvis økonomisk, men bredere forstået – og så kan det være svært at forstå, hvorfor det kan være svært at møde op til en aftale eller bare at ringe til sin læge. For sådan en som mig er det jo ikke så svært.
Det synes jeg, man som medicinstuderende – og som sundhedsfaglig i det hele taget – skal undervises mere i. Når der er 15-20 års forskel i levetid på høj- og lavindkomstgrupperne, er det nødvendigt, at der kommer fokus på, hvad der ligger bag. Og det har vi godt nok ikke haft meget undervisning i, ligesom vi ikke har meget undervisning i f.eks. det psykiske aspekt af fysiske sygdomme«, siger Helga Beckmann.
Kristina Louise Bliksted glæder sig over, at Social Sundhed »lige nu oplever en stor åbenhed fra de sundhedsfaglige uddannelsesinstitutioner«.
»De vil gerne indarbejde vores arbejde og metode i den træning, de laver af fremtidens sundhedsprofessionelle, for de kan se, at noget som f.eks. den eksponerende træning, som brobyggerne gennemgår hos os, er essentiel, hvis vi skal lykkes med at skabe lighed i sundhed«, siger hun.
Fakta