»Det kan være svært, for man vil jo gerne lige hjælpe lidt mere, og især når det har været borgere på min egen alder, har jeg syntes, det var svært. Når man har fulgt dem tilbage til deres hjem efter en aftale og så føle, at nå, nu efterlader jeg bare hende her, og hendes liv er et helt andet sted end mit. Jeg kan godt få lidt dårlig samvittighed over det uretfærdige i, at hun har det så svært, mens mit liv er helt anderledes. Jeg har også arbejdet i psykiatrien i et år som lægevikar, og også der syntes jeg, at lige dét var enormt svært – at man kan være så forskellige steder i livet«, siger hun.