Skip to main content

Forsvarets missioner trues af lægemangel

Forsvarets missioner i udlandet trues af, at forringede løn- og pensionsvilkår gør det umuligt at rekruttere nye læger til forsvarets lægetjeneste.

Forsvarets problemer med at rekruttere læger kan true fremtidige missioner i udlandet. Felthospitalet i Camp Bastion, 2009. Foto: Klaus Larsen
Forsvarets problemer med at rekruttere læger kan true fremtidige missioner i udlandet. Felthospitalet i Camp Bastion, 2009. Foto: Klaus Larsen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

7. jan. 2015
3 min.

Omkring 10 af i alt 32 lægestillinger i Forsvarets lægetjeneste er ubesatte. Det er mindst tre år siden, det sidst lykkedes at rekruttere en ny læge. Gennemsnitsalderen er 55 år. Flere har passeret 60 år og overvejer alvorligt at gå på pension.

Siden 2011 har tjenestemandsansættelsen været afskaffet – og det har, sammen med uattraktive lønvilkår, gjort det stort set umuligt at lokke nye læger til. Det drejer sig om overlæger og stabslæger, som varetager opgaver, der er afgørende for bl.a. udsendelse af personel til missioner i udlandet.

Kan ikke løses af andre

Overlægerne i forsvaret står bl.a. for at helbredsvurdere soldater, som sendes på missioner i udlandet, lige som de underviser kamppiloter i at håndtere de ekstreme belastninger, de udsættes for. De er også med på missioner for at sikre, at piloterne er klar og ikke overskrider deres fysiske og psykiske grænser. Dertil kommer dykkermedicinske opgaver i forhold til søværnet og frømandskorpset.

”Det er opgaver, som ikke umiddelbart kan løses af andre end forsvarets egne overlæger og stabslæger. Derfor kan det få alvorlige konsekvenser for vores muligheder for at deltage i fremtidige missioner, hvis forsvaret ikke kan rekruttere læger”, siger formanden for Danske Militærlægers Organisation (DMO), Jan Nybo Nielsen.

Han peger på en række forringelser, som nærmest har umuliggjort rekrutteringen af nye læger til forsvaret. Forsvaret har tidligere opereret med en tvungen pensionering for sine overlæger og stabslæger ved 60 års alderen – lige som for andre tjenestemandsansatte officerer.

”Derfor fik man som kompensation lagt 10 års pensionsanciennitet til, svarende til en pensionsalder på 70 år. Det svarer for en overlæge til 75.000 ekstra i pension om året. Den ordning blev afskaffet samtidig med tjenestemandsordningen”, siger Jan Nybo Nielsen.

Trak sig, da de hørte om lønnen

Dertil kommer, at den i forvejen relativt beskedne løn er blevet betydeligt forringet. I forvejen lå overlægelønningerne i forvejen markant lavere end på de regionale sygehuse, nemlig på ca. 650.0000 kroner om året.

”Ansøgere til overlægestillinger tilbydes nu en grundløn på 528.000 kroner om året med mulighed for at forhandle individuelle tillæg ved ansættelsen. Til sammenligning er grundlønnen for en sygehusoverlæge uden vagtforpligtelse cirka 720.000 kroner årligt”, siger Jan Nybo Nielsen.

Han undrer sig derfor ikke over, at forsvaret ikke kan tiltrække nye læger – selv om stillingsopslagene klogelig tier om lønforholdene.

”Siden man ophørte med tjenestemandsansættelserne er der ikke ansat en eneste læge på de nye vilkår. Den lille gruppe læger, som er i forsvaret, er ved at dø ud”, siger Jan Nybo Nielsen.

”Der har kun været et par henvendelser på omkring 20 stillingsopslag på de nye vilkår gennem de sidste par år. Den ene var fra en svensk kollega i 60’erne, den anden var en ældre dansk kollega. Begge trak sig så snart de hørte, hvad lønnen var”.

Sammenbrud truer

Jan Nybo Nielsen tilføjer, at der er endnu to faktorer, som trækker i den gale retning: Den ene er, at forsvaret har lukket 12 af 17 infirmerier ved sine tjenestesteder. Hvert infirmeri havde en overlæge med personaleansvar for underordnede læger, tandlæger, sygeplejersker, sygepassere og klinikassistenter. Nu har hvert infirmeri 3-4 overlæger, men kun én med personaleansvar.

Og endelig blev det i april 2014 bestemt, at Forsvarets Sundhedstjeneste (FSU) skal flytte til Aarhus fra Flyvestation Skalstrup ved Roskilde.

”Det vil formentlig få flere ansatte med tilknytning til hovedstadsområdet til at sige op. Sammen med de rekrutteringsproblemer, der allerede findes, kan det føre til et sammenbrud i forsvarets lægetjeneste, når flytningen bliver effektueret”, lyder det fra Jan Nybo Nielsen.