Forvirring om lægemiddelpriser og -substitution

Udskrives der for lidt eller for meget, for dyr eller for billig medicin i Danmark? Overskrifterne i den seneste uges tid har igen vist, at svaret afhænger helt af, hvem man spørger. Patientforeninger ønsker bedre og - om nødvendigt - dyrere medicin til deres medlemmer. Regionerne ønsker, at lægerne udskriver billigere medicin og viser mådehold. I dette krydsfelt sidder lægen og skal finde den balance, som er bedst for patienten. Ser vi på tallene, kan vi konstatere, at forbruget af medicin i Danmark ikke er skræmmende, og udgiftsstigningerne er også under kontrol. Men vi kan godt bruge nye værktøjer, der kan hjælpe os, når vi skal vælge mellem analoge præparater.

Mange af misforståelserne omkring medicinordination skyldes begrebsforvirringen om generisk og analog substitution. Ved generisk substitution udskriver lægen et lægemiddel inden for en gruppe, der har eksakt det samme aktive stof, også kaldet synonympræparater. Hvis lægen ikke skriver nogen påtegning af recepten, vil apoteket automatisk give patienten det billigste synonympræparat. Ordningen skaber en sund priskonkurrence, fordi producenterne vil spekulere i at ligge lidt lavere end konkurrenten.

Det betyder imidlertid nye priser ved ny takstfastsættelse hver 14. dag. Det stjæler ikke lægens tid, fordi det er apoteket, der administrerer dette logistisk. Men for patienterne kan det betyde hyppige skift af præparatnavne. Tabletterne indeholder præcis det samme aktive stof, men har måske en anden farve og form. Der er megen skråsikker viden om, hvad dette betyder for compliance - altså risikoen for at patienten ikke tager medicinen som ordineret - men reelt ved vi ikke meget om det. Det står patienten frit for at vælge et dyrere mærke, men tilskuddet bliver beregnet efter prisen på det billigste synonyme præparat. Hvis lægen - sammen med patienten - mener, at patienten vil være bedst tjent med hver gang at få det samme præparat, kan lægen på recepten skrive »ej S«. Hvis der konsekvent ordineres et præparat fra et kendt kopi-præparat-firma, vil patienten i en lang periode være sikret den rigtige medicin, med det samme navn, med den samme kendte tablet og til den rigtige pris, men det kan betyde en øget udgift for patienten, og måske også for den offentlige kasse.

Analoge præparater har forskelligt aktiv stof, men virker på samme sygdom/symptom. Nogle patienter vil kunne have bedre effekt af et præparat fra én gruppe, mens andre patienter vil have bedre effekt af et præparat fra en anden gruppe. Der kan være stor forskel på prisen. Nogle præparaters patent vil være udløbet, og vil derfor findes i en billig kopi-version, mens andre præparater fortsat er beskyttede af patent og derfor er dyre. Efter nugældende regler må apoteket ikke substituere et ordineret (dyrt) præparat med et andet (billigt) analogt præparat. Tilskuddet fra det offentlige beregnes ud fra prisen på det konkret ordinerede præparat, og prisforskellen kan være af størrelsesorden faktor 10-20 (eller mere).

Forskellen på prisen på analoge præparater fremgår ikke umiddelbart af lægens edb-system, og det kan derfor være en tidsrøvende proces for lægen at orientere sig i de til enhver tid gældende prisforskelle. Det er derfor ønskeligt, at der i edb-systemerne indføres en funktionalitet, der umiddelbart oplyser lægen om priser og prisforskelle på analoge præparater.

Lægen vil konstant skulle bevæge sig i et minefelt med forskellige hensyn. Hvis virkningen af et dyrere præparat er signifikant bedre, er valget ikke svært - heller ikke for det offentlige, der må have en interesse i, at befolkningen får den medicin, der virker bedst. Er forskellen i effekt tvivlsom eller marginal, må de ansvarlige myndigheder - og den ordinerende læge - stille sig spørgsmålet: hvor meget mere sundhed får vi for den højere pris på et givet lægemiddel? Svaret bør være afgørende for valg af præparat.