Fosterfordriveren

En aprilmorgen i 1937 stod en velkomstkomité foran porten til Vestre Fængsel i København. Det var ikke Kjeld og Benny, der ventede på Egon Olsen, men en demonstration af kvinder med barnevogne, der hilste lægen Jonathan Leunbach velkommen ud i friheden.

Jonathan Høegh von Leunbach (1884-1955) var dømt for fosterfordrivelse (provokeret abort) og havde afsonet tre måneders fængsel. Han var fradømt sin ret til at praktisere og frataget sine borgerrettigheder indtil videre.

Leunbach var både berømt og berygtet. Mange vil fra 10. afsnit af tv-serien Matador huske scenen, hvor frøken Elisabeth Friis forarger borgerskabet, da hun under et rabaldermøde i Korsbæks husmoderforening forsvarer doktor Leunbach og anklager hans modstandere for hykleri i debatten om abort og prævention. Frøken Friis’ søster, bankdirektørfruen Maude Varnæs, må gå op og lægge sig, da hun i Korsbæk Tidendes referat fra mødet læser, at »flere damer græd, og konsulinde Holm måtte støtte sig til to bestyrelsesmedlemmer, da hun hulkende forlod mødet i protest«.

Seksualoplysning

Leunbach, som var ud af en præsteslægt, tog kandidateksamen i 1912. Efter en kort periode som praktiserende læge i Brønderslev flyttede han til København til en stilling som hospitalslæge. I 1922 nedsatte han sig med praksis i Ordrup og fra 1925 i København. Hovedstaden var præget af en modsætning mellem en gammeldags, stram seksualmoral og et spirende frisind med rødder i kulturradikale og venstreorienterede (det ville i 20’erne sige: kommunistiske) kredse.

Frisindet kom bl.a. til udtryk i spørgsmålet om ret til seksualoplysning, planlagt svangerskab, adgang til prævention og abort – selvfølgeligheder i dag, men i 1920’erne blev man betragtet som anarkist og samfundsomstyrter, hvis man gav udtryk for synspunkter som dem, Leunbach offentliggjorde i en bog i 1923. Bogen hed Socialismens verdensbillede og livsanskuelse og var mere filosofisk end agiterende. I et kapitel om etik er der et afsnit om kønsmoral, hvor Leunbach mener, at manden har nedværdiget kvinden ved at gøre hende til sin ejendom og et lydigt redskab til børneavl, hvilket var ganske outreret i 1923.

Bogen blev positivt modtaget i arbejderbevægelsens aviser, og året efter satte avisen Social-Demokraten Leunbach til at anmelde en bog, som hed »Hvordan begrænses børnefødslerne?«. Leunbach anbefalede bogen på det varmeste, og snart blev han indbudt til at holde foredrag i det kommunistiske Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. Om dette møde skriver han i Ugeskrift for Læger 1924:86:972-973, at der viste sig et stort behov for seksualoplysning blandt arbejderklassens kvinder, og især om midler til at begrænse antallet af børnefødsler: »Vi bestemte at oprette en konsultation med dette formål … Sommeren gik med at finde et passende lokale og en gummivareforretning, der ville levere gode og billige varer … Da en sådan forretning var fundet, gjaldt det om at lade arbejderbefolkningen vide, at der fandtes en konsultation for seksuel oplysning«.

Klinikken blev åbnet i samarbejde med Kommunistisk Kvindesekretariat. Til Leunbachs skuffelse var det ikke muligt at gøre konsultationen gratis: Kvinderne måtte betale for det pessar, som de skulle lære selv at anbringe. Prisen – seks kroner – svarede til en ufaglært kvindes dagløn. Til gengæld kunne han glæde over, at der var stor søgning af arbejderkvinder – ofte med deres mænd. Men desværre kom mange for sent og stod allerede med en uønsket graviditet på grund af – som han skrev – »den grænseløse uvidenhed, der hersker på dette punkt«.

En revolutionær

Leunbach var optaget af tidens reformtanker. Han var revolutionær socialist, men var også optaget af den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reich og mente lige som han, at den seksuelle frigørelse var forudsætningen for samfundsændringer. Og en del af denne frigørelse var kvindens ret til at bestemme over egen krop – arbejderkvinderne skulle befries for tvangen til at føde store børneflokke, som skulle vokse op i nød og fattigdom. På Sundholm underviste han kvinder fra husvildebarakkerne i at bruge pessar.

For de revolutionære bevægelser i 1930’erne var retten til abort et centralt punkt – en holdning, som stod i skarp modsætning til tidens herskende lovgivning og moral, og som mødte skarp fordømmelse og voldsom modstand.

Og Leunbach var ikke til sinds at vente på en lovliggørelse. Det blev en offentlig hemmelighed, at Leunbach i sin klinik ikke kun gav gode råd om prævention, men også ydede gratis aborthjælp til unge arbejderkvinder. Sammen med forfatterinden Thit Jensen, som i årevis havde agiteret for kvinders ret til prævention og seksualoplysning, drog Leunbach på foredragsturnéer, hvor han også – til forskel fra Thit Jensen – slog til lyd for kvinders ret til at få afbrudt et uønsket svangerskab.

Synspunktet var stærkt kontroversielt, og blandt de mest indædte modstandere af Leunbach var flere af hans egne lægekolleger. »Fosterfordrivelse« blev straffet med fængsel, så de fleste læger skulle ikke nyde noget, og de var formentlig selv abortmodstandere som flertallet af befolkningen. Loven afholdt imidlertid ikke fortvivlede, fattige kvinder fra at opsøge baggårdsklinikker og kvaksalvere, der mod betaling tilbød at udføre indgrebet – ofte med alvorlige konsekvenser.

Fjender til højre og venstre

I 1932 bragte Arbejderkvindernes Oplysningsblad en annonce, som var underskrevet »En der besøgte klinikken«:

»Arbejderkvinder! Dr. Leunbachs Klinik for Svangerskabsafbrydelse er åben i Malmøgade hver tirsdag fra kl. 4-5 og torsdag fra 7-8. Skaf dig oplysning før det er for sent. Det er en lys, moderne og tiltalende klinik, der fortjener at besøges af alle arbejderkvinder. Smid nu al borgerlig og gammeldags generthed over bord, gå ud på klinikken og få de oplysninger, du længe har savnet. Klinikken er gratis for ubemidlede!«

Bladet blev udgivet af kommunisten Marie Nielsen, der også stod bag Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. Men selv om det kommunistiske parti støttede hendes og Leunbachs kamp for retten til abort, var partiets frisind kun en tynd fernis. Da Sovjetunionen i 1936 afskaffede fri abort og i stedet belønnede kvinder for at føde mange børn, affyrede Marie Nielsen en bredside mod de russiske kammerater. Men det danske kommunistparti rettede ind efter Moskva og tog den sovjetiske kovending i forsvar. Og den kompromisløse Marie Nielsen blev smidt ud af sit parti – det var i øvrigt tredje gang, hun blev ekskluderet.

Leunbachs navn var efterhånden blevet synonymt med fosterfordrivelse, og i borgerlige kredse slog man som Maude Varnæs kors for sig. Allerede i 1928 havde Thit Jensen afbrudt samarbejdet med Leunbach i protest mod hans holdning til fri abort. I brede kredse var Leunbach en hadefigur.

Første skridt mod lovlig abort

Efterhånden havde Leunbach foretaget hundreder af ulovlige aborter, og myndighederne kunne ikke længere lade som ingenting. To gange blev han slæbt i retten, sigtet – og frikendt. Men tredje gang faldt hammeren, og da han og fire medtiltate i 1936 blev dømt for ulovlige svangerskabsafbrydelser på 650 kvinder, fik Leunbach tre måneders fængsel og mistede borgerlige rettigheder i fem år – herunder retten til at praktisere som læge.

Sagen sluttede ikke med demonstrationen ved fængselsporten. Tværtimod havde den sat ild i en debat, som i 1937 førte til vedtagelsen af Danmarks første svangerskabslov. Den nedsatte straffen for illegale aborter, hvor straframmen hidtil havde været op til to års fængsel, og den gav mulighed for at tillade abort af helbredsmæssige grunde og i tilfælde af incest, voldtægt eller ved mistanke om arvelig sygdom eller åndssvaghed.

En kvinde kunne desuden ansøge om legal abort på eugenisk indikation. Eugenikken spillede her en vigtig rolle, og de politiske partier fra venstre til højre var enige om, at der helst ikke skulle fødes for mange »undermålere« (socialminister K.K. Steinckes udtryk, red.), da man frygtede, at de ville blive en for stor byrde, efter at man havde indført offentlig fattigforsørgelse.

I 1960’erne rejste abortdebatten hovedet igen, og i 1973 vedtog Folketinget omsider loven om fri abort. Modstanderne advarede om, at man nu ville se en voldsom stigning i aborttallet, men den profeti gik ikke i opfyldelse. Siden 1973 har aborttallet ligget ret stabilt mellem 15.000 og 20.000 indgreb om året – og med nedadgående tendens, efter at »fortrydelsespiller« i 1995 blev tilladt på recept, og siden 2001 også i håndkøb.