Skip to main content

Fra Bukarest til Mølleparkvej

Psykiatrien i region Nordjylland har lavet ’pakkeforløb’ for rekrutteringen af europæiske læger, der skal dække akut mangel på såvel speciallæger som yngre læger. Teodora fra Rumænien er yngre læge i Klinik Syd. Thorkil er integrationsoverlæge i Klinik Nord.

Læge Teodora Popa fra Bukarest , Rumænien er yngre læge i Klinik Syd Psykiatrien i region Nordjylland 
Dato: 20.11.13
Foto:  Lars Horn / Baghuset
Læge Teodora Popa fra Bukarest , Rumænien er yngre læge i Klinik Syd Psykiatrien i region Nordjylland Dato: 20.11.13 Foto: Lars Horn / Baghuset

Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com

2. dec. 2013
5 min.

Syvogtyveårige Teodora Popa fra Bukarest flyttede i marts med kæreste og hund til Aalborg, hvor hun sidder i en introduktionsstilling i Psykiatrien på Mølleparkvej i Aalborg.

Psykiatrien i Region Nordjylland mangler både speciallæger og uddannelseslæger, og parallelt med at regionen forsøger at tiltrække danske læger, sætter Psykiatrien i en international handlingsplan systematisk ind for at rekruttere europæiske læger fra ikkenordiske lande.

Lige nu er fem speciallæger fra hhv. Spanien, Grækenland, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien ved at blive klædt på til 1. marts at kunne tjekke ind i Psykiatrien.

Det var først og fremmest mulighederne for at udvikle sig fagligt, der tiltrak Teodora Popa. I Nordjylland kan hun allerede i sin I-stilling uddanne sig som psykoterapeut, og der er gode muligheder for at tage en ph.d. og forske. Og jo, pengene trak også.

Godt nok er hun rejst fra familie og venner, og kæresten, der er uddannet inden for it, har endnu ikke fået job, men: ”Life begins at the end of your comfort zone,” siger Teodora, der ellers taler et velartikuleret dansk. Et sprog, som hun har fundet det let grammatisk at lære - de bløde d’er kan dog fortsat volde kvaler.

”Der er altid en sygeplejerske til stede, når jeg taler med patienterne – jeg vil være helt sikker på, at jeg ikke misser nogle oplysninger,” siger Teodora, der ud over den hjælp og støtte, hun får fra sine danske kolleger, også har et separat netværk med en psykiater fra Rumænien, der arbejder i klinik Nord i Brønderslev.

Faglig ’livline’

Thorkil Nielsen er overlæge i Psykiatriens klinik Nord i Brønderslev og har de seneste par år tillige fungeret som én af to integrationsoverlæger. Han er dermed de udenlandske lægers faglige ’livline’. Han har været med til evalueringssamtalerne tre, seks og ni måneder efter lægernes ansættelse, hvor forventninger afstemmes, og hvor det f.eks. besluttes, om lægen har brug for at blive opkvalificeret eller behøver flere følgevagter, inden vedkommende skal arbejde på egen hånd. Men han har også haft øje og øre for, om lægen befinder sig godt. Han har deltaget i gourmetaftener, hvor de udenlandske kolleger har serveret retter fra deres hjemlande, og han har været på værtshus med dem. Men først og fremmest har han fået ’nogle dygtige kolleger’.

Hans dør er ’altid åben’, og selv om der først og fremmest er drøftet faglige problemstillinger, er den største udfordring for lægerne ikke det faglige, vurderer Thorkil Nielsen.

”Har lægen en ægtefælle med, der er akademiker og ikke kan få arbejde hverken inden for sit eget felt eller i det hele taget, kan det gå udover integrationen. Og indirekte ud over fagligheden. Derfor er der brug for at gøre en endnu større indsats for yderligere at formalisere integrationen”, siger Thorkil Nielsen.

En anden udfordring består i at vurdere, hvad den enkeltes motivation er for at rejse fra en større by i f.eks. Ungarn til en lille by som Brønderslev: ”Hvad laver man her, når man har fri? Mange er draget af dansk kultur – f.eks. danske film. Andre kender Danmark som et land med en høj social velfærd. For andre vejer økonomien tungt”.

Og endelig er der sproget, hvor Thorkil Nielsens erfaring er, at de yngre tilegner sig det hurtigere end de ældre speciallæger: ”Nuancerne, ironi og dialekten tager nogen tid at få styr på. Men man kan godt arbejde på et sprogligt lavere niveau i akutpsykiatrien end man kan i f.eks. psykoterapi. Og det forsøger vi at tage højde for”, siger Thorkil Nielsen.

De fleste forbliver i Nordjylland

Teodora har i Danmark stiftet bekendtskab med et andet uddannelsessystem og en anden mentalitet.

”I Danmark bliver vi kastet ud i arbejdet og skal i vid udstrækning klare os selv. Man lærer af sine erfaringer, men nogle gange ville det være rart med en mere erfaren stemme”, siger Teodora, der også har gjort sig tanker om det danske lighedsideal og dets bagside: ”Min oplevelse er, at er der nogen, der er dygtigere end andre, får de ikke mulighed for at vokse. Og det samme gælder dem, der ligger under gennemsnittet”.

Meget er anderledes i Danmark i forhold til Rumænien: ”Når vi i Danmark møder en selvmordstruet patient, indgår vi en aftale med patienten om ikke at gøre skade på sig selv – i Rumænien ville man fluks indlægge den pågældende. Og i Rumænien må de praktiserende læger ikke behandle psykiatriske patienter”.

Men Teodora Popa føler sig på rette hylde: ”Jeg er så privilegeret, og jeg møder så mange søde og hjælpsomme kolleger. Og så er I ikke så kolde, som man af til hører”.

Psykiatrien i region Nordjylland har siden 2008 rekrutteret 20 speciallæger og 17 reservelæger. Seks af speciallægerne og to af reservelægerne er efterfølgende efter eget ønske returneret til deres hjemland. Fem af de 17 reservelæger har valgt at fortsætte deres uddannelse til speciallæge i psykiatri i en anden region i Danmark.

”Vores fastholdelsesrate er således meget høj sammenlignet med andre sygehuse i regionen. Her mener jeg selv, at de medarbejderresurser, som Psykiatrien i Region Nordjylland dedikerer til at integrere lægerne, har afgørende betydning. Det gælder både Integrationsoverlæge-ordningen og hjælp til at komme igennem den administrative jungle. Hjælp til at finde skole og daginstitution, omregistrere bilen og den slags”, siger specialkonsulent Malene Virring Nielsen, Psykiatrien Nordjylland.