Fakta og vurdering
Som 90-årig har forfatteren udgivet en livsbekræftende bog om sit liv før, under og efter sit fangenskab i en koncentrationslejr.
Hun fører os gennem sit liv – fra de første 16 år hos sin jødiske familie, til tiden hun var koncentrationslejrfange og videre til befrielsen og det store arbejde, det har været ikke at se sig selv som et offer og dermed fortsætte fangenskabet inde i sig selv. I helingsprocessen vælger hun at tage væk fra Ungarn og flytte til USA, hvor hun uddanner sig til psykolog. Hun får et tæt samarbejde med psykologen Victor Frankl, der som bekendt også var i Auschwitz og var skaberen af den eksistentielle psykologi. I den sidste del af bogen knytter Edith Eger behandlingen af sine klienter til sin egen videre heling og frigørelse.
Titlen, Valget, står for, at man som et offer kan vælge at hænge fast i fortiden med alle dens rædsler og ydmygelser og deraf følgende angst, vrede og smerte. Alternativt kan man forsøge at lukke fortiden ned og fokusere på at få det fremtidige liv til at fungere. Men valget kan også formuleres omvendt, for hvis man blot gemmer fortiden væk, vil man have spøgelser hele sit liv. Helingsprocessen består af en balancegang mellem at huske og gemme væk. Valget gælder ikke kun for individet, der er lidende, men også for de pårørende og behandlerne. Skal vi fokusere på det gode, det raske og det stærke eller på sårene og de fysiske og psykologiske deficit og dermed selv få eller give den trøst og smertelindring, der også er nødvendig.
Når det lykkedes Edith Eger at overleve Auschwitz, skyldes det nok primært, at hun havde et mål og et indhold (svarende til at Victor Frankl ville overleve for at udgive den bog, hvor manuskriptet blev taget fra ham under fangenskabet). Dels havde Edit Eger sin søster ved sin side, og dels ville hun væk fra Auschwitz i håbet om, at hun kunne finde kæresten Eric. Hun formår under fangenskabet at reformulere sit selvbillede positivt: Dengang min mor sagde: »Jeg er glad for, at du er kvik, når du ikke er smuk«, pustede hendes ord til min frygt for, at jeg var utilstrækkelig, værdiløs. Men i Auschwitz fik min mors stemme en anden klang: »Jeg er kvik, jeg er klog, jeg skal nok finde ud af tingene«. Ligeledes evner hun at give sin forfængelige søster styrke, da søsteren står ulykkelig og forstenet, efter hun har fået alt sit pragtfulde hår klippet af: »Hvor har du smukke øjne, det har jeg ikke set før«.
At være en god læge handler ikke blot om at kunne føre kniven korrekt eller ordinere den rette pille. For mange patienter er der brug for mere fra lægen for at forstå, at sygdommen er overstået, eller for at lære at leve videre med sine ar og deficit. Lægens lyttende, forstående – og nogle gange ledende ord – kan hjælpe en patient til at se sine muligheder frem for sine begrænsninger. For andre patienter er der brug for at hjælpe dem til at erkende deres sygdom, og ikke bare stræbe efter at kunne det samme som før.
Til de læger, der har et ønske om at være en sådan behandler, er bogen en guldgrube.
