Fra græsrod til regionsrådspolitiker og tilbage til klinikken som leder

Turen fra Aarhus til Vejle er kort målt i kilometer, men Mikkel Rasmussen er kommet længere, end afstanden på kortet viser. I 2016 var han én blandt flere overlæger, der højlydt gjorde opmærksom på, at der var store problemer i psykiatrien i Region Midtjylland. Det gjorde han så godt, at hans kollegaer skubbede ham forrest, da den daværende regionsrådsformand kom på besøg. Budskabet var nedslående, der var ikke flere penge, ingen hjælp at hente.

»Men vi kunne se, at det simpelthen ikke gik, vi kunne ikke stå inde for det etisk og moralsk over for de patienter, vi mødte hver dag. Arbejdsmiljøet var dårligt, og lægerne forsvandt én efter én«, fortæller Mikkel Rasmussen, der dengang var overlæge på Risskov Psykiatriske Hospital, men nu er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling i Vejle.

Mikkel Rasmussen og kollegaer fra alle faggrupper satte sig for at gøre noget ved det selv, nu hvor regionsrådet ikke ville hjælpe. Det blev begyndelsen på det politiske parti Psykiatri-Listen, der stillede op til Regionsrådsvalget i 2017 – og til de flestes store overraskelse kom ind. Mikkel Rasmussen var med ét slag blevet politiker.

Han beskriver sig selv som typen, der ikke kaster håndklædet i ringen, men kæmper for det, og det gåpåmod skulle han så rigeligt få brug for i politik.

En stejl læringskurve

Man behøver ikke at tale med Mikkel Rasmussen ret længe, før man opdager, at forandring er ét af hans yndlingsord. Han vil forandre systemet, han vil forandre psykiatrien, han vil forandre prioriteringerne. Men han var nødt til at starte et helt andet sted.

»Jeg mødte en uvidenhed i det politiske lag. De vidste ikke, hvad der foregik i psykiatrien, og det var mit indtryk, at de var meget overraskede over det, jeg kunne fortælle fra gulvet. De vidste ikke, hvordan et patientforløb igennem psykiatrien er, eller at vi nogle gange var nødt til at udskrive til gaden, fordi der ikke var andre muligheder. Der var en del, der var overraskede over, at det stod så slemt til«, forklarer Mikkel Rasmussen.

Selvom han fik en stor opgave i at klæde sine politiske kollegaer på, når han påpegede de kritisable forhold i psykiatrien, oplevede han heldigvis også en lydhørhed.

»Det viste sig faktisk, at vi lykkedes ret godt med at komme igennem med vores dagsorden. Fra at man lavede besparelser, til at man begyndte at investere i psykiatrien. Der kom et helt andet fokus, der har været med til at skubbe til udviklingen i psykiatrien i Region Midtjylland«, siger Mikkel Rasmussen.

Men det var ikke kun politikerne, der kom på skolebænken. Psykiateren, der højlydt havde italesat behovet for en bedre psykiatri, sad pludselig på den magt, han før havde kæmpet imod.

»Det var en stejl læringskurve for mig at komme ind i politik. Pludselig var jeg inde i maskinrummet og med til at prioritere i den regionale økonomi, og nogle gange foregik det lidt for meget baseret på holdninger og »synsninger«. Når det kom til psykiatrien, kunne jeg være med til at sikre, at vi traf mere faktabaserede beslutninger baseret på faglighed og erfaring. Det var mere mig, end når der bare blev kørt på uden det store overblik, fordi der lige havde været en sag i medierne«, siger han.

Mikkel Rasmussen pressede på, så meget som han kunne via den nye politiske platform. Han kunne ikke lade være, siger han. Men han var nødt til at tænke anderledes end den græsrod, der stillede Bent Hansen alle de svære spørgsmål. Han var nødt til at være politisk bevidst.

»Da jeg kom ind i Regionsrådet, skabte det en helt anden platform, hvor jeg på den ene side stadig var medarbejder og på den anden side var leder for mine ledere på det politiske plan. Jeg har hele tiden skullet balancere på en knivsæg, hvor jeg skulle gøre opmærksom på problemerne og skabe forandring, uden at jeg blev skinger. Jeg skulle være loyal over for min ledelse, samtidigt med at jeg pressede på politisk«, siger Mikkel Rasmussen.

Over de seneste tre år har Region Midtjylland afsat mere end 100 millioner kroner til psykiatrien, fortæller Mikkel Rasmussen. Det er et skridt i den rigtige retning, men forandring koster mange flere penge.

»Hvis man virkelig skal gøre noget, skal det være nationalt. Vi kan slås om små millionbeløb i det regionale budget, men hvis man virkelig skal gøre noget for psykiatrien, er der brug for milliarder«, mener han.

Derfor brugte han også sin nye platform via Psykiatri-Listen til at presse på nationalt ved at stifte den landsdækkende aktivistgruppe #VærdigPsykiatriForAlle for at tydeliggøre behovet for en bedre psykiatri over for Folketingets politikere. Det skete ved flere happenings foran Christiansborg, møder med flere af Folketingets psykiatriordførere, udgivelsen af en bogen »Veje til en Værdig Psykiatri For Alle« og et foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Fra klinik til politik til ledelse

Det fælles fodslag på tværs af partier, Mikkel Rasmussen oplevede i det regionale psykiatriudvalg, var med til at flytte psykiatrien fra skåltaler til budgetaftaler. Men det krævede fuld opmærksomhed fra overlægen, der stadig skulle passe sine patienter i psykiatrien.

»Det er hårdt arbejde, for hvis man ikke lige er årvågen og får læst alle bilag, forsvinder der pludselig penge til en anden kasse. Så der har været mange af den slags kampe, hvor jeg har været nødt til at være lidt skinger i stemmen«, siger Mikkel Rasmussen og mister et kort øjeblik det gode humør, der ellers kommer lettest til ham.

Måske er det de kampe, der har fået ham til at se sig om efter nye udfordringer, eller også gik det alligevel lidt for langsomt i regionspolitik for den forandringsparate læge. Siden maj har han haft orlov fra sin plads i regionsrådet, og han regner ikke med at vende tilbage. Rygsækken er pakket med gode erfaringer, som han tager med sig videre til jobbet som ledende overlæge i Vejle.

»Jeg har lært rigtig meget om ledelse i politik. Jeg har siddet i utallige møder og gået op og ned ad hospitalsdirektører, ledende overlæger og oversygeplejersker og fået et billede af, hvad god ledelse er. Hvordan det organisatoriske hænger sammen, hvor det kan gå galt, og hvad man kan gøre anderledes”, fortæller Mikkel Rasmussen og fortsætter:

»Når jeg sad i klinikken og prøvede at tale om det større perspektiv end bare min egen klinik, kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at se ud over det og arbejde med, hvordan man kunne lave forandringer organisatorisk og samarbejdsmæssigt«.

Resultatet af det politiske arbejde kom mest af alt i form af håb. Den politiske bevægelse skabte håb og tro på, at der kom bedre tider i psykiatrien. Men den store forandringstrang, der brænder i Mikkel Rasmussen, kunne ikke forløses i regionalpolitik.

»Politik er en langsommelig proces at se frugten af, og der er jeg nok lidt mere handlingsorienteret og utålmodig. I at komme til Vejle og være leder, så jeg muligheden for at konkretisere nogle af de politiske visioner, jeg havde for psykiatrien«, indrømmer han villigt.

Den 1. maj i år tiltrådte han stillingen som ledende overlæge, og når han kan fejre et halvt års jubilæum, bliver det med åbningen af et helt nyt sengeafsnit for psykiatriske patienter med samtidigt misbrug. Sengeafsnittet skal også tage sig af indlæggelser med henblik på udtrapning af medicin under ordnede forhold. Det er den slags tiltag, han kæmpede lange kampe for at få igennem politisk og nu sidder i position til at kunne udføre. Visionerne er ikke nye, men nu har han den politiske erfaring at trække på.

»Sundhedsvæsenet er politisk styret, så at jeg kender spillereglerne og ved, hvordan tingene hænger sammen, giver mig klar en fordel som læge i systemet«, siger Mikkel Rasmussen.

Ledende overlæge fra gulvet

Hvis man var kritisk anlagt, kunne man måske godt mene, at Mikkel Rasmussen er ved at bevæge sig helt væk fra den kliniske hverdag, der har været hans drivkraft. Det erkender han. Men det har intet på sig, for godt nok har de første måneder trukket ham ud af klinikken og ind i møder for at lære maskineriet at kende, men sådan ser fremtiden ikke ud.

»Da jeg sad til ansættelsessamtalen, var det et krav fra min side, at jeg har minimum én dag, måske mere, hvor jeg er i klinik og ser patienter. Jeg vil ikke være administrativ leder, jeg vil snakke med de patienter, der har brug for hjælp. Det har jeg brug for, det kan jeg ikke løbe fra«, forklarer Mikkel Rasmussen.

Det er vigtigt for ham, at han kender og er en del af hele organisationen helt ned til gulvet, men han kan næsten ikke understrege nok, at han ikke er interesseret i micro managing af sine dygtige medarbejdere. Dagene i klinikken er for ham selv, både som læge og som leder. Det lyttende øre mod gulvet er grundlæggende i den måde, han gerne vil lede på.

»Jeg skal ikke sidde oppe i mit elfenbenstårn og komme længere og længere væk fra klinikken. Jeg skal holde fast i min faglighed, så jeg kan sætte mig ind i de problemer, mine medarbejdere støder på. I nogle specialer er der en holdning til, at man ikke ser patienter, når man er ledende overlæge, men den kultur vil jeg gerne udfordre, og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger på, at det er den vej, jeg har tænkt mig at gå«, siger Mikkel Rasmussen.

Det er fagligheden, der skal udstikke retningen, nu hvor Mikkel Rasmussen sidder på den anden side af skrivebordet. Nu er det ikke længere ham, der råber op fra gulvet, men ham, der skal lytte og tage sig af problemerne, og det kræver åbenhed, mener han. Det giver ikke mening at skjule forskellen mellem den ideelle lægedækning på sengeafsnit og i ambulatorier og virkeligheden.

»Jeg tror, at hvis man er gennemsigtig hele vejen igennem og inddrager både ledelsesgruppe og medarbejdergruppe, så kan man få mange ting igennem, også selvom der vil være trælse beslutninger. Jeg tror, at så længe man er åben for faglige diskussioner og er troværdig i sit arbejde, kan man komme langt, hvad enten det er med kollegaer, medarbejdere, politikere eller patienter«