Skip to main content

Fra lønslave til leder

Lægelig ledelse skal på dagsordenen og
vil blive et centralt emne til næste overenskomstforhandling mellem Overlægeforeningen og Danske Regioner.

Christian Andersen, chr.cph@gmail.com

25. nov. 2013
5 min.

En overlæge er leder. Basta.

Blandt overlæger og sundhedspolitikere bliver det mere og mere klart, at overlæger har en rolle som leder.

Men der er stor forskel på lederrollen for overlæger fra hospital til hospital, og kampen om ledelsesstillingerne er skærpet.

Andre faggrupper gør med succes også krav på stillingerne.

»Præamblen til overenskomsten mellem Overlægeforeningen og Danske Regioner italesætter mere end nogensinde, at ledelse skal på dagsordenen for overlæger. Ledelse bliver et af de helt centrale emner til næste overenskomsforhandling med Danske Regioner«, udtaler Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen.

Hun opfordrer til, at overlæger såvel som yngre læger fokuserer mere og mere på lederrollen.

For der er mange udfordringer, f.eks. den manglende motivation hos lægerne.

Selv til ledende stillinger på store afdelinger kan det være vanskeligt at rekruttere læger, nævner hun.

»Tankegangen og lysten til ledelse skal ind på et tidligere tidspunkt i forløbet mod at blive overlæge. Vi har brug for, at lægelig ledelse fremstår tydeligt som en karrierevej for læger. Vi skal allerede på medicinstudiet gøre de studerende interesseret i ledelse, og allerede under studiet skal vi i gang med at spotte ledertalenter på samme måde, som vi f.eks. spotter forskertalenter«, mener Anja Mitchell.

For at øge kompetencen blandt de kommende lægelige leder, ser hun gerne, at læger, som er i gang med speciallægeuddannelsen, parallelt følger en formel lederuddannelse.

Ikke mindst den tunge, daglige drift er en udfordring for overlæger, som er ledere.

»Systemet skal være bedre til at give plads til ledelse. Mange læger er forankrede i og glade for den kliniske virksomhed, og når de endelig tager springet og bliver ledere, oplever de ofte, at de ikke leder, men bare udfører ordrer.Der er ikke rum for visioner og udvikling. Økonomien styrer det hele«, mener hun.

Elsebeth Haunstrup, overlæge og tillidsrepræsentant, Anæstesiologisk Afdeling, Hospitalsenheden Horsens, efterlyser, at de ledende overlæger giver mere tid til overlæger, som har en ledelsesfunktion.

»Det er meget forskelligt fra afdeling til afdeling, fra hospital til hospital, hvor meget plads overlægerne får til reelt at være ledere. Her på afdelingen, hvor jeg er funktionsleder for intensivafdelingen, er én dag om ugen skemalagt til netop det arbejde. De overlæger, som påtager sig ledelsesopgaver, skal have tid til det, men ofte får de ikke den fornødne tid og må sidde i fritiden arbejde. Det er demotiverende og et dårligt signal fra ledelsen«, siger hun.

Ingen vej tilbage

For Henrik Møller, ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling, Roskilde og Køge Sygehuse, er stillingen som ledende overlæge i dag kun mulig, hvis han opgiver sin kliniske karriere.

»Mit indtryk er, at mange læger har lyst til at gå ledervejen, men mange er bange for at klippe båndet til klinikken. Nu har de brugt 10-15 på at blive højt specialiserede og anerkendte hos kollegaerne, og så skal de pludselig give afkald på alle successerne og prestigen og gå i gang med en ny karriere. Men tanken om at bibeholde kontakten til sit fag kan man lige så godt glemme. For der er ingen vej tilbage, når først overlægen bliver leder«, mener Henrik Møller.

Han nævner, at for bare 5-10 år siden var det muligt for en leder af en medicinsk afdeling at være en dag om ugen i f.eks. ambulatoriet, og lederen af en kirurgisk afdeling kunne fortsætte sin interesse for et fagligt nicheområde. Den går ikke længere ifølge Henrik Møller.

I modsætning til sygeplejerskerne har lægerne ikke et naturligt flow fra klinik til ledelse, og det er et problem, påpeger Henrik Møller.

»Det er en stor udfordring for lægerne, at der ikke er en naturlig overgang fra speciallægeniveauet til ledelse. Hvis vi lagde en grad af personaleansvar og økonomisk ansvar i en stilling som f.eks. funktionsbærende overlæge, ville det modne folk til lederstillinger fremover. På den anden side kan lederne på hospitalet vurdere, om de har lyst og evner til stillingen som lægelig leder. Vi har brug for ledelsesmæssige 'kravlegårde'. Selv er jeg meget glad for, at jeg var områdeleder, inden jeg søgte stillingen som ledende overlæge. I dag er overgangen for brat, og det bekymrer mange læger, som har lyst til og talent for ledelse«, udtaler Henrik Møller.

Ingen indflydelse til lønslaver

Elsebeth Haunstrup har flere gange oplevet overlæger, som ikke er helt tændt på rollen som ledende overlæge.

»Sygeplejersker er som hovedregel 100 procent ledende oversygeplejersker. Overlæger er ofte ikke 100 procent ledende overlæger. Derved får sygeplejerskerne mere indflydelse på ledelsen af afdelingen. Som tillidsrepræsentant er jeg med til ansættelsessamtaler med ansøgere til stillinger som ledende overlæge. Sommetider går det op for mig under ansættelsessamtalerne, at ansøgeren ikke er fokuseret på ledelse. Han eller hun er ligeså optaget af det kliniske arbejde. Hvis det er grundholdningen hos de læger, som søger og får lederstillinger, er vi som læger selv ude om, at magten og indflydelsen siver til andre personalegrupper og andre interesser«, mener Elsebeth Haunstrup.

»Det er vigtigt, at overlæger tager ledelsen på sig. Overlæger har i et eller andet omfang en pligt til at løfte ledelsesopgaven. Hvis bare vi er lønslaver, får vi ingen indflydelse på hverken hospitalet eller i sundhedsvæsenet som sådan. Nogle overlæger går på arbejde og brokker sig over forholdene uden at gøre noget ved det, uden at engagere sig i ledelse. Konsekvensen bliver, at sygeplejerskerne, som er en stærk gruppe, som er dygtige til at uddanne sig inden for ledelse, tager en stor del af ledelsen på sig. De får skabt ledelsesjob og får indflydelse«, pointerer Elsebeth Haunstrup.