Fra overlæge til invalidepensionist

Det er Jens Dragsted magtpåliggende at fortælle om det forløb, som for halvandet år siden definitivt satte ham ud af spillet på grund af stress, og som han - der altid havde holdt meget af sit arbejde som kirurg med urologi som subspeciale - først og fremmest mener, skyldtes dårlig og ineffektiv ledelse på den arbejdsplads, han ikke selv havde valgt, men var havnet på som følge af omstruktureringer.

Fra arbejdsglæde til nedtur

Tidligere var Jens Dragsted ofte mødt før arbejdstid og havde sjældent haft noget imod at arbejde sent, hvis der var patienter, som skulle afsluttes. Patienterne betød meget, og han tøvede ikke med at give dem sine private telefonnumre - ligesom de heller ikke var blege for at ringe om aftenen eller i weekenden, hvis der var noget, der nagede. Og det var i orden med Jens Dragsted. Mange - og tunge - patienter, hårdt arbejde og skæve tider havde aldrig stresset ham. Når han i dag beskriver den travle hverdag og arbejdsintensiteten på tidligere arbejdspladser, er det med en pludselig, ligesom genfunden begejstring i stemmen: »Det var pragtfuldt!«

Men det er fortid nu. Omstruktureringer betød, at han sammen med en række kolleger ufrivilligt måtte flytte fra et velfungerende hospital til et sted, hvor kulturen var en helt anden, og hvor synet på patienterne efter hans mening var helt forkert: De var nærmest et perifert og forstyrrende element. Og det havde han svært ved at acceptere.

Han forsøgte at tale med sin administrerende overlæge men fandt ingen forståelse. Tværtimod mærkede han en voksende modvilje, som kulminerede, da han i december 2004 blev indkaldt til en tjenstlig samtale for »en ren bagatel«, som han siger: Han havde, efter at have givet besked, forladt sygehuset nogle få øjeblikke for at købe en julegave, og nu stod han skoleret for den administrerende overlæge, sekunderet af personalechefen.

»Herfra begyndte min glæde ved arbejdet, og ved at udvikle afdelingen, at dale. Jeg blev mere og mere træt, trak mig ind i mig selv og satte mig nederst og bagest ved morgenkonferencerne. Jeg sagde ikke ret meget men blev alligevel irritabel, når jeg så ting, der gik patienterne imod«.

Man ignorerer sine symptomer

Hvad påvirkede dig mest i hverdagen?

»At jeg kunne se, at patienterne ikke fik den optimale behandling, som jeg gerne så, og som jeg oplevede, at de havde fået på Herlev, Gentofte og i Kalundborg, men som man virkede helt ligeglade med på det sidste sted, jeg arbejdede. Mange patienter led under den manglende behandlingsinteresse. Jeg har flere gange sagt til den administrerende overlæge, at patienterne burde have deres advokat med for at sikre dem en forsvarlig behandling«, siger Jens Dragsted. »Efterhånden begyndte korthuset for mig at falde helt fra hinanden«.

Hvorfor sagde du ikke til dig selv: »Det her kan ikke blive ved at gå«?

»Det kan man ikke. Du har hver dag dine pligter over for dine patienter. Du har lovet at operere nogen og at se andre i ambulatoriet. Du kan ikke pludselig være væk, så de måske møder en uerfaren læge, som ...

Jo, men man har det vel på et tidspunkt så dårligt, at en selv og ens familie må kræve større hensyn, når det hele er ved at gå i opløsning?

»Det tænker man ikke på. Man passer sit arbejde. Det er man opdraget til: Selvfølgelig går du på arbejde. I 1998 havde jeg en blødning i venstre lunge, og først, da jeg næsten var faldet død om, fordi hjertet var skubbet helt over i højre side, kom jeg på hospitalet. Hvor thoraxkirurgen sagde, at var jeg kommet en time senere ... Som læge ignorerer man sine egne symptomer«.

Kunne du ikke have talt med ledelsen, eller med nogle kolleger?

»Nej. En læge er en, der møder frisk på arbejdet. Han udfører sit arbejde og skal smile, uanset hvad han bliver budt«.

Jens Dragsted ser det som en del af problemet, at man nok har et ledelsesansvar men ikke de instrumenter, som engang fulgte med overlægeansvaret:

»I dag er der hele tiden nogen, der ringer efter dig. Hvis det ikke er afdelingen, der har et problem, kræves det, at du sidder til et møde, bliver langt over arbejdstiden, at du hele tiden har tjek på det. Så selv om du har kompetencen, er du en lønslave uden arbejdstidsbegrænsning og en, man kan koste rundt med til forefaldende opgaver«.

Tilværelsen smuldrer

Jens Dragsted var ikke klar over, at det var stresssymptomer, der var begyndt at trævle hans tilværelse op. Tidligere var han gerne stået op ved femtiden, havde læst tre morgenaviser, drukket sin kaffe og nydt freden, inden han var kørt af sted til arbejdet - både da han var 1. reservelæge og senere som overlæge i Kalundborg, var han mødt på arbejde en time eller halvanden før tid. For at undgå myldretiden men også for i fred og ro at kunne diktere breve til patienter, sørge for mikroskopisvar og have tid til at aflægge nyopererede patienter et besøg. Der var år med op mod 700 operationer, og det havde været ren og skær arbejdsglæde. Nu, efter fire år i sin sidste overlægestilling, følte han en tiltagende, uoverstigelig træthed.

»Jeg begyndte at spørge mig selv: Hvad laver jeg egentlig her? Ofte havde jeg lyst til at vende bilen og køre hjem igen. Jeg mistede ethvert initiativ, blev mere og mere irritabel og kunne fare op over de mindste bagateller«.

Jens Dragsted blev også en træls person at have derhjemme i fritiden.

»Når jeg kom hjem fra arbejde, var jeg udbrændt og træt, var sur, gnaven og en dårlig far og en, som familien kunne ønske at sparke ud, fordi alt bare gik mig på, og måtte tage to meget dry Martini'er, bare for at komme en smule på højde med situationen. Jeg har været umulig at leve sammen med på det tidspunkt«.

Jens Dragsted fik svært ved at sove.

»Om natten kørte det rundt i hovedet på mig. Så stod jeg op, gik omkring eller sad og zappede foran fjernsynet«, fortæller han. Til gengæld kunne han ofte falde i søvn ved rattet på vej hjem fra arbejde, og nogle gange endda under middagen, når venner eller familie var på besøg, eller når han var ude: »Min kone har været tosset på mig mange gange«.

Jens Dragsteds tilværelse blev mere og mere usammenhængende. Uden at han tænkte over, at det var stress, han oplevede, gled han over i en depression.

»Jeg havde mere eller mindre konstante selvmordstanker«, siger han. »Jeg ville aldrig have gjort det herhjemme, hos min familie. Men i nogle måneder havde jeg ofte lyst til at sætte mig op på mit kontor på sygehuset en weekend, drikke en flaske whisky og tage de piller, jeg vidste, der skulle til. Så kunne de finde mig, stiv og kold, en mandag morgen«.

Aldrig mere arbejde

»Det hjalp lidt i sommeren 2005, da vi var 14 dage i Thailand. Der var jeg begyndt at falde ned - men tre uger efter, at vi kom hjem, var jeg kørt helt af sporet igen, havde skældt sygeplejersker ud på arbejdet osv.«

På det tidspunkt kunne Jens Dragsted uden ydre anledning briste i gråd og var helt handlingslammet. En dag i september 2005 brød han fuldstændigt sammen i hjemmet. Han havde lige akkurat haft kræfter til at skrive til kollegerne på sygehuset og frabedt sig, at de kontaktede ham, men nu var der ikke flere kræfter tilbage.

»Uden min kones støtte var det aldrig gået - jeg havde været død i dag«, siger han. »Det var aldrig gået uden Annette. Det var hende, som til sidst slog i bordet og sagde: ,Nu går du til lægen og får en sygemelding. Ellers når du aldrig at blive pensioneret!`«.

Han ringede til lægen, fik en akut tid samme dag og blev med det samme sendt videre til overlæge Bo Netterstrøm på Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød. Her fik Jens Dragsted også kontakt med psykiateren, professor Per Bech.

Jens Dragsted har to børn sammen med sin kone, som er overlæge: en datter, som går i 1. g, og en søn i 7. klasse. I dag er han glad for tilværelsen igen - takket være familien, der holdt sammen gennem nogle belastende år.

Men uden psykofarmaka går det ikke, i hvert fald ikke indtil videre: »Jeg prøvede i en periode at klare mig uden, men de mørke tanker vender hurtigt tilbage«, siger han.

Jens Dragsted regner under ingen omstændigheder med at genoptage lægegerningen - nogen sinde. Det ville også være uforsvarligt, så glemsom han er blevet. Også koncentrationsevnen lader en del tilbage at ønske, og han er sig også pinefuldt bevidst, at han har en tendens til at gentage sig selv: »Det har du fortalt, far«.

»I dag savner jeg, modsat tidligere, ikke de patienter, som jeg har fulgt i årevis, og som jeg qua deres cancerbehandling fik et meget nært forhold til - både dem og deres familie. Jo, nogle savner jeg, og der er også enkelte, som jeg stadig snakker med. Men i dag nyder jeg hver eneste dag, jeg kan være sammen med familien, og hvor børnene kan få en positiv oplevelse af deres far i stedet for, at han altid er sur«.

Læs mere på WWW

Artikler om stress af projektleder og overlæge dr. med. Bo Netterstrøm på Sundhed.dk

Arbejdsmiljøweb: Hvad er stress, og hvordan kan problemet afhjælpes?

Netterstrøm B. Erfaringer fra en stressklinik - et pilotstudium. Ugeskr Læger 2007;169(2):132

Interview med Bo Netterstrøm. Lægeforeningen bør opruste mod stress. Ugeskr Læger 2006;168(48):4170

Søndergaard Kristensen T. Kan - og skal - stress behandles? Ugeskr Læger 2006;168(47):4077