Fra portræt til profilbillede
Bibliotek for Læger sætter ord på både historiske og nutidige vinkler på lægens autoritet.

Gennem de sidste århundreder har lægens autoritet været næsten ubestridt. Den byggede på viden, erfaring og et særligt mandat til at informere kliniske beslutninger, som patienten oftest rettede sig efter. I dag er billedet mere komplekst. Den digitale tidsalder har givet patienter adgang til enorme mængder information – og misinformation – og både medier, sociale platforme og kunstig intelligens udfordrer faglighedens position. Samtidig skal den moderne læge ikke kun være faglig ekspert, men også samarbejdspartner, formidler og empatisk lytter.
I efterårsnummeret af Bibliotek for Læger sætter vi ord på både historiske og nutidige vinkler på denne udvikling.
Connie Hansen og Peter Bjerre Toft giver det historiske perspektiv i deres artikel om Rigshospitalets portrætsamling af øjenlæger. Portrætterne, malet gennem mere end hundrede år, viser professorerne i oftalmologi, som de ønskede at blive husket: alvorlige, værdige og omgivet af symboler på deres faglige tyngde. De tidlige portrætter udstråler en faglig pondus, der ikke behøvede forklaring; den lå i blikket, posituren og kitlen. Som tiden går, kan vi følge hvordan autoriteten ændrer ansigt, især ved at privatpersonen træder tydeligere frem, og relationen til beskueren bliver mindre formel. På den måde er portrætsamlingen ikke kun kunsthistorie, men også en grafisk præsentation af, hvordan vi har set – og ser – lægens rolle ændre form: fra ophøjet autoritet til ligeværdig medspiller. Hvert portræt er et spejl af sin tid. Hvilke sider af dig selv ville du lade træde frem, hvis du selv skulle sætte dig foran staffeliet?
Anton von Hofacker vender blikket mod fremtiden ved at stille spørgsmålet: Hvad sker der med lægerollen fremadrettet, når læger får algoritmer som kliniske sparringspartnere – og hvad kan det betyde for fremtidens medicinske praksis?
Dét og meget mere kan du læse i det nye nummer af Bibliotek for Læger, der udkommer tirsdag den 2. september 2025.
Hvis du ikke kender Bibliotek for Læger, er det Lægeforeningens humanistiske tidsskrift, som gennem mere end 200 år har sat ord på de store etiske og filosofiske spørgsmål i lægevidenskaben – med kultur, historie og menneskesyn som omdrejningspunkt.
Søren Kierkegaard læste med. Det håber vi også du vil.
Hvis du vil abonnere på Bibliotek for Læger, kan du sende en mail til abonnement@dadl.dk.