Fra professor i patologi til ressourceperson: Ulrik er »guld værd«

Der er ingen, der skal obduceres denne fredag i maj, og derfor skal Ulrik Baandrup ikke møde i kapellet bag Aalborg Universitetshospitals hovedmatrikel. Det er ellers her, han siden 1. maj er mødt ind cirka to dage om ugen for at supervisere uddannelseslæger i patologi i at obducere.

Ulrik Baandrup er en nestor inden for patologi, internationalt anerkendt for sin forskning i kardiovaskulær patologi, forfatter til hundredevis af artikler, tidligere formand for Dansk Patologiselskab og nu en ud af de i alt 19 såkaldte ressourcepersoner, hospitalet endte med at ansætte.

Efter knap 25 år på Aarhus Kommunehospital – heraf ni år som ledende overlæge – vendte han i 2007 tilbage til sin hjemstavn for at blive overlæge på Patologisk Institut på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, og i 2009 blev han ved det nyoprettede Center for Klinisk Forskning ansat som hospitalets første professor.  

I 2019 lod han sig pensionere. Sådan da. I en periode fungerede han som konsulent på sin gamle afdeling på Skejby Sygehus, men i begyndelsen af 2021 var det slut.

»Jeg fandt, det var på tide at koncentrere mig om andre ting, da det gik op for mig, at jeg nu havde fungeret som læge i 50 år.

Men i februar i år opdager min hustru så, at Aalborg UH søger pensionerede sundhedsprofessionelle. Hovedsageligt sygeplejersker, men min nysgerrighed var vakt, og jeg kontaktede afdelingen for at få afklaret, om de så mig som en gammel ronkedor, eller om de ville kunne bruge mig til noget?

Ikke til at mikroskopere, men til at obducere.

I dag bliver der foretaget så få obduktioner, at mange af nutidens overlæger på en patologisk afdeling kun har begrænset erfaring i at obducere, hvorfor det er nemt at overse noget. Det er ikke en kritik, men blot en nøgtern konstatering. Så måske de kunne bruge mig«, fortæller Ulrik Baandrup.

En erfaring uden sidestykke

Og det kunne ledende overlæge på patologiafdelingen på Aalborg UH Anja Høegh Brügmann.

»Da Ulrik ringede, var jeg ikke i tvivl. Han er en fantastisk kapacitet på flere patologiske områder, og jeg ansøgte derfor om at få oprettet en stilling som obduktionssupervisor, og Ulrik sendte en formel ansøgning. Der var faktisk to ansøgere til puljen, men vi kunne desværre kun ansætte en«, siger Anja Høegh Brügmann og fortsætter:

»Voksenobduktioner er svære at varetage, fordi antallet er sparsomt. Tidligere obducerede vi stort set alle, der døde på sygehuset, men siden pårørende-samtykket blev indført i 80’erne, er antallet styrtdykket, og i dag er der kun få, der er dybt kompetente til at obducere.

Men det er Ulrik. Han har en erfaring uden sidestykke.

Derudover er vi voldsomt presset på vores kræftdiagnostik, og Ulrik er med til at aflaste vores overlæger, så de får mere tid til mikroskopi og diagnostik«, siger Anja Høegh Brügmann.

Normalt tager overlægerne taxa fra patologiafdelingen på hospitalets nordlige matrikel ud til kapellet for at se fundet af obduktionerne, og uddannelseslægerne kan konferere med overlægerne i telefonen undervejs.

»Det er ikke altid optimalt. Men med ansættelsen af Ulrik er der etableret et helt nyt niveau af service for de læger, der skal lære at obducere, idet Ulrik står klar i kapellet fra morgenstunden.

At få lov til at undersøge hele legemet og få indblik i en sygdoms påvirkning af flere organer og ikke alene kende sygdommen fra det nøglehul, som en biopsi udgør, er af meget stor betydning. Og det er en helt unik læringssituation, at uddannelseslægen får mulighed for at være en til en med en tidligere professor under rolige omstændigheder«, siger Anja Høegh Brügmann.

En af dem, der har oplevet Ulrik Baandrup som supervisor, er introduktionslæge Michlas Taisbak Christiansen, der har obduceret i nu ti måneder.

»Efter en oplæringsperiode stod jeg med obduktionen selv. Når jeg gør det, kan jeg tage et billede af et fund, som overlægen kan se, når han eller hun kommer ud i kapellet, efter jeg har overstået obduktionen. Ulempen ved det setup er bl.a., at de ikke ser fundet i realtid – det kan ændre sig undervejs i obduktionen og bliver sværere at genfinde.

Med Ulrik som supervisor under hele obduktionen oplever jeg en god mulighed for at få en både grundig supervison og direkte feedback på det, jeg foretager mig, mens jeg gør det, hvilket er guld værd, f.eks. i forhold til den teknik, jeg anvender – kan jeg gøre det på en nemmere måde? Ligesom jeg kan spørge Ulrik, om det, jeg ser, er en patologisk forandring eller en normal variation«, siger Michlas Taisbak Christiansen.

»Jeg synes jo, jeg har en opgave«

Ulrik Baandrup er en af tre læger, der er ansat som ressourcemedarbejder, og den ældste af samtlige.

Hvad svarer du, når du bliver spurgt, hvorfor du dog bliver ved – du kunne bruge mere tid på dyrke litteraturen, naturen, gymnastikken og andre af dine interesser?

»På godt og ondt har jeg brugt meget tid på mit fag. Og nej, jeg behøver ikke at arbejde. Jeg har ikke brug for pengene eller behov for at få tiden til at gå.

Selvfølgelig er jeg en arbejdskraft, men på grund af min erfaring, og fordi jeg har undervist et hav af medicinstuderende og uddannelseslæger og været underviser på utallige kurser, ser jeg en god mulighed for at udbrede interessen for og fascinationen af mit fag til yngre kolleger.

Patologien er et lille speciale af stor betydning, hvor vi går til bunds i sygdommene og deres natur. Stort set ingen kræftpatienter bliver i dag sat i behandling, uden at der forinden forligger – eller man har forsøgt at nå frem til – en forfinet morfologisk diagnose«, siger Ulrik Baandrup.

En af hans mange meritter er, at han har været med til at udforme den lovgivning fra 2021, der giver hjemmel til, at retsmedicinere foretager obduktioner af pludseligt døde under 50 år med det formål at afdække særligt arvelige sygdomme.

»I Danmark foretages der cirka 2.000 obduktioner årligt, hvoraf hovedparten – de 1.200 – foretages på de retsmedicinske institutter. De resterende 800 foretages på de patologiske afdelinger. På Aalborg UH bliver det til godt 50 voksenobduktioner om året.

Til sammenligning foretog vi i min tid som reservelæge på Aarhus Kommunehospital omkring 1.200 om året, og jeg som ung læge cirka ti om ugen. Et antal, der formentlig svarer til, hvad en ung patolog ser under hele sin speciallægeuddannelse i patologi. Faldet skyldes ikke blot pårørende-samtykket, men nok også, at der blandt både læger og sygeplejersker er en udbredt opfattelse af, at den døde skal have fred, og at billedanalyser viser det meste.

Spørgsmålet er derfor, om det vil være mere hensigtsmæssigt, om retsmedicinerne overtager alle obduktioner med hjælp fra patologerne til at foretage den morfologiske diagnostik. I England har man centraliseret obduktionerne, og det vil også give mening at gøre det her, hvilket jeg ellers ville have forsvoret for 20 år siden«, siger Ulrik Baandrup.

Projekt genrekruttering

»Bestem selv arbejdstid og arbejdssted«, lød tilbuddet fra Aalborg Universitetshospital til tidligere læger, sygeplejersker, jordemødre, etc., da Aalborg UH tidligere på året offentliggjorde et jobopslag, der havde til formål at genrekruttere nogle af dem til såkaldte ressourcestillinger.

Det sker som led i et pilotprojekt, hvor de erfarne medarbejderes primære opgave er at være en form for mentor for navnlig nyansatte og mindre erfarne medarbejdere på afdelingerne.

»Pilotprojektet udspringer dels af, at Hospitalets MED-udvalg havde drøftet, hvordan vi kan fastholde vores seniorer, dels af en henvendelse fra tidligere ansatte sygeplejersker om at genrekruttere sygeplejersker. Fokus var måske nok sygeplejersker, men blev hurtigt udbredt til at omfatte de øvrige faggrupper.

Fælles for alle er, at de er stærke ressourcepersoner, der kan hjælpe ikkeerfarne godt på vej i deres job både fagligt og personligt, og at de har erfaringen og roen til både at sparre og supervisere.

Vi har at gøre med kapaciteter, som er påbegyndt deres aktive pensionisttilværelse, samtidig med at de fortsat føler, at de har noget at byde på«, siger sygeplejefaglig chef på Aalborg Universitetshospital Jytte Heidmann.

Pilotprojektet evalueres undervejs, og stillingerne løber til udgangen af 2023, hvorefter der vil være mulighed for, at de kan forlænges. 

»Vi evaluerer løbende med både ressourcemedarbejderne, deres kolleger og afdelingsledelserne for at få afdækket, om det også fremover er en af måderne, vi skal rekruttere på. Man kan f.eks. overveje, om vi skal indføre en ordning, hvor medarbejdere, der ellers er på vej på pension, kan få mulighed for at gå væsentligt ned i tid, så vi til gengæld kan bevare deres ekspertise i længere tid«, siger Jytte Heidmannn.

Ressourcemedarbejderne aftaler med de respektive afdelinger, hvor mange timer de vil arbejde – dog højst 15 timer pr. uge – og timetallet kan justeres løbende. Det grundlæggende princip er, at den enkelte selv bestemmer, hvor og hvornår man vil arbejde inden for de rammer, der tilbydes.

Ulrik Baandrup arbejder ti timer om ugen, og forleden måtte han drage til Randers, hvor han blev eksamineret af Styrelsen for Patientsikkerhed for at kunne få forlænget sin autorisation:

»De skulle fornuftigvis sikre sig, jeg er ved mine fulde fem, og min autorisation gælder foreløbig, frem til jeg er 80«.