Engang var medicinhistoriske museer en slags kombinerede raritetskabinetter og præparatsamlinger til studie- og forskningsbrug.
Efter at Medicinsk-Historisk Museum i København blev etableret i 1917, henlå udstillingen længe som en halvhemmelig studiesamling, et Frankensteins fjernlager, hvor offentligheden helst skulle holde sig væk.
Men for nogle år siden begyndte museet at åbne sig mod omverdenen, og selv om man med stor respekt har bevaret de fine, gamle glasskabe inklusive deres makabre indhold, er også den nyere tids medicinske teknologi præsenteret og forklaret, så ikkesundhedsfaglige kan være med.
Museet bor i de bedst tænkelige historiske rammer i Det Kongelige Kirurgiske Akademis fine bygning fra 1787, få skridt fra det gamle Frederiks Hospital i Bredgade, som nu huser Design Museum Denmark.
Udvendigt er alt som tidligere, men indenfor er der sket en skånsom modernisering, og huset er åbnet mod omverdenen. Museet har fået faste, daglige åbningstider, skiftende udstillinger og skoletjeneste, der afholdes events og foredrag, og bygningens hjerte, det originale kirurgiske teater, er bevaret og kan lejes til arrangementer og receptioner. I forbindelse med fornyelsen fik institutionen, som hører under Københavns Universitet, et nyt navn: Medicinsk Museion. Det eneste, man kan savne, er en museumsbutik med lidt litteratur og den obligatoriske café.
Langt mere omfattende er de ændringer, som er sket på The Hunterian Museum i London. Her genåbnede det berømte museum i maj 2023 efter seks års lukning under den gennemgribende modernisering.
Det 210 år gamle museum er en del af The Royal College of Surgeons og råder over mere end 2.000 anatomiske præparater, udført af den berømte 1700-tals kirurg John Hunter, som lagde grunden til videnskabelig kirurgi og har lagt navn til museet. Samlingen af instrumenter, udstyr, modeller, malerier og arkivmateriale følger kirurgiens historie fra antikken og frem til nutidens mest avancerede robotkirurgi.
Blandt udstillingernes moderne indslag er en time lapse-film, som viser en 90 minutter lang operation i ankelleddet, der er kondenseret til 10 minutter og viser det kirurgiske teams fascinerende, næsten balletagtige samarbejde omkring lejet.
Under omorganiseringen af Hunterian Museum rasede en hidsig debat om, hvad der nu skulle ske med museets mest berømte attraktion: Skelettet af »Den Irske Kæmpe«, som havde været udstillet siden 1799. Skelettets oprindelige ejer hed Charles Byrne og led af akromegali (kæmpevækst). Han vidste, at John Hunter var en fanatisk samler af medicinske kuriositeter og var ude efter hans skelet. Byrne havde udtrykkeligt nægtet at blive en del af Hunters freak show, så da han som 22-årig mærkede døden nærme sig, gjorde han alt for at forhindre det. Han bestilte en kiste af bly og bad sine venner organisere en begravelse til søs. Men Hunter vandt, da han hyrede et sjak til at kapre kisten på vejen til havnebyen Margate og ombytte liget med sten. Han skeletterede den uheldige Charles Byrne, og siden 1799 har det 2,31 m høje skelet været udstillet i sin egen glasmontre sammen med skelettet af et meget lille menneske. Først i år, i 2023, er der endelig blevet rettet op på den moralske fadæse. Byrnes skelet er nu pensioneret og fjernet fra udstillingen, og Hunterian Museum har mistet sin vigtigste attraktion. Byrne bliver dog hverken begravet, som han havde ønsket: enten til søs eller i indviet jord, for The Royal College of Surgeons har fået rettens tilladelse til at beholde skelettet til brug for forskning. Så Byrnes skelet er fortsat ét af museets over 3.500 våde og tørre patologiske og anatomiske præparater.
Berliner Medizinhistorisches Museum ligger i tilknytning til den tyske hovedstads legendariske Charité-hospital, som i sig selv gemmer på en lang og dramatisk historie. Oprindelig voksede museet ud af lægen, patologen og antropologen Rudolf Virchows (1821-1902) patologiske samling. Virchow var en af medicinens vigtigste skikkelser i 1800-tallet og betragtes som både den moderne patologis og socialmedicinens bedstefar. Virchow måtte kæmpe hårdt for det, men i 1899 kunne han åbne museet under navnet Pathologisches Museum. Det skete i en særlig fløj, som var projekteret til formålet.
Før Virchow begyndte at samle præparater, var de beregnet til at vise den sunde, normale krop. Men i første halvdel af 1800-tallet begyndte lægevidenskaben at ændre sit perspektiv og skiftede fokus til den syge krop. Med et blik til England og bl.a. John Hunters samling begyndte Virchow systematisk at udvide den eksisterende, beskedne samling kraftigt. »Ikke en dag uden et præparat«, lød hans motto, og efter få år var samlingen vokset til over 23.000 præparater. Samtidig opstod tanken om et egentligt museum. I 1899 kunne Virchow åbne sit Pathologisches Museum, der fyldte 2000 m2 i en ny, særligt indrettet bygning. Øverste etage var forbeholdt undervisning og studier, mens udstillingerne i de to nedre etager var åbne for offentligheden.
Efter første verdenskrig tillod økonomien ikke at drive museum, og samlingerne var fra da af udelukkende til brug for undervisning og forskning.
Anden Verdenskrig gik hårdt ud over samlingerne og bygningen. Af de 35.000 præparater var kun 1.800 tilbage, og bygningen var svært skadet og uanvendelig. Først efter Murens fald i 1989 blev der lagt planer for et beskedent patologisk museum på samme sted, men undervejs voksede ambitionsniveauet, og i 1998 åbnede det medicinhistoriske museum, som inden den midlertidige lukning i 2020 havde op mod 90.000 besøgende om året.
I sommeren 2023 genåbnede museet i ny skikkelse, men med respekt for det gamle. Og som før lukningen er Rudolf Virchows ramponerede skrivebord – hvor cellepatologien så dagens lys – en central udstillingsgenstand.
Museet blev før lukningen kaldt Berlins mest creepy attraktion. Udstillingen af syfilitiske kranier, deforme hjerner, misfostre i sprit, kropsdele med kræftsvulster, ødelagte hjerter og sorte lunger i formaldehyd havde ligefrem fået enkelte besøgende til at besvime og »banke hovedet i bygningens stengulv«, som direktør Thomas Schalke sagde til Der Spiegel i 2011, da museet af samme grund – og af sparehensyn – var tæt på at blive afviklet.
Men man overlevede. Og nu er museet genåbnet med ambitioner om at præsentere publikum for medicinens historie gennem 300 år
Den permanente udstilling omfatter dels præparater – heriblandt 40 fra slutningen af 1700-tallet, som har overlevet revolutioner og verdenskrige, og dels en sal, som viser medicinens udvikling med stiliserede versioner af »sygestuer«: en fødeafdeling fra 1700-tallet, en lazaretstue fra Første Verdenskrig, en »jernlunge« fra polioepidemien. Men man kan også finde deludstillinger om Charités historie og medicinen under nazismen 1933-1945.
I øjeblikket er det mest interessante dog den store midlertidige udstilling »Hjernen i videnskaben og kunsten«. Den løber frem til den 24. januar 2024 og ligger fint i forlængelse af de midlertidige udstillinger, man kunne se før lukningen: I 2017-2018 var emnet, hvordan medicinen, lægerne (og Charité) ved umærkelige skred lydigt indtog en tjenende rolle under nazismen, og fra 2019 frem til lukningen var emnet den berømte kirurg Ferdinand Sauerbruch »mellem medicin og myte«.
