Skip to main content

Fra stud.med. til yngre læge

Konsulent i Yngre Læger Katrine Henningsen, khe.yl@dadl.dk

6. feb. 2006
7 min.

Yngre Læger inviterer halvårligt alle nye kandidater til et såkaldt overlevelseskursus. Ideen er at lette overgangen fra studieliv til lægeliv, herunder at informere om, hvad Lægeforeningen kan bruges til.

Vi har i den forbindelse lavet en undersøgelse blandt de nyuddannede fra sommeren 2005 og uddybet resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen med tre interview i januar. Begge dele for at blive klogere på de nyuddannedes behov og forventninger til Lægeforeningen og Yngre Læger.

Kollegialitet og sikkerhed

Et medlemskab af Lægeforeningen er en naturlig del af at være læge - også blandt de nyuddannede. Dels fordi man kan få personlig rådgivning, hvis man støder ind i problemer, dels fordi det er Yngre Læger og Lægeforeningen, der kan sikre ordentlige uddannelsesforløb, løn- og arbejdsforhold, og ikke mindst af hensyn til kollegialiteten. Konkret er de nyuddannede godt tilfredse med at blive inviteret til et overlevelseskursus og med indholdet på kurset. Det giver en oplevelse af at være en del af Lægeforeningen, og det giver mod på og inspiration til at blive fagpolitisk aktiv. Desuden ved man, hvor man kan henvende sig fremover.

Undersøgelsen fra 2005 viser, at vi går lyse tider i møde, hvad angår fagpolitisk engagement: næsten 60% af de nyuddannede har overvejet at blive tillidsrepræsentanter. Årsagerne til, at de nyuddannede vil være tillidsrepræsentanter, er, at de gerne vil løse problemer på afdelingen, have indflydelse på deres arbejdsforhold, udvikle sig og styrke deres netværk. Frygten for at blive involveret i konflikter og manglende tid og overblik trækker i den anden retning.

Læs mere om undersøgelsen på www.laeger.dk > Politik > Medlemsundersøgelser > Yngre Læger >

Tre turnuslæger fortæller Alex Christian Yde Nielsen

i turnus på Medicinsk Afd. M, Amtssygehuset i Glostrup

Hvad er særligt ved at være turnuslæge i hovedstadsområdet?

Jeg tror, at man står med lidt mindre ansvar i starten på de store steder, men til gengæld er arbejdspresset højere. Der er også stor opbakning - jeg har aldrig haft problemer med at få fat i mine ældre kolleger.

Har overlevelseskurserne rustet dig til livet som læge?

Jeg har den fordel, at jeg har vikarieret meget gennem FADL, så jeg havde en del erfaringer og en ide om det at starte som læge. Det vigtigste på kurset var at blive introduceret til fagforeningen og overenskomsten, så man ved, hvor man står. Det var fint at høre om andres erfaringer på kurset, men man må også være åben og gøre sig sine egne.

Hvad har været det bedste ved overgangen fra stud.med. til turnuslæge?

Omgangen med kollegerne, især med andre faggrupper. Det er dejligt at have gode lægekolleger, men det, der får det til at køre, er gode kolleger hos sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, rengøringspersonale og portører. Vi er heldigvis kommet væk fra den gamle lægekultur, hvor man gik rundt for sig selv.

Hvorfor er du medlem af Yngre Læger?

Det er principielt god skik at være medlem af det forum, der varetager ens interesser i forhold til løn, overenskomstområdet osv. Der er også en rådgivende funktion, hvis jeg får personlige problemer med konflikter eller klagesager. Desuden handler det også om kollegialitet - at man er sammen om et eller andet.

Har du et godt råd til de nyuddannede?

Det vigtigste er det kollegiale samarbejde på tværs af faggrupperne. Mød din afdeling med et åbent sind, brug dine kolleger på de forskellige planer og giv igen den anden vej.

Har du et godt råd til Yngre Læger?

Bliv ved med at udvikle konceptet med at være synlig over for de yngre læger og hjælp dem videre i den bratte overgang, det kan være at gå fra at være studerende til turnus.

Damir Obad

i turnus på Kirurgisk Afd., Ringkøbing Sygehus

Hvordan oplever du at være i turnus?

Det er det bedste lærested, fordi man får lov til meget selv, hvis man vil. Jeg ville gerne have været til København, men efter en måned tænkte jeg: »godt, at mine ønsker ikke gik i opfyldelse« - det sværeste er at skulle være væk fra mine venner - arbejdsmæssigt har jeg kun positive ting at sige. Der er virkelig taget hånd om uddannelsen, og man sætter selv tempoet.

Har du kunnet bruge overlevelseskurset?

Der var nogle gode og praktiske råd om dagligdagen, men det var mest for at få klarhed over Yngre Læger og deres arbejde. Mange af tingene på kurset og i hæftet - f.eks. skat, ferie og barsel - kan man vente med at tage, til de kommer. Jeg ved, hvor informationerne findes, og ellers kan man bare ringe til jer.

Hvad har været det sværeste ved at starte i turnus?

Man har ikke frie gæt. Beslutningerne tæller og har konsekvenser. Det gør det lettere, at der er god opbakning fra bagvagten og mellemvagtslaget. Man kan altid spørge og få vejledning til at komme videre.

Hvad har været det bedste ved at starte i turnus?

Man føler, at man udretter noget. Man føler, at man laver noget sjovt. Man kan heller ikke komme udenom den økonomiske frihed - lønnen er jo god.

Følger du med i Yngre Læge-forhold i medierne?

Vores Yngre Læge-amtsrepræsentant har lige været i de lokale medier i forbindelse med lukningen af Tarm Sygehus, som påvirker os meget. Jeg skal selv dertil på medicinsk afdeling. Der har været forsøg på at skabe debat i de lokale og faglige medier, og Yngre Læger har været aktive - det var fedt at se.

Hvad afholder dig fra at blive tillidsrepræsentant?

Meget bunder i, at jeg ikke ved, hvad arbejdet indebærer. Det er måske også sjovere at være tillidsrepræsentant, hvis man har noget erfaring og rådgivning, man kan give kollegerne. Til gengæld har nogle af tillidsrepræsentanterne her på sygehuset kun været her et halvt år mere end mig - og de klarer det rigtig godt. Så måske er det bare noget, jeg bilder mig ind? Jeg ville ikke være bange for, at det skadede karrieren. Jeg har tillid nok til mine faglige evner og mener, at tillidsarbejdet bliver respekteret.

Hvorfor er du medlem af Yngre Læger?

Det er et sted at søge råd, hjælp og rådgivning - f.eks. i juridiske sager. Sikkerhedsnettet betyder meget men også det rent faglige, f.eks. Ugeskrift for Læger. Det er også den solidariske tanke: Skal man have noget igennem, er man bedst stillet sammen. Hvis man vælger at engagere sig, kan man også udvikle nogle kompetencer og evner f.eks. som tillidsrepræsentant på forhandlingskurser.

Har du et godt råd til de nyuddannede?

Man skal ikke fortvivle over et dårligt turnusnummer. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Louise Amstrup

i turnus på Medicinsk Afd. M, Sygehus Fyn Svendborg. Næstformand i regionsreservelæ- gerådet, medlem af Arbejdsmiljø- og organisationsudvalget (AMOR) og af Yngre Lægers repræsentantskab og suppleant for tillidsrepræsentanten.

Har du været aktiv inden for fagpolitik i studietiden?

Overhovedet ikke. Men dengang kunne jeg jo også vælge, hvor meget jeg ville deltage: Om jeg ville gå til forelæsning eller læse derhjemme. Nu er jeg jo »tvunget« til at gå på arbejde og deltage i ting, som jeg nogle gange gerne vil have anderledes og have indflydelse på. Det har klart fået mig engageret - nu kan jeg slet ikke lade være med at blande mig. Det hjælper også, at nogle af de ældre, yngre læger på afdelingen er engagerede. Det smitter.

Mange nyuddannede vil måske afholde sig fra at blive tillidsrepræsentant, fordi de ikke vil involveres i konflikter eller opfattes som brokkerøve?

Jeg synes, at det er meget mere prisværdigt at have en, som gør opmærksom på problemerne på en afdeling i stedet for at mukke i krogene. Jeg vil hellere gribe det om roden og få gjort noget ved det. Man får »licens til at råbe op« som tillidsrepræsentant - men på en konstruktiv måde. Hvis der er overenskomstbrud, arbejdsmiljøproblemer eller andet, der påkræver handling, må man jo gøre noget.

Har du brugt overlevelseskurset?

Jeg var glad for at få hæftet i hånden. I har samlet det, der er relevant for os - resten må man selv finde på nettet. Kurset var også godt, men jeg vil også anbefale alle at tage på TR1 (Yngre Lægers grundkursus, som er et tilbud til alle medlemmer). Det svarede på nogle spørgsmål, jeg stod med efter 3-4 måneder i turnus.

Hvorfor er du medlem af Yngre Læger?

Jeg har aldrig været i tvivl. Yngre Læger varetager mine interesser, og hvis jeg skal have forhandlet ordentlig løn, videreuddannelse og arbejdsmiljø, er det her, jeg skal sætte mine penge. Overlevelseskurserne og GYL (Gruppen af Yngste Læger i Yngre Læger) inspirerede mig også meget. Indflydelse som turnuslæge kommer gennem, at nogen kan repræsentere en, og GYL er dybt involveret i arbejdet f.eks. med at korte turnus ned.

Har du et godt råd til de nyuddannede?

Stik fingeren i jorden og følg med, så godt du kan. Hvis noget ikke fungerer, så sig det til nogen, der kan gøre noget ved det. Brug ressourcepersonerne. Man kan finde støtte hos sin vejleder, kolleger, uddannelsesansvarlige eller den ledende overlæge - han er jo nogle gange på samme side som en selv. Spørg dem til råds, du snakker godt med.