Frank var klar til at gå på pension – nu er han cheflæge

Det er ikke umiddelbart lederidentiteten, der fylder, når man møder Frank Svendsen Jensen, cheflæge på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling på Regionshospital Nordjylland. Ikke alene er han iført kittel. Også skiltet på døren ,overlæge’ gør ham svær at finde.

»Klinger ,chef’ ikke lidt … hårdt i forhold til den gamle betegnelse ,ledende overlæge’?«, lyder det fra 66-årige Frank Svendsen på hans kontor på regionshospitalet, da Ugeskrift for Læger lægger vejen forbi.

Mere stålsat har han været, når det kommer til at bære kittel.

»Den er svær at hænge på bøjlen efter så mange år. Jeg forsøgte de første dage, men det føltes forkert. Selv nu, hvor jeg ikke først og fremmest er læge.

Desuden vil jeg gerne vise, at jeg hører til hér i klinikken og ikke regnes for at være en del af mahognigangen – som hospitalsledelsen selv betegner deres fløj på grund af gulvenes beskaffenhed.

Med kitlen kan jeg bevæge mig rundt alle steder. Jeg deltager så vidt muligt i alle morgenkonferencer for at holde mig orienteret om, hvad der foregår. Og i mit første år på posten er det da hændt, at jeg ved f.eks. sygdom har assisteret ved en operation, foretaget en kikkertundersøgelse eller set en patient i ambulatoriet«.

»Lur mig, om ikke jeg var den eneste ansøger«

Efter nu mere end 39 år som læge har Frank Svendsen Jensen prøvet det meste.

Som gastrokirurg – herunder certificeret kolorektal- og robotkirurg – har han haft adskillige ledelsesfunktioner og været involveret i flere omstillinger, omorganiseringer og omstruktureringer. De manøvrer, han ikke tøver med at kalde »besparelser«.

Hovedparten af hans lægeliv har udspillet sig på Aalborg Universitetshospital, hvor han var specialeansvarlig overlæge, inden han i 2017 skiftede til egen speciallægepraksis.

Den solgte han til en kollega sidste sommer, og så kunne man jo tro, at det var tid for kirurgen til at drosle ned efter et langt arbejdsliv.

»Cirka hvert syvende år har jeg sørget for at skifte arbejdsplads eller funktion. Og da der pludselig var en køber til min praksis, tøvede jeg ikke med at slå til.

Egentlig var jeg indstillet på at gå på pension – det var et passende tidspunkt, selv om hverken golfbane eller andre sysler trak i mig«.

Men sådan blev det ikke.

Der havde på kirurgisk afdeling i længere tid ikke været en cheflæge, men blot en chefsygeplejerske og en administrativ leder, og da det rygtedes, at Frank Svendsen Jensen var ved at afhænde sin praksis, havde regionshospitalet følere ude efter ham.

Han aflagde besøg på sygehuset og mødte flere han kendte, fra da han tilbage i begyndelsen af halvfemserne var ansat som 1. reservelæge på afdelingen i to et halvt år.

Og da cheflægestillingen blev genopslået, valgte han at sende en ansøgning.

»Lur mig, om ikke jeg var den eneste ansøger. Jeg har ikke spurgt, og det er heller ikke af betydning, for det var udfordringen i jobbet, der tiltrak mig«.

Første opgave: budgetbesparelser

»Jeg indrømmer, at det at blive konfronteret med Excel-ark og organisationsstruktur krævede nogle dybe indåndinger. Og parallelt med min tiltræden blev vi ramt af budgetbesparelser på knap 4%. Det gik det meste af efterårsferien med.

At komme ind fra sidelinjen og skulle finde fem millioner kroner er selvfølgelig ikke sjovt«, siger Frank Svendsen Jensen.

Afdelingen har været nødt til at sammenlægge to afdelinger og har etableret et subakut tilbud til patienter, som ikke har behov for at blive vurderet her og nu, men som kan vente med at blive set inden for maksimalt 72 timer. En manøvre, der kan bringe antallet af indlæggelser ned med cirka 700.

Til gengæld er der fundet penge på budgettet til en operationsrobot:

»Det kan jeg ikke tage æren for. Det er regionsrådets prioritering, der i høj grad vil komme vores afdeling til gavn, og som i sig selv er et rekrutteringsparameter for et hospital som vores, der årligt foretager 7-800 brokoperationer i vores Herniecenter og 4-500 galdeoperationer, foruden tyktarmskirurgi og akutte operationer for en tredjedel af landsdelen. I tillæg hertil mange tusinde endoskopier.

Det var lidt bøvlet at finde plads til robotten, så vi har måttet bygge en særlig stue til den«.

Frank Svendsen Jensen blev cheflæge for en afdeling, der baksede med at rekruttere læger.

“Vi havde et stort vikarforbrug, som skulle bringes ned. Og det er også sket, bl.a. fordi vi ret hurtigt formåede at fastansætte to overlæger.

Og i dag – blot et år senere – er rekruttering selv hos os ikke længere et problem.

Til en introstilling modtog vi for nylig 19 ansøgninger, og der var mange særdeles kvalificerede kandidater.

Godt for os, men en sørgelig udvikling på meget kort tid for vores yngre kolleger, idet flere af ansøgerne viste sig at være arbejdsløse«.

»Ingen grund til at spilde en lederuddannelse på mig«

Frank Svendsen Jensen har ingen formel lederuddannelse ud over et OLAU-grundmodul og slår ikke om sig med begreber som ledelsesstil, samskabelse og onboarding: »Jeg var til LUS-samtale hos den lægefaglige direktør, og vi var enige om, at det ikke var værd at spilde en lederuddannelse på mig«.

På væggen i hans kontor hænger et værk, han selv har begået, efter han blev cheflæge, med ordene ,Helbrede, Lindre, Trøste – Aldrig skade’. Den hippokratiske grundsætning, der har været hans credo hele vejen, trumfer tidens ledelseslingo.

»Der er da kollegaer, der har sagt til mig, at min største kvalifikation som cheflæge er, at jeg ikke har en formaliseret lederuddannelse. En sagde forleden, at jeg har haft afføring langt op ad armene og ved, hvad det handler om. De bedste ledere den pågældende havde haft, var dem uden en formel lederuddannelse.

Jeg skal ikke afgøre, hvad der er bedst – om man, som jeg, har lært at lede via de ledelsesopgaver, jeg har haft igennem min karriere, eller ved at læse ledelsesteori, men jeg synes ikke, jeg mangler noget, eller at min nye titel fordrer, at jeg skal påtage mig en helt ny rolle.

Min fordel er, at jeg har været med i mange år, kender en stor del af dem, jeg samarbejder med, og kender specialerne og subspecialerne, så jeg kan stille kvalificerede spørgsmål. Der er ikke nogen, der kan bilde mig noget ind«, lyder det med et skælmsk smil, og Frank Svendsen Jensen fortsætter:

»Jo, jo, læger skal ledes. Men dels kan de godt selv, dels tror jeg på argumentets magt.

Lægelig ledelse er ikke en forkromet disciplin i sig selv. Den må altid være koblet til det, det hele handler om, nemlig patienten og fagligheden. I den rækkefølge: vi skal altid først og fremmest tage hensyn til, hvad der er bedst for Ester. Den persona, vi vedvarende skeler til, når vi diskuterer, om vi skal gøre a eller b.

Høje faglige standarder er mit mantra for patientbehandling og forløb og kan ikke kompromitteres. Det skrev jeg i øvrigt også i min ansøgning«.

»Vi skal kunne rumme en kollega, der skal hente barn kl. 15«

At man som cheflæge er en blæksprutte, der på en gang skal leve op til politiske målsætninger, faglige retningslinjer, et budget i balance og ikke at forglemme forventninger fra medarbejderne, herunder en ny generation af læger, skræmmer ikke.

»Nogen vil i perioder af deres liv gerne arbejde mindre og i andre perioder mere, hvis der er noget, der er særligt interessant. De krav til fleksibilitet kommer vi nok ikke uden om at honorere. Ligesom vi skal acceptere og rumme, hvis der f.eks. er en kollega, der skal gå kl. 15 for at hente sit barn eller deltage i forældrekaffe i børnehaven.

Det, der til gengæld er et problem, er, at der desværre er mange læger, der ikke trives, når de efter endt uddannelse kommer ud på afdelingerne.

De samtaler er jeg også parat til at tage – her kommer min emotionelle intelligens mig til gode«.

Frank Svendsen Jensen er sig bevidst, at han er en overgangsfigur. Han er ansat på en fireårig kontrakt, som kan genforhandles efter tre år.

»Til en start gav jeg mig selv 100 dage til at vurdere, om det nu også var det rigtige. Det var det – og det er det fortsat. Det har overrasket mig, hvor vældig glad jeg er for jobbet på trods af udfordringer og bøvl.

Sammen med min afdelingsledelse lykkes vi på mange fronter og niveauer«.

Vi lukker døren og spørger igen til skiltet – skal det ikke opgraderes til ,cheflæge’?

»Nej, nej – det vil også kræve, at vi skal have fat i håndværkeren …«