Fremtidens læger er på vej – men ikke for enhver pris

Alt er ikke godt nu. Men det er ret godt.

Hvis man leder efter en revolution af almen praksis, er det ikke hos gruppen af yngre almenmedicinere, man skal lede.

I fredagens Doc Talk »Hvilken almen praksis drømmer fremtidens læger om?«, skal hun fortælle om de yngre almenmedicineres ønsker til fremtidens almen praksis. Det er noget, som FYAM jævnligt tager temperaturen på, og den seneste undersøgelse fra 2025 viser, at den gruppe læger, som Tabitha Krogh repræsenterer, i høj grad kan se sig selv i den almen praksis, vi kender i dag.

»Vi kan se, at det at være ejerlæge er hovedmålet for langt de fleste af vores medlemmer. En mindre gruppe ønsker at være ansatte, men de ønsker næsten alle at være i det, vi kan kalde ,en traditionel PLO-klinik’. Meget få vil arbejde i regionsklinikker, mens der ikke er nogen, der ønsker at være i en koncernklinik«, siger Tabitha Krogh.

»Selv om der selvfølgelig er lidt selektionsbias, er tallene så markante, at undersøgelserne giver et klart billede af, at de yngre almenmedicinere virkelig vil den almen praksis, vi kender i dag«.

Arbejdspres bekymrer

Opbakningen er dog ikke ukritisk. For det er ikke alt ved nutidens almen praksis, der lokker.

En afskrækkende faktor er f.eks. den udbrændthed, som Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus med jævne mellemrum har dokumenteret blandt de praktiserende læger. En anden er den politiske usikkerhed, der længe har omgærdet almen praksis.

»Vi yngre almenmedicinere har nogle bekymringer for, hvordan vores arbejdsliv vil se ud, når vi bliver færdige som speciallæger. Bekymringerne handler især om den opgaveglidning, vi ser, og det arbejdspres, det giver«, siger Tabitha Krogh.

»For vi er jo en generation, som har et stort ønske om et balanceret liv, hvor vi også har mulighed for at have tid til familien«.

De yngre almenmedicinere sætter deres lid til sundhedsreformen, der med en stærk satsning på almen praksis har som mål, at der skal være flere praktiserende læger og med tiden et lavere patienttal per læge.

Men der vil være en overgangsperiode, frem til der er kommet 5.000 læger mere i almen praksis, hvor nogle læger vil opleve, at de skal have flere patienter.

Tror du, at vilkårene i den overgangsperiode vil kunne skræmme nogle af dine kolleger væk?

»Jeg kan jo ikke tale på alles vegne, men det er klart, at der er nogle bekymringer i forhold til arbejdspresset og vores ønske om et meningsfyldt liv, som giver os tid og plads til alt det andet i livet, som også er vigtigt for os«, siger Tabitha Krogh.

For to uger siden landede PLO og regionerne den ny Aftale27, og den har givet lidt ro på.

»Jeg ser meget positivt på aftalen! Først og fremmest, at det slås fast, at de praktiserende læger skal være kernen i det nære sundhedsvæsen«, siger Tabitha Krogh.

Hun hæfter sig også ved den ny honorarstruktur, som giver bedre mulighed for at differentiere behandlingen og give mere tid til dem, der har størst behov.

»Jeg tror i høj grad, at aftalen giver os frihed til at bringe vores faglighed mere i spil i konsultationen. Og så ser jeg også positivt på bedre muligheder for det tværsektorielle samarbejde, som jeg tror er helt nødvendigt, hvis vi skal løse nogle af de tungere sundhedsproblemer i vores samfund, herunder udfordringen med de mange børn og unge i mistrivsel og med psykiske vanskeligheder«.

Skal finde de rette kompagnoner

FYAM’s medlemsundersøgelser viser, at den foretrukne praksisform er kompagniskabet. En praksisform, der stiller store krav til, at lægerne deler de grundlæggende værdier.

»Vi har jo hørt om kompagniskaber, der går i stykker på grund af samarbejdsproblemer, og vi vil gerne være sikre på at finde kompagnoner, som vi deler værdier med. Det medfører, at mange har brug for lidt tid som ansat først, hvor de kan afsøge mulighederne«.

Hver tredje i FYAM’s medlemsundersøgelse er på deltid. Det er dog ikke udtryk for, at de kommende praktiserende læger ønsker at være ejerlæge på deltid.

»Så længe børnene er små, vil mange af os prioritere at have bedre tid til familien. Men fordi det tager mange år at blive speciallæge, er børnene små, mens vi er i vores videreuddannelse til speciallæge«.

FYAMs medlemsskare er broget, men et gennemgående ønske hos hovedparten er, at de ikke blot ønsker at være klinikejere, men også at være ledere i deres egen lille virksomhed.

»Noget af det, mange er tiltrukket af ved specialet er netop lederrollen – og især det, at man kan kombinere ledelse med klinisk arbejde, hvor man stadig har tæt kontakt til sine patienter. Ledelse kræver tid og prioritering; det er ikke noget, man bare lige kaster sig ud i, og jeg oplever da også, at mine kolleger i dag har et større fokus på at komme på kurser i ledelse«.

Hvad med yderområderne?

Et væsentligt mål med sundhedsreformen er at mindske den geografiske ulighed i sundhed og sikre, at der kommer flere praktiserende læger ud i yderområderne langt fra de store universitetsbyer. I dag er der færrest læger der, hvor patienterne er mest syge.

Er I indstillet på at flytte ud af byerne til yderområderne?

»Det er de færreste i vores medlemsundersøgelser, der svarer, at de vil flytte ud. Men mange svarer, at de godt kunne tænke sig at arbejde i et lægedækningstruet område«, siger Tabitha Krogh.

»Der er jo heldigvis kommet en del gode ordninger i nogle af regionerne, hvor man f.eks. kan køre i bus til sin praksis og bruge transporttiden på at arbejde. Bussen er indrettet som et kontor, hvor man f.eks. kan svare på e-konsultationer og blodprøvesvar og lave administrativt arbejde. Vi har behov for nytænkning. Man behøver ikke nødvendigvis sidde i en lægepraksis fra kl. 8 til kl. 16 for at kunne være læge«.

Du er selv speciallæge om tre år – hvad vil du gerne?

»Jeg ønsker helt klart at være klinikejer, men jeg bliver det nok ikke lige med det samme. Der er mange læger på Fyn, og jeg vil gerne gøre mig umage med at finde den rigtige praksis med nogle kompagnoner, som jeg deler værdisæt med. Det er igen de der skilsmisser i kompagniskaber, der spøger«, siger Tabitha Krogh.

»Jeg har ikke noget imod, at jeg har transporttid til mit arbejde, men jeg kan godt lide, at jeg får noget ud af min transporttid – at jeg får motion og frisk luft, hvis jeg kan cykle, eller at jeg kan arbejde, mens jeg f.eks. kører i tog eller bus. Så kan jeg også være mere nærværende, når jeg er hjemme. Jeg har tre børn, og har ikke lyst til, at det skal gå for meget ud over dem, at jeg gerne vil have en fed karriere«.