Skip to main content

Bagved Aalborg Sygehus på toppen af Sdr. Skovvej ligger der et lejlighedskompleks, som umiddelbart ikke ligner andet end de boliger for sygeplejersker, som de tidligere har fungeret som. Men da vi træder indenfor i de i alt 15 lejligheder, åbenbarer der sig et unikt personalegode for læger, sygeplejersker og andre, der arbejder på Aalborg Sygehus.

Deres børn har nemlig fortrinsret til den døgnåbne integrerede vuggestue og børnehave, der er den eneste døgninstitution i landet for hospitalsansatte.

Her er plads til 20 børn i vuggestuen og 30 i børnehaven. Børn, der har brug for døgnpasning - også i weekenden. Lukkedage eksisterer ikke her. Fra 2013 planlægges det dog, at holdet lukket juleaftens- og nytårsaftensdag fra kl.8. To af børnene - Mille på fem år og Tobias på to - tilhører Ann Kathrine Sindby og Jesper Eske, begge ansat i hoveduddannelsesforløb på Aalborg Sygehus i henholdsvis neurokirurgi og thoraxkirurgi. Og begge stærkt vagtbelastede.

Egentlig flyttede parret til Nordjylland fra København i 2008, fordi Ann Kathrine havde trukket et »elendigt turnusnummer». Dengang havde de kun Mille, som det første halve år blev passet i en dagpleje.

»Jeg havde ganske vist mine forældre i landsdelen, men de var begge i arbejde, og at få pasningen af Mille koordineret med døgnvagter - det var noget af et puslespil. Efter et halvt år fik vi plads her, og vi har da talt om, at vi nok ikke havde fået barn nummer to, hvis ikke vi havde haft Børnehuset. Dagplejen lukkede kl. 16, og Mille var altid den sidste, der blev hentet. Dertil kom den konstant dårlige samvittighed over for såvel dagplejeren som ens eget barn. Det er også tænkeligt, at jeg ville have valgt et andet - mere børnevenligt - speciale«, siger Ann Kathrine og fortsætter:

»Jeg har aldrig fået nej, de gange jeg har ringet til Børnehuset, fordi jeg f.eks. på grund af sygdom på afdelingen har måttet tage en døgnvagt og derfor har haft brug for, at børnene med kort varsel kan overnatte«.

Med mor på tilkaldevagt

Døgninstitutionen Børnehuset Sdr. Skovvej, der i december kunne fejre 42-årsfødselsdag, er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Aalborg Kommune, og for leder Ann Breum er kodeordet netop fleksibilitet:

»Vi støtter op om familierne på deres præmisser. Vi vil jo aldrig kunne erstatte mor og far - men vi kan give det næstbedste. Sidegevinsten er et trygt arbejdsmiljø for forældrene, hvor de ikke skal hænge i en ,klokke` og finde anden pasning, når og hvis der opstår en akut situation«, siger hun.

Forældre kan efter en vagt overnatte og spise morgenmad sammen med deres børn i Børnehuset. En læge kan også være sammen med sit barn her, mens hun har en tilkaldevagt. Og søskende op til ti år kan også overnatte.

Både Mille og hendes veninde på Stjernestuen, Anna, »elsker at være i døgn«.

Børnene har deres eget sengetøj og er selv med til at rede op i enten de fritstående senge eller køjesengene under månelamperne på første sal.

Ann fortæller, at der på et tidspunkt var et barn i Børnehuset, hvis mor, en sygeplejerske, var enlig og arbejdede i vagt hver anden uge. I de uger boede hun i Børnehuset sammen med sin datter.

»Det var den løsning, der passede deres lille familie. Moderen kunne foretage sig noget ude i byen med barnet efter en vagt, og derefter spise og sove her med barnet, indtil hun skulle møde igen«.

Har man allerede et barn i Børnehuset, er man sikret, at også de efterfølgende børn får plads. Er man enlig forælder eller tilflyttere og uden netværk - f.eks. udenlandske læger - har man mulighed for at blive opprioriteret på ventelisten.

»Vi har indtryk af, at Aalborg Sygehus i deres rekrutteringstiltag oplyser om vores tilbud, men det er altså ikke altid, at der er plads lige med det samme«, siger Ann Breum.

Skal en lægeforælder f.eks. arbejde i Aarhus i et år, kan barnet fortsat blive i institutionen. Kravet er blot, at man har bopæl i Aalborg Kommune.

De dage, hvor f.eks. lægeforældrene har fri, holder de typisk deres børn hjemme, medmindre der - som i dag - var planlagt en tur til skøjtehallen. Derfor er Mille her i dag.

»Men det hænder, at vi må sige til forældre - hvis f.eks. deres børn har været her tre uger i træk - at nu har barnet brug for en fridag«, siger Ann Breum.

Vokseværk

Familierne skal for en måned ad gangen udfylde et skema over deres behov for pasning, og det varierede fremmøde gør, at det er et større logistisk arbejde at tilrettelægge personalets arbejdstid. Der udarbejdes syv ugers rulleplaner, der tilrettes løbende, og det fordrer ifølge Ann Breum et meget fleksibelt personale.

Er der nætter, hvor kun få børn overnatter, bliver personaletimerne omlagt til dagtid, hvilket muliggør, at f.eks. to pædagoger kan foretage sig noget med ganske få børn i dagtimerne.

Børnene kan kun passes i døgn-delen, såfremt begge forældre er på arbejde eller til møde i forbindelse med arbejdet, lige som der ikke kan passes børn, hvis de eller deres forældre er syge. Børnehaven er vokset i de 42 år, den har eksisteret. Fra 20 børn og fire ansatte i 1970, da den åbnede på en anden matrikel, til nu, hvor der er 50 børn i alderen 0-6 år og 25 ansatte. Børnehaven blev en døgnbørnehave i 1994, i 1997 sagde man velkommen til de første vuggestuebørn, og året efter var døgnåbning i weekenden en realitet. Til august opnormeres der med ti pladser øremærket andre af kommunens forældre med behov for døgnpasning.

Det er sidst på eftermiddagen. Snart skal der redes senge til de syv børn, der skal sove her i nat.

I dag skal Mille og Tobias med deres forældre hjem. Deres mor, Ann Kathrine Sindby er ikke i tvivl:

»Hvis man vil tiltrække og fastholde arbejdskraft er en institution som Børnehuset af afgørende betydning«.

Læs også »Nye supersygehuse glemmer lægernes småbørn« på s. 551.