Frihed under ansvar

Ytringsfriheden er en af demokratiets højt besungne dyder. Ustandseligt udfordres denne frihed af sager, hvor det kan diskuteres, om det medfølgende ansvar er forvaltet til det fælles bedste, selv om de sjældent når verdenspressens forsider som eksempelvis »Muhammed-krisen« eller »Lomborg- sagen«. I håb om ikke at provokere til masseafbrænding af Ugeskriftet har vi i dette nummer givet siderne frit til de videnskabelige selskaber. Highlightnummeret er en tradition, hvor selskaberne får lejlighed til på én side at præsentere emner af væsentlig betydning for det pågældende selskab og med interesse for læseren. Otteogtredive bidrag er det blevet til i år. Der er viden om adipositas, om alkohol, om aortaaneurisme, om atrieflimren, om Nobelpriser, om fremtidsvisioner, om unge, om gamle, og meget andet. Der er helt sikkert noget, der også vil interessere dig.

Det var egentlig ikke ugens potpourri af artikler, som inspirerede til overskriften, men den pågående debat om ærlighed, eller mangel på samme, i formidling af forskningsresultater, herunder uigennemskuelighed vedrørende økonomiske tilhørsforhold. Der er en generelt forventning om, at forskning bygger på højeste grad af etiske regler men den tiltro svækkes betydeligt, hvis det udelades at gøre opmærksom på, at den, der bringer budskabet, måske også har en tilknytning til det firma, som producerer den genstand, der får en positiv omtale. Ikke at det diskvalificerer budskabet der forhåbentligt er udført efter højeste etiske standard men for at læseren kan modtage budskabet med vakte sanser. JAMA valgte sidste år at tage et mere drastisk standpunkt, nemlig at firmasponsoreret forskning skal gennemgå uvildig statistisk granskning [1]. Tillid er godt, men kontrol er bedre!

I den videnskabelige redaktion har vi forventning om, at forfattere uopfordret oplyser, hvorvidt de har eller har haft tilknytning til en virksomhed eller en organisation, som ville kunne tjene på offentliggørelsen af det aktuelle manuskript. Vi har altså en klar forventning om, at forfattere er åbne og ærlige omkring et evt. samarbejde med medicinalindustrien. Men er det nu tilfældet? I redaktionen støder vi af og til på eksempler, hvor vi spørger os selv, om dr. Pille ikke skulle have oplyst om et konsulentjob eller en velbetalt foredragsturné. Selvom vi af og til kan være i tvivl om en forfatters vilje til åbenhed, hverken kan eller vil vi optræde som politi. Ude i den store verden kan man få trukket bukserne ned i al offentlighed [2] eller blive ramt af et års karantæne, hvis det opdages, at en forfatter har undladt at oplyste om interessesammenfald [3]. Det at oplyse korrekt om interessekonflikter skal tages alvorligt, og vi håber fortsat på, at Ugeskriftets bidragydere vænner sig til at være mere åbne omkring deres relationer til industrien, som mange seniore kolleger er omfattet af.

Næsten hver gang, der afsløres et tilfælde af forskningssvindel, som eksempelvis da nordmanden Jon Sudbø bekendte sine synder, prøver medforfatterne at undsige sig ansvaret. Typisk hævdes det, at de dårlig nok har set manuskriptet igennem, eller at de kun har leveret et ubetydeligt bidrag. Det er beskæmmende at høre, fordi der i dag er helt klare retningslinjer for, hvad der kvalificerer til at være medforfatter, og hvilken forpligtelse dette indebærer. »Den som tar pennen i sin hånd, tar et ansvar«, som Charlotte Haug, chefredaktøren for Tidsskrift for den norske Lægeforening, formulerer det klart. [4]. Vi har lagt afstand til det let erhvervede forfatterskab i form af gift authorship, hvor chefen altid fik sit navn med, uanset indsatsen, der oftest var lig nul. Flere læsere kan nok nikke genkendende til »skriveklubben«, hvor en mindre gruppe yngre kolleger på skift optrådte som gift author på hinandens manuskripter. Når man gearer sin investering ved at spekulere for lånte penge, kan det gå grueligt galt, hvis der opstår problemer. Et andet uretmæssigt forfatterskab, som med jævne mellemrum viser sig, er ghost authorship, hvor manuskriptet er skrevet af en unavngiven ofte professionel medical writer (spøgelset) ansat af det firma, hvis produkt nu omtales positivt. Den eller de forfattere, som manuskriptet tilskrives, er kolleger, der har accepteret i reglen mod honorar at lægge navn og renomme til et færdigskrevet manuskript. I den sammenhæng skal der tilfalde stor ros til Gunnar Lose for at frasige sig et sådant forfatterskab og for efterfølgende at stå frem og fortælle den sandfærdige historie [5]. Det er desværre ikke en let opgave at stå frem, og der er mange efterdønninger. Fra tid til anden træder modige kolleger dog frem, og selv om omfanget er ukendt, lever teknikken stadig i bedste velgående. Jeg kan ikke fortænke det firma, der har investeret en masse millioner i produktudviklingen, i at gøre meget for at få en positiv omtale af et produkt, i håb om at øge salget. Men det er ikke i orden at gøre det på denne måde. Hvad, der bekymrer mig mere, er, at der er kolleger, der lader sig købe til at lægge navn til et sådant præfabrikeret manuskript.

Jeg håber, at vi i Ugeskriftet kan bevæge os mod større ansvarsfølelse og åbenhed i det skrevne.