Friklinikker kopierer det private: »Hvorfor er der ikke flere, der gør det?«

Døren åbner til operationsstue 6. Kirurg Helle Lund og en læge i kirurgisk introstilling bakser med det leje, som en færdigopereret patient skal køres til opvågning i.

»Det er helt gak«, siger Helle Lund til sig selv. Men kun med henvisning til, hvordan det p.t. går for hende at styre lejet.

»Den skal vendes om«, erkender hun lynhurtigt, og så er dét løst.

Lejet kører let og elegant ud ad døren med kirurgen ved hovedenden og introlægen ved fodenden.

Mens de to kører væk med patienten, går operationssygeplejerske Michelle Larsen i gang med at tørre operationslejet over, så der er rent til næste patient. Christian Nobel hedder han, og han kommer selv gående ovre fra venteværelset. Tilbagevendt instruerer kirurgen ham.

»Af med futterne, og så skal du ned at ligge«, siger Helle Lund, mens hun forsøger at gøre det behageligt for patienten med puder under knæ og fødder.

Snart er han bedøvet og klar til den kikkertoperation, der skal fjerne hans lyskebrok.

»Tryk lige på den dér ,luk’«, siger Helle Lund om en knap på maskinen, der hjælper med kikkertoperationen.

Og på den måde giver selv Ugeskrift for Lægers fotograf en hånd med. Et symbolsk billede på, hvad de har gang i på den genåbnede operationsgang på Nordsjællands Hospital i Frederikssund. Her har man nemlig valgt at åbne tre ud af fem operationsstuer og kalde dem for »Friklinikken«.

Fri til hvad. Og fra hvad, vender vi tilbage til.

»En hånd med« er centralt for at forstå det, der eksperimenteres med her. På friklinikken giver alle en hånd med. Læger og sygeplejersker henter og bringer patienter til og fra operation. Man hjælper også hinanden med at gøre rent mellem operationerne. Der er ikke en portør i sigte. Og rengøringspersonalet er der i hvert fald ikke, mens klinikkens egne læger og sygeplejersker er på arbejde.

Kirurg Helle Lund kommer fra Nordsjællands Hospitals »moderskib« i Hillerød og opererer to gange om måneden på friklinikken i Frederikssund.

»Herude har vi et større ansvar for flowet. Det kan jeg godt lide«, siger hun.

Balancepunkt nået

Siden november sidste år har Nordsjællands Hospital haft en friklinik i Frederikssund. Den er en slags laboratorium, hvor man prøver af, om andre arbejds- og organiseringsformer kan løse en række problemer, som det offentlige sygehusvæsen står midt i:

• Forgæves rekruttering af især anæstesisygeplejersker.
• Omfattende udlægning af simpel kirurgi til privathospitaler.
• Manglende uddannelse af unge læger i simple kirurgiske indgreb.

Et problem, som går igen mange andre steder. Og som skal løses, påpeger formand for regionsrådet i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S).

»Lige nu skal vi være meget opmærksomme på balancen. Hvor meget personale kan vi tåle at miste, når vi har forpligtelser til at drive akuthospital og uddanne læger og sygeplejersker. Der er vi nu ved et balancepunkt«, siger han.

Manglen på personale har sendt meget af den ukomplicerede kirurgi ud til den private sektor. Dermed får hospitalerne problemer med at varetage deres uddannelsesforpligtelse.

»Dét går ikke. Vi må aldrig nå dertil, hvor vi uddanner for få eller for dårligt. Det tager vi ret alvorligt«, siger Lars Gaardhøj (S).

Det er de samme grunde, der har fået Nordsjællands Hospital til at tænke nyt. Kunne man lave et setup, der ligner det, der har fået så meget personale til at søge over i det private? Kan man kombinere det gode fra det private med det gode fra det offentlige og få det bedste fra begge verdener?

Svaret er, at det har man faktisk for længst gjort i andre af landets regioner. Både Region Midtjylland og Region Syddanmark har mange års erfaring med friklinikker. Her har man netop kigget det private over skulderen. 

Region Midtjylland har haft en friklinik siden 2011 og Region Syddanmark siden 2002. Nordsjællands Hospital sendte faktisk en delegation til Silkeborg, og konklusion var klar:

»Der var rigtig meget at lære og bruge fra dem«, fortæller hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.

»Den måde de havde taget ved lære af det private, og den måde det private organiserer og udfører arbejdet til god kvalitet, er en kæmpe inspiration for os«, fortæller den nordsjællandske hospitalsdirektør.

Kun 31 øre

Friklinikken i Region Syddanmark har eksisteret siden 2002. Længe før manglen på anæstesisygeplejersker. Den er ikke sat i verden for at løse dét problem, men for at sikre, at ventetiderne ikke overstiger de lovbestemte. På den led kunne man også kalde den for en »garantiklinik«.

Friklinikken i Region Syddanmark har skiftet adresse tre gange siden 2002. Den har både ligget på Brædstrup Sygehus, Give Sygehus og Grindsted Sygehus, hvor den ligger nu. Den har også haft skiftende opgaver. Tidligere var den rygcenter, så øjenoperationer og nu smerteklinik, kardiologi, neurologi, hovedpineklinik, urologi, ortopædkirurgi og organkirurgi.

»Vores opgave er at håndtere det, som regionen har problemer med at varetage inden for behandlingsgarantien. Så vi ved godt, at på et tidspunkt skal vi afgive en given funktion igen. Når behovet ikke længere er der, er vores opgave udspillet, og så lægger vi vores fokus et andet sted«, forklarer Torsten Wentzer Licht, der som læge har været på friklinikken i Region Syddanmark i ti år, de seneste fem som klinikchef.

Netop smidigheden i forhold til placering og funktioner er med til at gøre friklinikken på Grindsted Sygehus en succes. Sidste års regnskab viser succesen ganske udmærket. I 2022 viste DRG-afregningen, at hvor en operation eller medicinsk behandling i det offentlige som udgangspunkt »koster« 100%, så koster det på friklinikken i Grindsted mellem 31 og 87% i DRG-afregning. Med andre ord: For hver krone, der skal til for at udføre en bestemt operation eller behandling på en almindelig hospitalsafdeling, koster det kun 31-87 øre i Grindsted, med smerteklinikken som den billigste. Inden for det kirurgiske speciale ligger DRG-afregningen på 70% i Grindsted. Det samlede driftsresultat endte i 2022 på 48%, som er under den målsætning på 57%, som Region Syddanmark har for Friklinikken.

»Det er jo hovedet på sømmet: Når vi driver friklinik i Region Syddanmark, så gør vi det, fordi vi skal sikre os, at vores skatteborgere får behandling – til billigst mulige penge«, lyder det fra klinikchef Torsten Wentzer Licht.

Hvordan det kan blive så meget billigere at drive friklinik, handler også om, at friklinikker typisk ikke har egen HR-afdeling og teknisk afdeling. Det tilkøber de fra hovedhospitalet sammen med ydelser fra køkken, IT-afdeling og lønkontor. Friklinikkerne har typisk heller ikke en forskningsmæssig forpligtelse og intet indtag af akutte patienter. Der er derfor ikke personale i vagtberedskab. Dermed kan friklinikker udnytte de personalemæssige ressourcer mere effektivt og målrettet end andre sygehuse.

»De faste omkostninger, som et stort sygehus har, har vi ikke«, forklarer friklinikchefen i Region Syddanmark.

Som Danmarks ældste friklinik med mere end 20 år på bagen har klinikchefen og hans personale  undret sig over, at flere regioner ikke er hoppet med på vognen for længst.

»Det har da igennem årene givet anledning til overvejelser, når vi nu kender økonomien bag at drive sådan et sted, hvorfor der ikke er flere, der gør det«, lyder det fra Torsten Wentzer Licht.

Sejret sig ihjel

I Region Midtjylland har man som sagt haft friklinik siden 2011. Den ligger på Regionshospitalet i Silkeborg og startede ligesom de andre friklinikker, fordi der var behov for et sted, der med kort varsel og med skiftende fokus kunne træde til på de områder, der ellers ville blive lagt ud til privathospitaler. På friklinikken i Silkeborg har man over tid således taget sig af både ortopædkirurgi, brok og åreknuder.

I dag er funktionerne blevet faste. Friklinikken i Silkeborg er nu fast søvnklinik og tager sig også fast af grå stær og mandlig sterilisation. Årligt opererer man cirka 2.800 grå stær, har 10.000 patienter i søvnforløb og laver 1.000 sterilisationer.

»På en måde har vi sejret os ihjel. Forstået sådan, at vi er så kæmpestore nu og så fasttømret i vores funktioner, at dynamikken fra tidligere er væk. Så afhængigt af hvordan man ser på det, er vi både en skræmmehistorie og et drømmescenarie. Vi synes selv, at vi er en fantastisk succes«, lyder det fra cheflæge Peter Toft fra friklinikken, der også i dag går under benævnelsen Center for Planlagt Kirurgi.

Udfordrer alt

De jyske friklinikchefers nyslåede kollega i Frederikssund, chefsygeplejerske og klinikleder Lene Breum har også fundet ud af, at en friklinik er en »no brainer«. Hun har selv haft en række chefstillinger i den private sygehussektor, så for hende er det en drømmetjans at få lov at kombinere begge verdener.

»I det offentlige er der mange firkantede regler. Hos os er det mere flydende. Vi gør det samme som på moderskibet i Hillerød, vi gør det bare, så patienterne er hurtigere igennem. Både fordi vi selv kører patienterne og tørrer lejerne over, og også fordi vi kun har de meget raske og selvhjulpne patienter. Ligesom det private typisk har«, forklarer hun og tilføjer, at det tager friklinikken omkring 20 minutter at gøre operationsstuen klar til den næste patient. Hvor det nemt tager over en time på almindelige hospitaler.

Men inden det overhovedet er muligt at tørre lejer over selv, skal personale lokkes tilbage fra det private. Indtil videre er det lykkedes godt. Fem af de syv sygeplejersker på friklinikken har brugt returbilletten. Hvorfor de har gjort det, ved Lene Breum godt.

»Rekrutteringsproblemerne er så store i det offentlige nu, at tiden er den rette til at udfordre alt det eksisterende. Ikke mindst vagtskemaer og bemanding«, siger hun og forklarer, at med klinikkens åbningstid fra 8 til 16, står medarbejderne ikke længere »op med lyset«, som de ofte gør i andre dele af det offentlige.

»Det kan jo være rædselsfuldt for B-mennesker, så det gør vi ikke her«, siger hun.

Der er heller ingen weekend- og nattevagter, og klinikken har også lige været lukket i vinterferien. For medarbejderne giver det stabilitet og forudsigelighed, som rimer på familieliv eller seniorliv.

Friklinikken tilbyder også medarbejderne stor medindflydelse på, hvordan den drives bedst og smartest. Lene Breum mener, at det skaber en teamånd, som også fastholder medarbejdere.

Faktisk mener klinikchefen det alvorligt, når friklinikken skal udfordre det eksisterende. I yderste konsekvens:

»Hvis sundhedsplatformen bremser vores effektivitet, fordi der er en masse dobbeltdokumentation og knapper, der skal klikkes på to gange, så udfordrer vi også den om nødvendigt«, siger hun.

Velkommen til »sommerhuset«

For lægerne er der også forskel på at arbejde på friklinikken og på hovedhospitalet. Da cheflæge for Kirurgisk Afdeling på Nordsjællands Hospital Peter Svenningsen kommer ind på klinikchef Lene Breums kontor i Frederikssund, får hun med lidt humor sagt til ham, at han er kommet ud til »sommerhuset«. Det griner de to af, men der er i hvert fald en sandhed i, at det er anderledes at være læge på friklinikken.

»Det er anderledes for lægerne at være herude, fordi de får det fulde forløb med patienterne. Og de unge fremtidige speciallæger får det fulde patientforløb med i deres uddannelse. Ved uddannelse på privathospitaler får de måske 10% af patientforløbet. Her får de det hele«, lyder det fra Peter Svenningsen, der ligeledes mener, at det er en fordel, at læger også hjælper til med portørarbejde.

»Det tætte læge-patient-forløb er godt for patienten, godt for personalet og godt for pengene«, siger han.

Men er der i virkeligheden tale om en spareøvelse, som eroderer faggrænser, så alle i sidste ende skal gøre mere? Det afviser cheflæge Peter Svenningsen.

»Det har ikke på noget tidspunkt været svært for mig at stille mig op foran medarbejderne og sælge den her idé. Den er så let at argumentere for. Værdimæssigt er det en meget tydelig historie. Vi giver alle sammen et nap med, og på den måde henter vi patienter hjem«, siger han.

Næsten for hurtigt

Hvad med patienterne? Gør det nogen som helst forskel for dem, at de bliver behandlet på en friklinik? Christian Nobel, der skal opereres for brok, siger nej. Han har faktisk slet ikke sat sig ind i, hvad det vil sige, at han skal opereres på friklinikken frem for det private eller hovedhospitalet. Det eneste, der betyder noget for ham, er tidsperspektivet.

»For mig er det tomato tomato, om det er det ene eller det andet sted. Det var bare rart, at jeg kunne komme hurtigt til herude«, siger han.

Og det kunne han. Men hurtigt kan faktisk også være et problem, har friklinikken opdaget. Hospitalschef Bente Ourø Rørth fortæller, at patienterne er »ved at falde ned af stolen«, når de hører, at de kan komme til nærmest med det samme. Konsekvensen af dét er faktisk overraskende, fortæller klinikchef Lene Breum.

»Vi har lidt udfordringer med at få patienterne til at kunne så hurtigt. De er jo vant til, at de skal vente længere, så når vi siger ,om halvanden uge’, så er det ikke alle, der kan«, fortæller hun.

Inde på operationsstue 6 er Helene Bruun den anæstesisygeplejerske, der skal få Christian godt gennem sin operation. Hun er en af de fem sygeplejersker på friklinikken, der er kommet tilbage til det offentlige efter en tid i det private. Hun har skåret jobbet på privathospital ned til en dag om ugen og er nu de resterende fire på friklinikken i Frederikssund.

Når man spørger hende, hvad forskellen på de to steder er, nævner hun, at der ikke er uddannelseslæger med til operationer i det private. Men der er også andre forskelle.

»Der er måske nok lidt følelsen af samlebånd i det private«, siger hun bryder sig egentlig ikke om, hvis det lyder alt for negativt, for på friklinikken er der også fokus på at få opgaverne løst effektivt. Alligevel føler hun, at der er mere ro på. Hun har mere tid til at tilse patienterne end i det private. Men det private kan helt sikkert også noget, understreger hun. For eksempel at man som sygeplejerske på et privathospital udelukkende har dagvagter. Det betyder meget for hende. Men det har hun også på friklinikken. Og da lønnen er nogenlunde den samme, ville hun faktisk hellere være i det offentlige, hvor hun også oplever, at der er mere viden at tappe af. Så alt i alt er det mere attraktivt for hende at være på friklinikken.

»Også fordi jeg tror på et offentligt sundhedsvæsen og gerne vil være med til at bevare det, hvis jeg kan gøre det ved at tilbyde min assistance«, siger Helene Bruun.

De mere flydende faggrænser på friklinikken, hvor alle giver en hånd med til det praktiske, trives hun også godt med.

»Det ved man fra start her, så alle er indstillet på at give en hånd. Det er derfor, det fungerer. Og når man kan se, at det fungerer, så bliver det også meningsfyldt«, forklarer hun, mens kirurgen og introlægen får patienten gjort klar til operation.

Ingen stuegang

Kikkertoperationen tager cirka 30-40 minutter. Kirurg Helle Lund styrer tang og saks, mens introlæge Patrick Uhrenholdt Dalgaard Jensen styrer kameraet. Undervejs fortæller Helle Lund alt, hvad hun gør, og hvorfor. Hun er fuld af erfaringer og gode råd, som hun deler med den unge læge.

»Ikke nogen små haps. Man skal have godt fat. Og så kører jeg bare med saksen, som var det julepapir«, siger hun til den unge læge om noget af det væv i lysken, der skal frigøres for at få has på brokken.

»Se, saksen er også god til at bruges som en skubber«, viser hun ham på skærmen, hvor hendes bevægelser med instrumenterne kan ses.

Da de er færdige, er det introlægen, der syr hullet i navlen sammen. Imens fortæller kirurg Helle Lund, som også er lægelig tovholder på friklinikken, hvorfor hun godt kan lide sine to månedlige dage i Frederikssund.

»Vi har også et godt flow på vores dagkirurgiske afsnit i Hillerød. Det er også en velfungerende afdeling. Forskellen er, at herude skal vi ikke andet mellem operationerne. Vi skal ikke på stuegang. Det giver en anden ro«, siger hun.

Hun er heller ikke i tvivl om, hvorfor friklinikken er god for sådan en som Patrick.

»Uddannelseslægerne får flere operationsdage, når de også kan komme herud”, siger hun.

Og introlæge Patrick Uhrenholdt Dalgaard Jensen synes, det er meget fedt også at vide, hvordan sengelejerne fungerer. Så han bokser lige lidt med bremsen, inden han kører afsted med den færdigopererede Christian.

Tilbage på stuen snakker teamet om, hvorvidt de skal holde frokost nu eller vente til efter den næste operation. Nogle af dem vil gerne spise, så sådan bliver det i dag.

2.500 operationer om året

Hospitalsdirektør for Nordsjællands Hospital Bente Ourø Rørth har det øverste ledelsesansvar for friklinikken i Frederikssund. Hun fik de tre operationsstuer ude i Frederikssund sat i stand, så klinikchef Lene Breum kunne gå i gang med at rekruttere. Det har vist sig, at de godt kan rekruttere tilbage fra det private ved at tilbyde de samme vilkår.

»Det er typisk de lidt ældre sygeplejersker eller lidt yngre med små børn, der gerne vil dagkirurgien og også gerne vil være en del af det offentlige. Og et sted, hvor man ikke hele tiden bliver forstyrret af telefoner, stuegang og så videre«, forklarer Bente Ourø Rørth.

Men der er også andre succesparametre. Friklinikken skal producere lige så meget som de private tilbud kan. Der er man ikke helt endnu, men man arbejder målrettet på det. Og selvom det stadig er for tidligt at gøre det op, ser økonomien i friklinikken lovende ud.

»Det ser ud til, at vi kan gøre det for den halve pris ved at køre det selv, fremfor at lægge det ud til det private. Måske bliver det endnu billigere«, lyder det fra hospitalsdirektøren, der ikke kan sætte kroner og øre på, før projektet skal evalueres til sommer.

Men hun kan godt give en anden opløftende status: Allerede nu sender Nordsjællands Hospital ikke længere noget ud til det private fra gynækologisk og abdominal. Heller ikke fra øre-næse-hals.

»Men vi sender stadig ud fra ortopædkirurgisk, som har et af de største volumener. Så nu skal vi til at finde ud af, hvordan vi får mere ortopædkirurgi hjem også«, siger hun fra hospitalet, der hidtil har sendt patienter på privathospital for 50-60 mio. kr. årligt. Nu opereres cirka 12 patienter dagligt på friklinikken, og hun forventer, at friklinikken årligt kommer til at foretage 2.500 operationer i stedet for at sende dem til private sygehuse.

Læring fra COVID

Det oplagte spørgsmål er, om friklinikkens erfaringer kan eller bør overføres til de store hospitaler. Her understreger formand for regionsrådet i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S), at der indtil videre er tale om et pilotprojekt i Frederikssund. Det er ifølge ham for tidligt at sige, om erfaringerne fra friklinikken skal rokke ved, hvordan man gør tingene andre steder i sundhedsvæsenet.

»Det er altid sundt at udfordre sig selv lidt. Men det skal gøres med omtanke. Sundhedsvæsenet er bygget op om en ballast og en viden om, hvordan man gør tingene på en god måde. Det skal vi ikke smide ud med badevandet. Men hvis vi kan lære noget nyt undervejs og nå noget mere fremover med de samme ressourcer og uden at gå på kompromis med patientsikkerheden eller arbejdsforhold, så skal vi selvfølgelig tage ved lære af det«, lyder det fra regionspolitikeren.

Klinikchef Lene Breum er helt bevidst om, at friklinikken i Frederikssund lige nu får »luft under vingerne« af at være ny og anderledes. At netop det nye giver en særlig holdånd, som ingen ved om går fløjten, hvis det forsøges implementeret i større stil.

Selv er hun med sine mange års erfaringer som chef i både det offentlige sygehusvæsen og det private ikke i tvivl om, det kan lade sig gøre at overføre erfaringer fra friklinikken til større steder. For hende at se er der mest et spørgsmål om at få medarbejderne med.

»Når ledelsen kommer og siger, at de har fået en god idé, ligger det altid latent, at medarbejderne ser det som en spareøvelse. Så rykker de tættere sammen, og der kan opstå noget modstand«, lyder hendes erfaring. Men der er ikke længe siden, det stod klart – endda i allerstørste skala – hvor meget og hvor hurtigt, man kan lave om.

»Vi kunne vende hospitalerne på hovedet på 14 dage under COVID. Hvorfor? Fordi det gav faglig mening. Dér var der ingen, der behøvede forklaringer. Lige nu står det offentlige sundhedsvæsen på en brændende platform. Det er alle klar over. Og derfor tror jeg heller ikke, at jeg behøver at gøre sætningen færdig om, hvorfor vi har brug for at gøre tingene anderledes«, lyder det fra klinikchefen.