Frit sygehusvalg i hele EU

Med flere års forsinkelse vedtog Europa-Parlamentet onsdag direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser - det såkaldte Patientrettighedsdirektiv.

Herefter vil EU-borgere nu - når visse vilkår er opfyldt - frit kunne vælge, hvor i EU de vil behandles. Direktivet har været forsinket, blandt andet fordi det danske Sundhedsministerium og Danske Regioner har kæmpet for en tilføjelse om, at behandlingen skal forhåndsgodkendes af hjemlandets myndigheder.

Hvis det efter en lægelig vurdering skønnes, at ventetiden i hjemlandet er lægefagligt uforsvarlig, kan borgeren få godkendt behandling i et andet EU-land. Udgiften betales af det offentlige, uden at borgeren vil skulle lægge pengene ud selv.

Retten til behandling i udlandet omfatter kun behandlinger, som i forvejen gives i hjemlandet. Direktivet åbner dog muligheden for, at patienter med sjældne sygdomme både kan diagnosticeres og behandles i udlandet, hvis den nødvendige ekspertise ikke findes i hjemlandet. Og i det tilfælde må hjemlandet ikke skele til økonomiske hensyn, men skal alene basere afgørelsen på, om landet råder over den lægefaglige ekspertise eller ej.

Såvel Danske Regioner som Sundhedsministeriet hilser direktivet velkomment. Sundhedsminister Bertel Haarder (V) siger til Berlingske Tidende, at det vil lægge et nyt pres på det danske sygehusvæsen. Det vil »kickstarte konkurrencen« om at blive så godt, at ingen vil ønske at rejse til udlandet. Og ifølge regionernes formand, Bent Hansen (S), vil det sikre, at man bevarer det danske princip om ret til lige adgang til behandling - også i udlandet.

Nye krav til læger

For lægerne kan direktivet betyde et øget pres for standardiserede speciallægeuddannelser i EU-landene. Formanden for Foreningen af Speciallæger (FAS), Erik Kristensen, venter desuden, at det vil skærpe kravet om, at speciallægerne med jævne mellemrum dokumenterer, at de vedligeholder og udvikler deres kompetencer.

Han vil ikke gå så vidt som til at bruge udtrykket recertificering, som Lægeforeningen og dens delforeninger hidtil har afvist:

»Det er ingen tvivl om, at der vil komme krav om en eller anden form for dokumentation«, siger han.

»Arbejdsgiversiden vil fremover blive nødt til at sørge for, at der indbygges en formaliseret efteruddannelse i stillingsbeskrivelsen for de ansatte i en afdeling, som kan dokumenteres«.

En certificering?

»Ikke et diffust recertificeringssystem, men en dokumentation for, at man har gennemgået en bestemt uddannelse i en given periode, og at man har fået en supplerende uddannelse i forhold til sin konkrete stillingsbeskrivelse«, siger Erik Kristensen.