Fru Jensen

»Ak, hvor forandret« kunne jeg sige med Blicher.

Hvor dog livet tit spiller en et puds. Det ene øjeblik lykkeligt forelsket. Det næste svigtet, ulykkelig.

Den ene dag tilfreds med sig selv. Den næste er selvtilliden væk. Også i mit arbejde som læge har jeg oplevet disse bratte fald ned i mørket. Jeg blev læge på et tidspunkt, da troen på lægerne var stærk. Læger vidste alt og kunne alt. Der var dog en begyndende diskussion om andre kvaliteter end de videnskabelige. De menneskelige! Ud med apparatfejlslægen og ind med lægen med den menneskelige forståelse. Ham, som satte sig på sengekanten, som så dybt i patienten, trøstede og forstod. Sådan en læge var jeg. Albert Schweitzer og Halfdan Mahler i én person. Selvfølgelig skulle ekg'erne tolkes, og naturligvis skulle de rigtige blodprøver tages og røntgenundersøgelserne gennemføres, men hvor mange cancerpatienter blev egentlig helbredt? Nej, her var den nye læge med helhedssynet, patienternes sande ven, ham på sengekanten, der så patienten i sin sociale sammenhæng - ikke blot som en diagnose.

Ja, det var mig. Jeg tror ikke, at mange i dag kan genkende billedet, men sådan var jeg - lige indtil det skete - det frygtelige, der rystede min grundvold og ændrede mit forløb. Man kan sige, at jeg mødte min skæbnepatient i skikkelse af gamle fru Jensen fra Amagerbrogade.

Var hun mon blot et redskab? Var det skæbnen, der greb ind uden at vise mit unge følsomme sind nåde? Fru Jensen ændrede en ung læges karriereforløb. Det var brutalt at se sig selv nøgen.

Jeg husker så tydeligt stuegangene på Sundby Hospital på Amager. Denne særlige stuegang står mejslet i mit sind. Efter nogen tids ansættelse på Medicinsk Afdeling fik jeg lov til at gå selvstændig stuegang. Det var en stolt fornemmelse.

Hospitalerne var anderledes dengang. Der var patienter på gangene og mange ottesengsstuer. Der lå de gamle og ventede. I mange tilfælde var de færdigbehandlede og så frem til de alt for få plejehjemspladser, der blev ledige.

Jeg forlod lægekontoret med en sekretær, Jane, og en stak journaler. Jane var kun lidt ældre end jeg. Hun kunne stenografere, så jeg skulle blot diktere ordinationer og observationer.

Jeg gik ned ad den lange hvidmalede gang med sygestuerne på højre hånd. Allerede på den anden stue ventede fru Jensen . Det var en ottesengsstue fyldt op af otte ældre kvinder, som så forventningsfuldt på den indtrædende unge læge. Jeg var afbrydelsen i ensformigheden. Jeg var dagens underholdning.

Fru Jensen lå i anden seng på højre side. Jeg havde vænnet mig til at gå rundt mod uret, så efter ganske kort tid så jeg min skæbne i øjnene. »Og hvordan går det så her«, spurgte jeg med et professionelt smil og et lille nik, der viste, at jeg var klar til at løse hendes problemer.

»Jo, der var altså det med maven«. Jeg var straks parat og satte mig på sengekanten. »Maven?" »Ja, det kniber jo noget, jeg tænkte på, om doktoren kunne hjælpe mig«. Jeg så på den ledsagende sygeplejerske, der rystede på hovedet og meddelte, at man forgæves havde forsøgt flere midler.

Jeg så mildt på fru Jensen og opfordrede hende til at være tålmodig.

»Hvad mener doktoren om svesker?«

»Svesker?" Spurgte jeg lettere forvirret og følte min professionalisme udfordret. Svesker havde vi da aldrig lært om i farmakologien.

»Ja, det plejer jo at hjælpe, så jeg vil gerne høre doktorens mening«.

»Jamen, svesker er da udmærket, stort fiberindhold og sundt vegetabilsk«.

»Hvor mange svesker skal jeg tage?«

»Tja«, svarede jeg, »det er vel lige, til de virker«.

»Jeg plejer at tage et halvt pund om dagen, men det har jeg altså ikke fået herinde«.

Der udspandt sig nu en længere saglig diskussion om den nødvendige sveskemængde, hvori også Jane og sygeplejersken deltog. Jeg så den gamle fru Jensen live op og få glød i kinderne under beskrivelsen af tidligere tiders voluminøse afføring. Også de andre gamle damer tog del i diskussionen fra deres senge. De løftede ikke hovedet fra puden, men gestikulerede med armene og talte højrøstet. Ordet svesker forekom ofte, og jeg hørte sveskegrød dukke op og svesker til andesteg og kærlige beskrivelser af deres afføring gennem tiden.

Og så skete det, der bare ikke måtte ske, og som jeg troede var overstået med teenageårene. Det kom indefra - uimodståeligt. Jeg mærkede trykket - jeg bed tænderne sammen, kunne føle rødmen stige op i kinderne. Jeg kunne ikke stoppe det. Jeg fik »grineflip«.

Kender De det, min ærede læser. En uimodståelig trang til at le, eller rettere grine højt. Det brød frem i små fnis og blev en uimodståelig latterbølge. Jane skævede til mig og smilede forsigtigt. Min grinen blev til et latterbrøl, og jeg måtte skyndsomst forlade sygestuen og fortsætte i løb ned ad gangen og ind på lægekontoret. »Lægen med ret til selvstændig stuegang«.

De ser, mine damer og herrer, hvordan en ung lovende læges karriere hurtigt kan skifte spor.

Og fru Jensen ? Jeg så hende aldrig mere. En venlig kollega overtog stuegangen. Han forstod vist aldrig helt hvorfor.

Jørgen L. Thomsen E-mail: jthomsen@health.sdu.dk