Skip to main content

Frustreret overlæge sagde op: Jeg orker ikke mere

Arbejdsbyrden som overlæge blev for meget for Pia Holland Gjørup, der mener, at hun selv og andre overlæger skal være bedre til at sige stop, når arbejdspresset stiger.

Jeg har bare holdt ved og holdt ud. Det tror jeg også, at mange andre overlæger gør. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke mere, siger overlæge Pia Holland Gjørup. Foto: Astrid Dalum
Jeg har bare holdt ved og holdt ud. Det tror jeg også, at mange andre overlæger gør. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke mere, siger overlæge Pia Holland Gjørup. Foto: Astrid Dalum

Anders Heissel, ah@dadl.dk

20. maj 2016
9 min.

Da en sygeplejerske en dag i midten af marts sidst på eftermiddagen kom hen til overlæge Pia Holland Gjørup og bad hende lægge en plan for en patient, blev sygeplejersken blot bedt at holde sig væk. Og da flere yngre læger i samme periode vrissent blev afvist af Pia Holland Gjørup i deres søgen efter gode råd, var det nok.

»Jeg var ikke en god kollega mere. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg ikke kunne se en løsning, hvis vi skulle køre videre med det samme antal læger og det samme antal opgaver. Så skulle vi have flere læger, og der er ingen læger at få i mit speciale. Arbejdspresset var for stort, og jeg blev aldrig færdig med mit arbejde. Jeg var var nødt til at sige op«, forklarer Pia Holland Gjørup.

Hun er 45 år, og har i sine tre år som speciallæge været ansat på Lungemedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Holstebro. Men den opsigelse, hun havde haft liggende på computeren et stykke tid, blev nu aktiveret. Hun sagde op. Hun kunne ikke mere. Hun orkede ikke mere.

Mine børn har altid været vant til, at jeg arbejdede meget, men da jeg fortalte dem, at jeg havde sagt op, sagde min datter, at hun glædede sig til, at jeg også kunne hente hende i skolen. Pia Holland Gjørup, overlæge på på Lungemedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Holstebro

Postede opsigelse på Facebook

Indtil i fredags var den opsigelse en sag mellem Pia Holland Gjørup og hendes chef. Men da hun fredag aften kl. 18.00 kørte hjem fra hospitalet i Holstebro til huset i Gjellerup lidt vest for Herning ramte netop den dag lige præcis hovedet på sømmet: Hun kom sent hjem til familien uden på nogen måde at være færdig med dagens arbejde. Så efter at have spist aftensmad med familien, satte hun sig til tasterne for at skrive Facebook- og debatindlægget »Kære lungepatient, undskyld«, hvor hun forklarede om det daglige arbejdspres og den dårlige samvittighed over at svigte patienterne.

»Jeg var dybt frustreret over de manglende handlemuligheder i mit eget job – selv som overlæge. Og selv om jeg normalt ikke er en, der blander mig i den offentlige debat, ville jeg gerne have opmærksomhed på problemet. Jeg overvejede kort, om jeg skulle gøre indlægget offentligt. Men det er jo sådan, jeg har det, så hvorfor skjule det«, forklarer hun.

Siden er indlægget blevet bragt i Jyllands-Posten og delt næsten 5.000 gange på Facebook, og Pia Holland Gjørup er overrasket over, at så mange kan genkende hendes historie i deres eget liv.

Alligevel tøver hun over for Ugeskrift for Læger med at uddybe sin baggrund for at sige op. Hun føler, at hendes frustration og kritik falder tilbage på hendes kollegaer på afdelingen, der ikke har bedt om at blive udstillet offentligt. Men så ombestemmer hun sig, fordi hendes mål jo netop er at skabe bedre rammer for hende selv og alle andre læger. Og at få læger til at rejse panden og sige fra, når presset bliver stort.

”Jeg frygtede, at mine kollegaer blev sure, fordi man som overlæge bare ikke går offentligt med sin kritik, men klarer det internt. Men kollegaerne har modtaget det meget fint og afdæmpet, og selv om jeg også er tilhænger af at klare problemerne selv, så følte jeg, at jeg ikke kom nogen vegne. Derfor var jeg nødt til at gøre det offentligt.”

Faktaboks

Fakta

Det er aldrig ledelsens skyld

I hendes tre år på afdelingen har hun altid elsket sit arbejde.

»Jeg har altid været glad for mine patienter og glad for mine kollegaer, så det har holdt mig i gang. Men jeg bruger for mange timer på mit arbejde, uden at jeg har fornemmelse af, at jeg nogensinde bliver færdig. Jeg har altid arbejdet meget, men problemet er, at jeg stadig ikke er færdig med bunkerne, når jeg går hjem til min mand og mine børn kl. 18.00. Jeg kan helt enkelt ikke nå det. Men hvis jeg eller andre læger ikke kan nå arbejdsopgaverne, falder det altid tilbage på os selv. Så er man enten for doven eller har ikke organiseret sit arbejde godt nok. Det er aldrig ledelsens skyld. Det system, vi arbejder i som læger, er planlagt ned til mindste detalje, og det gør det meget sårbart for sygdom eller ekstra patienter. Der skal ikke meget til at vælte en dag. Og jeg tror ikke, at man på andre medicinske afdelinger andre steder i landet har det meget anderledes«.

Men hvad gjorde du selv for at forbedre dit arbejdsliv?

»Jeg foreslog at lukke nogle afsnit ned, fordi vi med det antal læger ikke kan nå alle de patienter. Men det blev ikke til noget. Der er selvfølgelig sket små forbedringer, men min oplevelse er, at vi som system skal kunne favne det hele. Jeg har dog nok ikke været god nok til at involvere min ledelse i mine frustrationer, og jeg har ikke sagt, at hvis ikke der sker ændringer, så smutter jeg. I stedet har jeg bare holdt ved og holdt ud. Det tror jeg også, at mange andre overlæger gør. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke mere«, forklarer Pia Holland Gjørup.

Børnene glæder sig

Hendes mand er ingeniør og har med hendes egne ord altid »været den primære omsorgsperson« for deres to børn på syv og ti år og har aldrig brokket sig over den fordeling. Men han spurgte for nylig, om ikke hun arbejdede lidt meget. Det afviste hun prompte, men gjorde alligevel timetallet op, og resultatet var, at hun arbejdede over i op til ti timer om ugen plus forberedelse om aftenen i hjemmet.

»Mine børn har altid været vant til, at jeg arbejdede meget, men da jeg fortalte dem, at jeg havde sagt op, sagde min datter, at hun glædede sig til, at jeg også kunne hente hende i skolen. Så på den måde har mine børn nok alligevel manglet mig lidt«, siger Pia Holland Gjørup.

Hvis andre skulle tænke, at hun da bare skulle have strammet ballerne og kæmpet sig gennem en svær periode, vil hun blot sige:

»Jeg er ligeglad, for jeg orker ikke mere. Jeg orker simpelthen ikke mere«.

Nu holder hun ferie indtil den 1. august, hvor hun regner med at begynde på en anden afdeling på samme hospital.

Bliver problemet så ikke bare det samme, når du begynder igen?

»Jo, det er der en risiko for. Men jeg håber, at jeg er blevet bedre til at sige fra, lade være med at bilde mig ind, at jeg er en superhelt og kan det hele. Og lade være med at tænke, at problemer løser sig selv. For problemet er tit, at når jeg har travlt, har jeg ikke overblikket over, hvad der egentlig er galt«.

Hvad vil et godt råd være til yngre læger?

»Husk at spise din frokost og gå hjem til tiden«.