Frygt for sundheden i ny EU-traktat

Et slagsmål er startet i Bruxelles om placeringen af sundhedsområdet i den kommende EU-forfatning. Den korte version er, at regeringerne vil have så lidt som muligt med i den nye traktat af hensyn til den nationale sundhedspolitik. De europæiske organisationer i sektoren, organiseret i EU Health Policy Forum, vil have sundhed stærkere med for at få sammenhæng i tingene.

En lang række andre områder, der har med medicin, markedsføring, forskning og uddannelse at gøre er allerede mere eller mindre reguleret af EU-politik, men af alle mulige andre grunde end hensynet til sundheden. Policy Forum, der bl.a. repræsenterer lægernes europæiske organisation CPME og speciallægernes organisation UEMS, mener, at det første traktatudkast fra EU-konventet placerer folkesundhed på sidelinjen.

En nedprioritering af folkesundheden

Health Forum mener, at folkesundhed, der er med i artikel 152 i den nuværende Amsterdamtraktat, er blevet nedprioriteret i det første foreløbige udkast til en forfatningstraktat for EU. Fra at være et område, hvor der er delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne, er det rykket ned i en kategori, hvor EU støtter eller koordinerer medlemsstaternes aktiviteter, men ikke selv har kompetence til at lovgive, mener EU Health Policy Forum.

Det passer ikke, siger højt-stående kilder ved EU-konventet, der har været direkte involveret i udarbejdelsen af traktatudkastet. Det, som foreligger nu, kaldes godt nok et traktatudkast, men faktisk skal det kun opfattes som et udkast til en struktur på en kommende europæisk forfatning, hvor de forskellige politikområder er listet op i kategorier. Det afspejler grundlæg-gende kompetencerne, som de er i den nuværende traktat. Det foregriber ikke det arbejde, der senere skal foregå i Konventet, siger kilderne.

Sundhedsperspektivet mangler i EU-politik

Lægeforeningens formand Jesper Poulsen er ikke enig.

– Det udkast, der nu foreligger, er godt nok en beskrivelse af strukturen, men der er folkesundhed lige netop placeret sammen med fx beskæftigelsespolitik og kultur i en kategori, der hedder »områder, hvor Unionen kan beslutte at iværksætte supplerende tiltag«. Det er alt for uforpligtende i en situation, hvor EU har støt stigende indflydelse på sundhedsområdet, men af en hel masse andre årsager end hensynet til at gøre folk sundere.

– Tag fx den fri bevægelighed for læger og andet sundhedspersonale og den gensidige godkendelse af vores uddannelser. Det sker af hensyn til arbejdskraftens fri bevægelighed. Markedet for lægemidler er reguleret af det Europæiske Lægemiddelagentur af hensyn til det indre marked

Det samme gælder godkendelsen af medicinsk udstyr. Bioteknologi og markedsføringen af lægemidler reguleres af EU direktiver af hensyn til den europæiske industris konkurrenceevne etc.

Sundhedsydelser er tjenesteydelser

Dertil kommer en række domme ved den europæiske domstol, der af juridiske eksperter i Danmark og andre steder er blevet tolket som meget indgribende i medlemslandenes nationale politik, men embedsværket har slået knude på sig selv for at bevise, at dommene ikke har nogen konsekvenser. Men det har i hvert fald den konsekvens, at patienterne er stillet i en urimelig situation. De første domme, den så-kaldte Decker/Kohll-sag (se boks) handlede om tilskud til briller og tandbehandling. I begge tilfælde fik sagsøgerne anerkendt, at de kunne tages deres nationale tilskudsordning med til et andet EU-land. De næste domme handlede om egentlig sygdomsbehandling (se boks). og var epokegørende, fordi EF-domstolen slog fast, at en sundheds-ydelse er en tjenesteydelse, og som sådan er dækket af bestemmelser i selve EU’s grundlov, Romtraktaten. Patienterne har altså i princippet fået en ladeport til det indre marked for sundhedsydelser, men med den nuværende holdning i medlemslandene kan de, hvis de ikke har carte blanche fra hjemlandet, risikere, at de skal tage hver enkelt sag fra hvert enkelt land til domstolen for at få afgjort praksis.

Stop sundhedspolitik ad bagdøren

– Det er et helt urimeligt pres at lægge på syge mennesker, og det burde også være uacceptabelt for politikerne, at det er domstolen, der skal afstikke rammer for, hvilke rettigheder patienterne har i det indre marked, siger Jesper Poulsen. Det burde også være utåleligt for politikerne, at så mange andre områder inden for sundhed bliver reguleret af ting, der er udtænkt af embedsmænd i helt andre sammenhænge. Vi i lægernes organisationer synes, at man skal benytte arbejdet med en EU-forfatning til at stoppe processen med, at sundhedspolitik bliver lavet ad bagdøren.

Jesper Poulsen nævner en række opgaver, som umiddelbart er velegnede til grænseoverskridende samarbejde:

– Samarbejde om højt specialiserede centre på tværs af grænser.

– Fælles konventioner om patientrettigheder.

– Samarbejde om kvalitetsudvikling, patientsikkerhed og normer

    for akkreditering.

– Minimumsbestemmelser for sundhedsuddannelsernes indhold.

– Samarbejde om behandling af sjældne sygdomme/lægemidler

    som i USA.

– Godkendelse af medicinsk udstyr, lægemidler, forskning og

    markedsføring, så det ikke kun sker ud fra markeds-

    økonomiske betragtninger, men også ud fra et ønske om

    sundhedsfremme.

Decker/Kohll-sagen

Nicolas Decker, borger i Luxembourg, købte efter ordination fra en luxembourgsk øjenlæge nye briller i Belgien og afleverede regningen til den hjemlige sygekasse. Den nægtede ham refusion, fordi indkøbet ikke var forhåndsgodkendt. Decker gik til EF-domstolen, fordi han mente, at afgørelsen stred mod bestemmelserne om varernes fri bevægelighed. Domstolen afgjorde, at han havde ret til refusion efter taksterne i hjemlandet.

Kohll, også borger i Luxembourg, bad sin læge om forhåndsgodkendelse til at få datteren behandlet hos en specialtandlæge i Tyskland. Et lægeligt kontrolorgan gav ham et afslag, som han derefter indbragte for EF-domstolen. Domstolen afgjorde, at kravet om forhåndsgodkendelse var en hindring for den frie bevægelighed af varer og tjenesteydelser.

I begge tilfælde var det altså på grund af Romtraktatens grundlæggende bestemmelser om fri bevægelighed, at sagsøgerne fik medhold. Luxembourg blev støttet af seks andre regeringer, bl.a. fra de store lande Frankrig, Tyskland og UK, men de tabte.

Geraets-Smits/Peerbooms-sagen

To sager, som hollandske borgere anlagde mod deres sygekasser fordi de ikke ville betale for behandling foretaget i udlandet. I det første tilfælde behandling af Parkinsons syge foretaget i Tyskland uden forudgående godkendelse. Sygekassen afslog at betale, fordi de mente, at patienten kunne have fået den samme behandling i Holland. I det andet t ilfælde blev en patient i dyb koma behandlet på en klinik i Østrig, fordi han var for gammel til den hollandske behandling, der på det tidspunkt var eksperimentel. Spørgsmålet var, om nationalstaten (sygekassen) kunne kræve en forhåndgodkendelse til behandlingen i udlandet. Nej, sagde EF-domstolen. Sygdomsbehandling var at betragte som tjenesteydelser, og derfor var krav om forhåndsgodkendelse også her en hindring for den frie bevægelighed. Femten lande argumenterede mod denne opfattelse, men tabte. Dommen anerkendte dog hensynet til landenes økonomi og opstillede forudsætninger for retten til at bruge den frie bevægelighed. Der er derfor forskellige tolkninger af den. Juridiske eksperter mener dog, at dommen har vidtgående konsekvenser og at den vil blive udbygget ved nye søgsmål.

Den videre proces

EU-konventet har nedsat en arbejdsgruppe om det sociale Europa, hvorunder sundhed hører. Gruppen skal i den kommende tid diskutere de sociale dimensioner og kompetencer i Den Europæiske Union og forelægge resultatet for Konventets plenarforsamling den 6. og 7. februar. Arbejdsgruppen, der på grund af formandskabet har en græsk formand, har 60 medlemmer, deriblandt fire danske: Jens-Peter Bonde, Lone Dybkjær, Henrik Dam Kristensen og Helle Thorning-Schmidt.