Fundraising på hospitaler giver pote

To hospitaler har med stort held slået sig på fundraising - altså en organiseret indsats for at skaffe eksterne midler.

På Rigshospitalet står lederen af børneprogrammet, sygeplejerske Charlotte Blix, for indsatsen:

»Det står ikke i min jobbeskrivelse, men det ville helt sikkert komme til at stå i min efterfølgers, hvis jeg holdt op. Uden vores fundraising var der en lang række aktiviteter, vi ville blive nødt til at afvikle«.

På Amtssygehuset i Herlev har læge Ulla Høy Davidsen titel af leder af forskningssekretariatet på hæmatologisk afdeling, selvom hun faktisk ikke er på afdelingens budget. Hun skal nemlig selv skaffe sin løn.

Den fundraising, hun leder, har skaffet laboratoriet en række ekstra medarbejdere. Ud over hende selv en projektsygeplejerske, flere videnskabelige assistenter, en læge-sekretær og en statistiker to dage om ugen. Desuden er der kommet flere penge til forskningen generelt. Sidst men absolut ikke mindst letter sekretariatet den administrative byrde for forskerne på afdelingen.

»Sidder man for eksempel i en overlægestilling og desuden er aktiv inden for forskning, har man jo en enorm mængde af administrativt arbejde. Alle forskere kender situationen, når en fond ringer om et manglende bilag fra et for længst afsluttet projekt. Så ryger der hurtigt en eftermiddag. Alle den slags problemer fjerner vi fra forskerne«, siger Ulla Høy Davidsen.

Forskningssekretariatet hjælper forskerne med at huske de forskellige deadlines hos fonde og forskningsråd, og Ulla Høy Davidsen læser alle ansøgninger igennem, inden de sendes.

»Det er bedst, at forskerne selv skriver ansøgningerne, men jeg kan ofte bidrage med råd til at gøre dem bedre. Min tommelfingerregel er, at hvis jeg ikke kan forstå indholdet i ansøgningen og se en sammenhæng med budgettet, så kan de, der skal behandle den, nok heller ikke«.

Ren Rigo

På Charlotte Blix' kontor sidder to tøjdyr ved siden af hinanden på en kommode. Den ene er lidt mere tykmavet end den anden, ellers er de ens. De er prototyper af børneprogrammets maskot Rigo, der ligner en krydsning mellem Diddle-musen og Jungledyret Hugo - hvis far, tegneren Carl Quist Møller, også har lagt streg til Rigo.

Rigo i forskellige situationer pryder en række pjecer og foldere, som bruges over for børn både på Juliane Marie Centeret, hvor de fleste børn er indlagt, og på specialafdelingerne. Desuden vil Rigo snart kunne fås som klistermærke - ideen er at børnene får et mærke hver dag, og når de har samlet seks mærker, kan de indløse dem og få en lille bog eller en is i hospitalets kiosk. Kort sagt er man med i en klub, når man er barn og indlagt på Rigshospitalet.

»Og det vil vi meget gerne understrege ved at forære børnene en Rigo, når de kommer her«, siger Charlotte Blix, som imidlertid har et problem. Hun har endnu ikke fundet en sponsor til bamserne:

»Vi skriver gerne bag på en folder, at den er udgivet med støtte fra et medicinalfirma eller en anden sponsor, hvis det er relevant i forhold til indholdet. Det var utænkeligt bare for en halv snes år siden, men i dag er der heldigvis en meget mere åben holdning her på stedet. Lige præcis Rigo-bamserne vil jeg imidlertid gerne have helt fri for reklamering. Det skal være en ,ren` gave, fordi børn jo bliver bombarderet rigeligt med reklamer i forvejen. Så må vi skaffe sponsoren omtale på andre måder«.

Ind på budgettet

En af de måder, Charlotte Blix kan skaffe sponsorer omtale på, er ved det, der i fundraiserjargonen hedder »events«. For eksempel har børneprogrammets protektor Michael Laudrup ved flere lejligheder stillet op i forbindelse med større donationer.

Anstrengelserne udfoldes ikke kun for at forsøde børnenes liv og give dem fornemmelsen af at være med i Rigo-klubben. Børneprogrammets første fundraising skaffede midler til et projekt om smertebehandling. Projektet dokumenterede, at børnene generelt var underbehandlede, og at der des-uden var stor forskel i smertebehandlingen, afhængigt af hvilken afdeling, børnene var indlagt på, og hvem der tog sig af dem.

Efter et år som eksternt finansieret projekt er det i dag integreret i Rigshospitalets drift. Det samme er sket med et ernæringsprojekt.

Andre projekter har gået på underholdning og på udsmykning af børneafdelingen. Desuden har Charlotte Blix i sin fritid arrangeret ferieophold på Langeland for syge børn fra hele landet sponsoreret af Langelandsfestivalens fond, Raffen's Børnefond.

Aktuelle projekter er dels at opfylde WHO's kriterier for at være spædbarnsvenligt hospital og at få en ungdomsklinik.

Erstatter lokal velvilje

Charlotte Blix møder af og til den holdning, at aktiviteterne under børneprogrammet burde være betalt af hospitalets almindelige budget. Hendes svar:

»Det er mit indtryk, når jeg kommer rundt på børneafdelinger andre steder i landet, at amtspolitikerne mange steder har en særlig velvilje over for børn. Den lokale forankring mangler vi. Rigshospitalet svæver lidt i ingenmandsland. Derfor er vi nødt til at gøre noget ekstra«.

Fordelen for børneprogrammet er samtidig, at når pengene først er fundraiset, så kan de bruges uden bindinger. Ulempen er, at det nogle gange kan blive nødvendigt at afvikle en god aktivitet:

»Det er da sket, at vi har lavet projekter, som vi selv har betragtet som succesfulde, men ikke har kunnet få på budgettet. Det er frustrerende. Derfor er det meget vigtigt, at der ligger et commitment fra centerledelse og programmets styregruppe, hver gang vi starter et projekt. Der skal være vilje til at få projektet indarbejdet i det almindelige budget, hvis det falder godt ud. Man kan ikke drive et projekt år efter år på fundraising alene«.

For fundraisingen hos hæmatologerne på Amtssygehuset i Herlev har det største problem været at få netop Ulla Høy Davidsens egen løn dækket. Det kan virke paradoksalt i betragtning af, at den fundraising hun leder, har skaffet løn til en håndfuld ekstra medarbejdere, samtidig med at forskerne har fået frigjort mere af deres tid til forskningen.

»Men det var præmisserne fra starten. Jeg skal selv skaffe min egen løn hjem«, siger Ulla Høy Davidsen og konstaterer, at både private og offentlige fonde og råd generelt er uvillige til at give tilskud til en administrativ medarbejder.

Startede hjemmefra

Løsningen har været at afholde kurser, hvor ansatte i medicinalindustrien kan få et førstehåndsindtryk af den kliniske forskning inden for hæmatologi og onkologi. Kurserne giver et overhead, som kan bruges til Ulla Høy Davidsens løn. Det samme gælder for laboratoriekurser, hvor læger fra blandt andet Østeuropa og Sydøstasien oplæres i nye teknikker. Desuden holder afdelingen såkaldte junior-workshopper, hvor yngre forskere fra de nordiske lande kan mødes med ældre kolleger og udveksle inspiration. Workshopper, som sponsoreres af nordiske medicinalvirksomheder og også giver et overhead.

På den måde er der opnået en dobbelt fordel. Yngre forskere, som ellers ikke ville have budget til at deltage på en workshop, får mulighed for det, samt idig med at der skaffes midler til yderligere fund-raisning på afdelingen.

»Andre afdelinger spørger mig af og til ,om jeg ikke lige kan komme over til dem`. De lægger naturligvis mærke til, hvor meget der er lykkedes for os, og alle forskere kunne godt tænke sig at slippe med mindre administrativt arbejde. Men desværre må jeg svare dem, at man ikke gør det her ,bare lige`. Det kræver først og fremmest en engageret ledelse. Især bruger overlæge Hans Johnsen - som fik ideen til det hele - meget af sin tid og energi på projektet«, siger Ulla Høy Davidsen.

Det hører med i billedet, at ved de kurser og workshopper, som er en vigtig del af finansieringen, stiller en række overlæger og andre forskere op og støtter derved projektet.

»Det kræver engagement fra mange mennesker og et langt træk at nå dertil, hvor vi er nu«, siger Ulla Høy Davidsen, som startede i det små i 1995 - fra sin pc derhjemme. For et halvt år siden blev hun en del af ledelsesgruppen på hæmatologisk afdeling. Selvom hun stadig ikke er på afdelingens budget.

Konkurrerer med patientforeninger

Ugeskriftet har bedt to patientforeninger med lang erfaring i fundraising om en kommentar til, at to offentlige hospitaler har sat system i deres indsats.

»Det er ikke så overraskende, at sygehussektoren er begyndt at lave fundraising. Gennem de senere år er der blevet færre offentlige penge. Samtidig har regeringens felttog mod råd og puljer betydet, at flere og flere er blevet henvist til det private fondsmarked. Men selvfølgelig er sygehusenes fundraising en konkurrent til vores. Ligesom vi arbejder de for bedre vilkår for syge mennesker«, siger fundraiser Rasmus Dahl, Muskel-svindfonden.

Gennem de seneste fem år har fonden holdt et konstant niveau for de indsamlede beløb.

»Alligevel er det min fornemmelse, at konkurrencen er blevet hårdere«, siger Rasmus Dahl.

Har du noget råd, du ville give ny fundraisere på hospitalerne?

»Jamen, helst så jeg jo, at de lod være! Nej, jeg synes ikke det er min opgave at give dem råd«.

Rasmus Dahl tilføjer, at Muskelsvindfonden jævnligt samarbejder med offentligt ansatte læger og andre forskere i forbindelse med fundraising til forskningsprojekter.

Marketingschef Poul Møller, Kræftens Bekæmpelse, anser Rigshospitalets og Amtssygehuset i Herlevs fundraising for at være »fuldstændigt efter bogen«:

»Vi støtter den slags forsknings- og spydspidsinitiativer 100 procent. Det er kun godt, at nogen på hospitalerne går ud og slås for deres sag. På nogle punkter kan det måske være en konkurrent til vores ansøgninger til fonde, men samlet set er det også i vores interesse, at der er stor og kvalificeret kamp om pengene, så det er de mest lødige forskningsprojekter, der ender med at blive støttet«.

»Indsamlingsaktiviteterne er jo ikke rettet mod hr. og fru Jensen. Så længe der er tale om at skaffe støtte enten til forskning eller som i Rigshospitalets tilfælde om spydspidsprojekter - altså ting man forsøger at dokumentere effekten af og derefter får ind i de almindelige budgetter - så er der ingen problemer. Jeg vil endda sige, at aktiviterne skal være hjerteligt velkomne«, tilføjer Poul Møller.

»Men hvis det griber om sig, så hospitalerne forsøger at få dækket egentlig drift ind via fundraising over for den brede befolkning, vil jeg nok være betænkelig. Jeg ville da undre mig, hvis Vestsjællands Amt forsøgte at undgå en skattestigning ved at fundraise. Men det er der jo heller ikke tale om i dag«.