Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed
– UVVU – har ikke mulighed for at skelne mellem fejl, der skyldes grov uagtsomhed og regulært videnskabeligt snyd. Sag mod en kendt
forsker sætter UVVU i et kritisk lys.
En af sommerens historier har været anklagerne mod professor og sundhedsforsker Bente Klarlund Pedersen for videnskabelig uredelighed.
Sagen er en udløber af skandalen om hjerneforskeren Milena Penkowa, som blandt andet er dømt for dokumentfalsk og for bevidst uredelighed i en række videnskabelige artikler – herunder nogle, der havde Bente Klarlund som seniorforfatter.
I juni sendte UVVU et domsudkast til høring hos henholdsvis Bente Klarlund og den kollega, som har indklaget hende. I udkastet, som blev lækket i pressen, kritiseres Bente Klarlund især for, at hun som seniorforfatter burde have opdaget Penkowas fejl og snyd. UVVU kritiserer derudover, at Bente Klarlund tidligere har anvendt »samme biopsimateriale i flere videnskabelige arbejder … uden at der i de pågældende artikler er redegjort for, at der er tale om genbrug eller er refereret til tidligere anvendelse af samme materiale«, hvilket ifølge UVVU må sidestilles med »uoplyst konstruktion af data«.
Især punktet om genbrug af biopsimateriale fik 70 andre forskere til at skrive under på en støtteerklæring til fordel for Bente Klarlund. For skønt hun selv erkender og beklager, at hun har begået fejl, er der udbredt fortørnelse over, at hun af den grund skal stemples som videnskabeligt uredelig.
Hvis dommen fastholdes, kan det få alvorlige følger for Bente Klarlund i udenlandske forskermiljøer, hvor der i højere grad skelnes mellem grove, men uforsætlige fejl – og så bevidst fusk. Den skelnen foretager UVVU ikke, og fastholdes afgørelsen, er Bente Klarlund derfor slet og ret »videnskabeligt uredelig« og dermed sidestillet med den i dag helt miskrediterede Penkowa.
Sagen har rejst spørgsmålet om, hvorvidt UVVU er det mest egnede middel imod videnskabelig uredelighed. Overlæge og professor på Rigshospitalet, Niels Borregaard, som var en af initiativtagerne bag indsamlingen af de 70 underskrifter, lægger ikke skjul på, at han helst så UVVU nedlagt: Skal Bente Klarlund dømmes, kan flertallet af forskerne godt begynde at ryste i bukserne, mener Niels Borregaard og hans medunderskrivere.
Desuden er der risikoen for, at UVVU, uden at ville det, kan blive brugt til hævnaktioner mod rivaler eller fjender i forskermiljøet. Man kan anonymt anmelde en konkurrent, og når klagen – efter ofte årelang sagsbehandling – afvises som grundløs, har det været en gratis omgang for klageren.
Penkowa-sagen satte spotlight på et forskermiljø, hvor intriger, misundelse, hævntørst, rivaliseren og perfiditet hører til dagens orden. Og UVVU har i flere tilfælde været tildelt rollen som Den store Bastian, man kan true sine kolleger med. Hvert år behandler UVVU 10-12 sager, men det er åbenbart de færreste, der er hold i: Typisk er det kun en eller to, der fører til en udtalelse om uredelighed.
Aktuelt har en overlæge anklaget Bente Klarlund for at anvende materiale fra de samme muskelbiopsier uden at gøre opmærksom på det. Siden har det vist sig, at han selv har benyttet denne praksis.
UVVU er i øvrigt et yndet chikanevåben. En skotsk professor har anklaget Bente Klarlund for plagiat. Klagen er for længst afvist, men han fortsætter endnu sine voldsomme angreb på Bente Klarlund, bl.a. med truende sms-beskeder. Hun er i øvrigt langtfra den eneste, han har indklaget for UVVU.
Farcen syntes komplet, da Dagens Medicin den 9. august kunne oplyse, at også Milena Penkowa nu har indklaget Klarlund for UVVU for – dokumentfalsk.
Da UVVU’s domsudkast så blev lækket til offentligheden, blev Niels Borregaard og professorkollegerne på Rigshospitalet, Jens Lundgren og Henrik Kehlet, enige om, at det var for galt. De tog derfor initiativ til at indsamle de cirka 70 underskrifter fra forskerkolleger, der ikke kun er en støtteerklæring, men også en anklage mod UVVU’s vurdering af hendes forskning for at være »ude af trit med almindelig videnskabelig praksis og [den] savner desuden et rationelt grundlag«.
### fokus34fakta###
Niels Borregaard og hans kolleger mener, at også de – med UVVU’s definition af uredelighed – risikerer at komme under anklage.
»Hovedproblemet er, at vi ikke som forskere kan leve med et udvalg, der kalder det ,uredeligt‘ at genbruge biologisk materiale uden at referere til alle de steder, hvor det også har været brugt.
Tænk på PKU-prøverne i Den Neonatale Screenings Biobank. Et enormt biologisk materiale, som er anvendt ved hundreder af videnskabelige artikler. Folk ville jo tro, at man var sindssyg, hvis man begyndte at anføre, hvor det i øvrigt også har været brugt. Det er helt ligegyldigt – bare du entydigt kan gøre opmærksom på, hvad det er for et materiale, og hvor det stammer fra. For du skal selvfølgelig kunne gå direkte til kilden og se, hvor materialet kommer fra, og hvordan det er blevet til, så man i princippet kan eftergøre det«.
Niels Borregaard præciserer, at man ikke må genbruge data, som har været brugt i en anden artikel, uden at gøre opmærksom på det (og i øvrigt får tilladelse af det pågældende tidsskrift).
Til gengæld må man gerne genbruge de samme biopsier til forskellige videnskabelige formål uden at henvise til, hvor de også har været brugt.
»Og det er på dette punkt, at UVVU er røget af sporet, og det er især det, vores protest til UVVU handler om. For det vil få meget store konsekvenser, hvis det bliver knæsat, og vi skulle rette os efter det«, siger Niels Borregaard, der understreger, at han udtaler sig som forsker – ikke i sin egenskab af formand for Det frie Forskningsråd/Sundhed og Sygdom.
Hvad angår UVVU’s øvrige kritikpunkter, som handler om uagtsomme fejl, finder Niels Borregaard, det »helt urimeligt«, at det af UVVU sidestilles med uredelighed.
Skal UVVU nedlægges?
»Det har jeg tænkt længe, og den aktuelle sag har gjort mig mere afklaret«, siger Niels Borregaard.
Han mener, at man i mindre alvorlige sager kan lade udvalgene for god videnskabelig praksis uddele de rap over fingrene, der er brug for, og hvis man har en berettiget mistanke om svindel, kan universitetet nedsætte et internationalt udvalg, som det skete i Penkowa-sagen.
Faktaboks
Redaktør af Danish Medical Journal, overlæge, professor, dr.med. Jacob Rosenberg, er ikke blandt de 70 underskrivere.
Bente Klarlund er en dygtig og hæderlig forsker, understreger han. Men hvis UVVU har ret i, at hun har begået en bommert, skal det naturligvis påtales, siger han.
Han mener dog ikke, at der er tale om så grove fejl, at det retfærdiggør en som for uredelighed. Men som det fremgår i starten af UVVU’s udkast, skelnes der ikke. Her finder UVVU, at »Indklagede har handlet videnskabeligt uredeligt under sin deltagelse i udarbejdelsen af artikel 1, 3, 4, 6, 7, 8, 9 og 12« (se boks).
Jacob Rosenberg er derfor enig i, at UVVU-systemet er for rigidt, og han efterlyser muligheden for en mere nuanceret behandling.
»Der er jo stor forskel på, om man bevidst lyver og manipulerer med data, eller om man begår fejl på grund af sjusk eller hastværk«, siger han. Men UVVU skelner ikke: Lader du noget smutte under radaren, kan du se dit navn nævnt i samme kategori som fuskere og bedragere, selv om du måske bare har sjusket eller haft for meget på skrivebordet.
Selv ved en frifindelse er alene UVVU’s navn med til at sværte den forsker, der kommer i søgelyset. »Uredelighed« indgår i navnet, og har man en klagesag der, undgår man ikke, at der hænger noget grimt ved.
Jacob Rosenberg mener til forskel fra Niels Borregaard, at UVVU har sin berettigelse. Men han er enig så langt, at systemet er for rigidt og mangler nuancer på paletten:
»Hvis du spørger mig personligt, synes jeg godt, man kunne graduere det, så man skelner mellem uforsætligt sjusk og hastværksarbejde og regulært snyd, hvor man ændrer på data for at finde det, man ønsker. Der er en vigtig gradsforskel«, siger Jacob Rosenberg.
Ingen af de lægelige medlemmer af UVVU, som Ugeskrift for Læger har talt med, ønskede at udtale sig. Men UVVU’s formand, landsdommer Henrik Gunst Andersen, vil gerne kommentere kritikken. Og han mener, at det ville stride mod al sædvane, hvis man, som Niels Borregaard foreslår, erstattede UVVU med internationalt sammensatte ad hoc-udvalg.
»Det er ikke tradition her i Danmark at lægge afgørelser ud i internationale fora. Jeg tror ikke, vi kan kaste en afgørelseskompetence ud i verdensrummet og lade folk fra alverdens lande stå for det«, siger UVVU-formanden.
Han peger på, at de udenlandske eksperter, som blev bedt om at se på Penkowa-sagen, netop ikke skulle træffe en afgørelse, men blot rådgive Københavns Universitet.
»I øvrigt ville det volde problemer at samle sådan et panel fra sag til sag, og man ville få betydelige diskussioner om, hvem der må udpege, og hvor man finder de rette personer«, siger Henrik Gunst Andersen.
Danske forskermiljøer er meget små. Kan man undgå, at UVVU får en sag, hvor de faste medlemmer tidligere har »krydset klinger« med en indklaget?
»Jo, men der har vi jo, ligesom ved domstole og forvaltningsmyndigheder, habilitetsregler. Det plejer at kunne løses, og selvfølgelig opstår problemet også i UVVU. Men det har aldrig været uløseligt. Vi har sagtens kunnet finde folk, der har forstand på medicinsk forskning, selv om det ikke lige præcis er den samme forskning, som den indklagede laver.«
Man kan blive dømt »uredelig«, ikke kun ved bevidst snyd, men også, hvis man laver fejl pga. uagtsomhed. Hvorfor har UVVU ikke flere nuancer på paletten?
»Sådan er loven: Hvis en fejl skyldes grov uagtsomhed, kaldes det ,uredeligt’. Det er jo en farve på paletten, som du kalder det. Der er bare nogen, der ikke kan lide farven«.
Men der er dog en gradsforskel på at begå fejl og bevidst at snyde.
»Ja, men uanset om det er groft uagtsomt eller forsætligt, er resultatet det samme: Produktet er ikke i orden – eller uredeligt. Sådan er loven«.
Henrik Gunst Andersen savner ikke flere farver og mener ikke, at det er et problem:
»Vi vurderer, om noget er kritisabelt, ligesom det sker inden for f.eks. færdselslove eller strafferetten. Hvis du kører over for rødt lys, bliver du dømt, uanset om det sker forsætligt eller pga. grov uagtsomhed«.
