Skip to main content

Fysisk træning mod depression

Redaktionen

3. nov. 2005
2 min.

Depression er desværre noget nær en folkesygdom, der årligt rammer ca. 200.000 danskere. Derfor har forsikringsselskabernes erhvervsorganisation Forsikring & Pension bevilget 3,7 mio. kr. til en stor undersøgelse, der meget præcist skal klarlægge, om fysisk aktivitet med krav til udholdenhed og styrke har en helbredende virkning på depressioner.

Depressive sygdomme rummer ikke alene store menneskelige omkostninger for den enkelte - de er også forbundet med stadigt stigende meget store samfundsmæssige udgifter i form af tabt arbejdsevne, sygemeldinger, pensionering og et stort forbrug af sundhedsydelser. De indirekte sundhedsøkonomiske omkostninger for lette-moderate depressioner er i Danmark på baggrund af udenlandske undersøgelser anslået til 5-7 mia. kr. årligt. Fra en undersøgelse ved man, at de psykiske lidelser i 1999 udgjorde 28 pct. af samtlige nytilkendelser af førtidspension, og også ved langvarige sygedagpengesager spiller depressioner en stor rolle.

Patienterne, der henvises af de praktiserende læger i Københavns Kommune, tilbydes konditions- og styrketræning to gange om ugen i fire måneder på Center for Muskelforskning på Rigshospitalet. Effekten bliver opgjort efter fire måneder og efter 12 måneder. Effekten bliver undersøgt i forhold til graden af depression, angst, livskvalitet og arbejdsmæssig formåen. Herudover bliver udvikling i kondition og styrke registreret, og stresshormoner bliver undersøgt.

Undersøgelsen gennemføres af Psykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og Center for Muskelforskning på Rigshospitalet i samarbejde med projekt Folkesundhed i Københavns Kommune.

Lægeansvarlig for undersøgelsen er overlæge Merete Nordentoft fra Bispebjerg Hospital i samarbejde med professor Bengt Saltin , Rigshospitalet.