Skip to main content

”Gallaåbning – prinsesse Lea holder tale”

Overlæge Christian Bonde, Rigshospitalet, er netop som den første dansker nogen sinde blevet optaget i det eksklusive selskab European Association of Plastic Surgeons (EURAPS). Det skete under stor højtidelighed på årsmødet i Bruxelles.

Christian Bonde i Bruxelles. Foto: Privat foto
Christian Bonde i Bruxelles. Foto: Privat foto

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

3. jun. 2016
3 min.

7.00 Dagen begynder på mit værelse, på tredje sal af det fornemme, nyrenoverede Hotel Plaza midt i Bruxelles. EURAPS vælger altid de lidt finere hoteller, da de amerikanske kirurger nødigt bor på noget med under fem stjerner. Heldigvis har selskabet forhandlet en værelsespris, som lige akkurat kan klemmes ind under det, Region Hovedstaden accepterer.

8.00 Mødet åbner altid efter samme skabelon: Torsdag er det de basalvidenskabelige/eksperimentelle oplæg. I morgen og lørdag de kliniske studier. Årsmødet er det sværeste sted overhovedet at få noget antaget. Selektionskriteriet er ekstremt højt: 70 pct. af de abstracts, der præsenteres her, ender med en publikation, hvilket er det næsthøjeste i verden, kun overgået af det amerikanske anæstesiselskab.

10.15 I kaffepausen render jeg på Patrik Lassus fra Helsinki, som var chef for teamet, der udførte den første skandinaviske ansigtstransplantation for nylig. Jeg har været spændt på at høre mere om operationen, og hvordan det er gået siden. De har planlagt to nye ansigtstransplantationer til efteråret. Han vil prøve at arrangere, at jeg kan deltage. De her møder er vigtige fora til at skabe personlige kontakter. Det er ikke et stort møde – måske 400 deltagere i en sal, hvor alle ser og diskuterer det samme. Og det er her, man møder de absolut førende på området.

12.10 Jeg holder min første præsentation, der handler om udviklingen af Rigshospitalets nye plastikkirurgiske fotodatabase. Lidt nicheagtigt, men ekstremt relevant for plastikkirurger. Fotos er en stor del af plastikkirurgien. De benyttes til patientinformation, kvalitetskontrol, forskning og udvikling.

13.00 Frokostpause. Jeg støder på en engelsk kollega, som jeg mødte sidste år i Glasgow. Han har akut brug for en fellow og spørger, om vi har nogen, der med meget kort varsel kunne være interesseret i at være hos ham et år. Og det har vi faktisk. Jeg har med tiden lært, hvor vigtig den personlige kontakt er for etablering af samarbejder og studiebesøg for yngre kollegaer.

18.00 Dagens møde slutter, og der er lige tid til at trække sig tilbage for at blive vasket og klæde om.

19.00 Gallaåbning – Belgiens prinsesse Lea holder tale. Både hun og arrangørerne fokuserer på, at de har været bekymret for, om terrorangrebene for nylig ville gå ud over deltagelsen, men der er meget fint fremmøde. Flere af de belgiske kollegaer har behandlet ofre fra angrebene. Der er også indbudt en kunsthistoriker, der taler om skønhedsbegrebet gennem tiden med udgangspunkt i flamsk kunst. Endelig uddeles et legat til en belgisk plastikkirurg, som har lavet et fint arbejde omkring trachearekonstruktion.

19.30 Så er det pludselig nu. Mit billede og CV dukker op på storskærmen, og jeg modtager som den første i aften mit medlemsbevis. Derefter optages et par af mine gode venner fra Tyskland, England og Sverige, og vi lykønsker hinanden. Efter ceremonien er der reception med champagne. Jeg bliver meget glad og rørt over alle de venner og kollegaer, som kommer over for at lykønske med optagelsen. Det er ti år siden, at jeg for første gang var med til mødet, og nu er jeg en del ”familien”.

20.30 Efter receptionen går en stor gruppe af os til Grand Place og får øl og pomfritter. Får snakket med et par amerikanske kollegaer fra MD Anderson Cancer Center, Rigshospitalets partnerhospital, som vi er ved at etablere et ph.d.-projekt med om hoved-hals-cancer.

23.20 Sengetid. Jeg løber dog lige min PowerPoint-præsentation til i morgen igennem. Men jeg skal være frisk i morgen, hvor vi nye medlemmer skal score samtlige præsentationer ved mødet og udnævne den bedste, der belønnes med et rejselegat.