Skip to main content

Generel screening af gravide for hepatitis B

Sundhedsstyrelsen den 18. oktober 2007, Centerchef Else Smith, Afdelingslæge Sigrid Poulsen

26. okt. 2007
1 min.

Pr. 1. november 2007 bliver den generelle screening af gravide for hepatitis B-virus (HBV)-infektion permanent efter en toårig forsøgsordning.

Formålet med screeningen er at sikre, at alle nyfødte, der fødes af kvinder med kronisk HBV-infektion, bliver hepatitis B-vaccineret ved fødslen. Smitteoverførsel fra mor til barn forhindres effektivt, hvis der umiddelbart efter fødslen gives specifikt immunglobulin og hepatitis B-vaccination efterfulgt af yderligere tre vaccinationer, når barnet er henholdsvis én, to og 12 måneder gammelt.

Screeningen gennemføres ved 1. graviditetsundersøgelse hos egen læge og er knyttet til den rutinemæssige undersøgelse for blodtype og irregulære antistoffer. Den første vaccination gives på fødestuen, og de efterfølgende vaccinationer gives normalt hos egen læge. Ordningen følger indtil videre Sundhedsstyrelsens Vejledning om generel screening af gravide for hepatitis B-virus-infektion, december 2005. Vejledningen kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, www.sst.dk, og er tidligere udsendt til landets blodbanker, fødesteder, de praktiserende lægers organisation og relevante faglige organisationer.