Det hidtil største Klimafolkemøde i Middelfart, der løb af stablen fra den 31. august til den 2. september, bød på ikke færre end 275 arrangementer, 100 boder, holdninger og handlingsanvisninger en masse tilsat bl.a. grønt streetfoodmarked og magtkritisk diskorap.
Selv om det er estimeret, at sundhedsvæsenet står for 6% af vores samlede CO2-udledning og dermed rangerer som en af de større klimasyndere på skalaen, var der forbavsende få arrangementer, der havde sundhedsvæsenet på briksen.
Mens solen bagede fra en klar blå himmeI, og Lillebælt funklede, bød Læger for Klimaet dog til debat om forskningens rolle og vilkår i klimadebatten.
I oplægget hed det bl.a., at forskere, der direkte beskæftiger sig med klimaforandringerne, ofte må navigere i en virkelighed, hvor der bliver gjort mindre og nogle gange det stik modsatte af, hvad forskningen viser, der bør gøres for at imødegå klimaforandringerne.
Og så blev der spurgt ind til, hvor grænsen går mellem videnskab og aktivisme.
»Koblingen, mellem at udgivet forskning på et eller andet tidspunkt siver ud fra universiteterne og på et tidspunkt omsættes til politisk handling, eksisterer ikke længere. Som forsker kommer man nemt til at besidde en masse viden, der ikke bliver bragt i spil, og rent karrieremæssigt får man ikke rigtig noget ud af at engagere sig i den offentlige og politiske debat«, lød det fra Mads Ejsing fra Københavns Universitets Centre for Applied Ecological Thinking.
Mads Ejsing forsker i forholdet mellem demokrati og klimaforandringer, ligesom han er medinitiativtager til Det Grønne Forskernetværk, der tæller mere end 250 forskere, som alle har forpligtet sig på at »gå mere aktivt ind i kampen for klimaet«.
»Der er en frygt for at træde bare en lille smule længere ud i forhold til det felt inden for klimaforskning, man ved noget om. Selv om man som forsker har en bred viden om klima, men kun har bedrevet specifikke iskerneboringer i et specifikt område, tør man ikke udtale sig. Der er en ekstremt stor frygt for, at det, man siger, bliver opfattet som politisk«, lød det fra Mads Ejsing.
Det kunne Peter Busch Nicolaisen, Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet, bekræfte. Han har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling, der handler om, hvordan klimaforskere, klimajournalister og borgere opfatter både egne og hinandens ideelle roller, når det kommer til klimaforskning.
Og Peter Busch Nicolaisen blev selv overrasket over sine fund.
»Jeg havde forventet, at der i Danmark, som har nogle af Europas mest klimabekymrede borgere, var medvind til, at forskerne havde lov til at deltage i den klimapolitiske debat, fordi det er så presserende at få truffet beslutninger. Men der er ikke opbakning, hverken blandt forskere, klimajournalister eller borgere, til at forskerne skal anvise politiske løsninger som at hæve skatten på kød eller forbyde flyrejser.
Det værste, forskerne i min undersøgelse vidste, var, når journalisterne spurgte dem om noget, som lå uden for deres forskningsområde. Så længe de begrænser sig til at udtale sig snævert i forhold til deres egen forskning, er der stor tillid til klimaforskningen. Ligesom der er opbakning til, at de gerne må vise deres følelser og udvise bekymring på deres børnebørns vegne«.
Fundene i Peter Busch Nicolaisens fund kommer ikke bag på Mads Ejsing.
»Den aktivistiske kultur er ikke stærk i Danmark, hvor der er en idé om, at universiteterne skal leve en tilbagetrukket rolle, ligesom der internt på universiteterne er mange konflikter om, hvor langt forskerne kan gå i deres udtalelser«.
Martin Schønemann-Lund, repræsentant for Læger for Klimaet og moderator af debatten, fremhævede, at netop lægevidenskaben forventes at være handlingsanvisende: »Lægevidenskabelig forskning, der ikke er handlingsanvisende, bliver der decideret set lidt ned på«, sagde han og gav derpå ordet til Anna Roe Rasmussen, læge på Sjællands Universitetshospital i Køge, der også sad med i panelet.
»Generelt er man som forsker i Danmark bekymret for at blive spændt for en partipolitisk vogn. Men f.eks. har forskningen på tobaksområdet haft stor betydning politisk.
Vi skal som forskere være handlingsorienterede, ytre os og engagere os i den bæredygtige dagsorden. Vi honoreres for det, vi publicerer, men jeg synes, der er meget lidt interesse for, hvordan vi formidler vores forskning«.
»Den aktivistiske kultur er ikke stærk i Danmark, hvor der er en idé om, at universiteterne skal leve en tilbagetrukket rolle, ligesom der internt på universiteterne er mange konflikter om, hvor langt forskerne kan gå i deres udtalelser«.Mads Ejsing, Københavns Universitets Centre for Applied Ecological Thinking
På spørgsmålet om, hvorvidt man som forsker kan udtale sig om noget, der ikke strikt sorterer under ens egen faglige ekspertise, sagde Anna Roe Rasmussen:
»Nogle gange er man nødsaget til at træde uden for sit eget felt, men det må i de tilfælde ikke blive i form af mine egne synspunkter og mavefornemmelser. Jeg gør mig derfor umage med, at det er kilder og forskere, jeg kan stå inde for at referere«.
Anna Roe Rasmussen har været aktiv i klimapolitik i de seneste ti år og oplever lige nu stor opmærksomhed om den ph.d.-afhandling, som hun er i gang med, og som ved hjælp af livscyklusvurdering undersøger klima- og miljøpåvirkningen af hoftealloplastikker.
»Inden for min egen forskning er jeg optaget af, at den skal være handlingsanvisende, så man politisk kan prioritere.
Lige nu kan jeg være bekymret for, om f.eks. de penge, man investerer i at satse på de lavthængende frugter, reelt er mere bæredygtige, eller om vi gør vi det værre set i et livscyklusperspektiv«.
Tidligere fredag sørgede Region Syddanmark for at stille skarpt på, hvad der skal til for at gøre operationsbordet mere bæredygtigt, og hvordan man i særdeleshed kan reducere det enorme forbrug af engangsprodukter.
»I mange år har vi antaget, at det var forbruget af el, varme og vand, der var den store synder. Men det udgør faktisk kun 4% af sundhedsvæsenets CO2-udledning. Derimod udgør vores indkøb 80% af den samlede CO2-udledning.
Vi har længe troet, at engangsudstyr var det ideelle, men det er ikke godt for klimaet, at vi afbrænder sakse, pincetter og andet engangsudstyr af kirurgisk stål«, lød det fra Christina Berthon Kirkegaard, projektleder ved Region Syddanmarks Center for Grøn Omstilling.
På klimafolkemødet var der fokus på de kirurgiske procedurepakker, der er tilpasset de forskellige operationstyper og -procedurer, og som indeholder engangsudstyr af plastik, metal og tekstiler. Det indbefatter skåle, bakker, sprøjter, slanger, nåle, sakse, skalpeller, pincetter, elektronik samt afdækning, kitler og servietter.
Der findes i alt 622 forskellige procedurepakker med engangsudstyr, som skal kasseres, når procedurepakken er åbnet og brugt til én operation.
Også det indhold i pakkerne, som ikke bliver brugt, skal af hygiejnemæssige årsager kasseres, når operationen er overstået.
Alene på de syddanske sygehuse anvendes der årligt 420.000 procedurepakker til en pris af i alt ca. 57 mio. kr.
Procedurepakkerne står for over 75% af regionens samlede klimapåvirkning, og derfor arbejder man målrettet med at stille krav til, at indholdet i procedurepakkerne bliver mindre klimabelastende. F.eks. ved at forsøge at få fjernet udstyr i pakkerne, der ikke anvendes, og om muligt få udskiftet engangs- til flergangsudstyr.
»Engangsudstyr har bestemt sin berettigelse, men ikke i så stort omfang, som det har i dag.
Vi kan se, at vi kan nedsætte CO2-aftrykket på en procedure med 90% ved at genbruge remedierne«, sagde Christina Berthon Kirkegaard.
Pia Kirkegaard Mortensen, oversygeplejerske på Sygehus Sønderjylland, er en af dem, der udviser stor ildhu i forhold til at genbruge udstyr, selv om hun ikke er blind for fordelene ved procedurepakkerne.
»De gør det nemt at gøre klar til en operation. Vi skal ikke bruge ti minutter på at hente tingene i 20 forskellige skabe. Jo mere engangsudstyr vi anvender, jo mere effektive er vi. Men hvorfor ikke bruge f.eks. skåle af stål i stedet for af plastic? Og hvorfor kan der i hver procedurepakke ligge en manual på 100 sider, som ingen læser, og som efterfølgende kasseres? Det er helt ude i skoven – hvorfor ikke udstyre pakken med en QR-kode, som man i stedet kan screene?«, lød det fra Pia Kirkegaard Mortensen.
Ifølge Christina Berthon Kirkegaard er det et EU-krav, at manualen skal foreligge på papir.
»Og derfor skal vi have politikerne højere i systemet til at stille krav til producenterne. I en tid med færre ressourcer trues vores forsyningssikkerhed, hvorfor det er værd at tage fat på at omstille til mere genbrug.
Vaner og kultur er styrende for vores indkøb, og der er derfor brug for øget bevidsthed om, hvad man tager ud af skabene – uden at vi går på kompromis med hygiejnen. Metal er en af de store udfordringer. Vi ved, det bliver produceret under ofte miserable forhold. Det gælder f.eks. pincet, nåleholder og saks i et sutursæt.
Når det kommer til lejepapiret på undersøgelsesbriksen, har det en funktion, når der skal foretages en gynækologisk undersøgelse, men ikke nødvendigvis, når det er knæet, der skal undersøges. Og engangsslanger behøver man ikke smide væk. I mange tilfælde kan de genbruges«.
Både Christina Berthon Kirkegaard og Pia Kirkegaard Mortensen fremhævede også den film, der lægges oven på operationsstedet, og som har til formål at skåne patienterne for bakterier: »Sygehusene bruger det, selv om der ikke er evidens for, at det virker«.
I Region Syddanmark er det de enkelte sygehuse, der har ansvar for selv at sætte projekter i gang, frem for at bæredygtighed med Christina Berthon Kirkegaards ord bliver »en sidevogn i teknisk afdeling«.
På Sygehus Sønderjylland Aabenraa er det f.eks. lykkedes at gøre brugen af de miljøbelastende anæstesigasser langt mere bæredygtig.
Som det første sygehus i landet bruger man et gasopsamlingssystem, der samler gasserne i stedet for at lade dem sive ud i atmosfæren med det resultat, at hele 99% af gasserne bliver opsamlet og kan genanvendes.
»Jeg oplever, at de unge medarbejdere er meget engagerede og vægrer sig ved at skulle deltage i forbrugsræset, og derfor skal vi begynde med at bevidstgøre dem, allerede mens de går på medicin- og sygeplejerskestudiet.
Ligesom det er vigtigt, at vi får uddannet ildsjælene ude på afdelingerne og får dem gjort til ambassadører for den grønne omstilling«, lød det fra Christina Berthon Kirkegaard.
Blandt publikum var læge og ph.d.-forsker Anna Roe Rasmussen »nysgerrig på, om vi kan sætte tal på bæredygtighed, når det kommer til økonomi, effektivitet og patientsikkerhed«:
»Inden for mit fag har vi tradition for, at der skal være evidens for, at det vi gør, virker. Oplever I, at medarbejderne efterspørger tal for, at det virker at gøre tingene på en anden måde?«
»Jeg oplever, at tal har magisk betydning, når jeg på vores afdeling fremlægger nye idéer. Det er vigtigt at vise kollegerne, at det batter«, lød det fra Pia Kirkegaard Mortensen, oversygeplejerske på Sygehus Sønderjylland.
