Genoplivning eller ej?

Skal – skal ikke? Når danske ambulancelæger rykker ud til borgere med hjertestop, er der ikke megen tid at løbe på, når de skal beslutte, hvorvidt der skal gøres forsøg på livreddende behandling eller ej.

Den situation har Søren Mikkelsen, overlæge på Odense Universitetshospital, klinisk lektor på Syddansk Universitet og ansvarlig for lægeambulancen, selv stået i et utal af gange siden 1995, hvor han begyndte på at køre ambulance. Hver gang alene – til forskel fra hans kollegaer på hospitalet, der har hinanden at sparre med.

Til trods for, at ambulancelæger er ene om at beslutte, hvorvidt patienter med hjertestop skal forsøges genoplivet eller ej, findes der ingen regler om, at de efterfølgende skal redegøre for, på hvilket grundlag de traf deres endelige beslutning. Den kendsgerning har i en årrække undret Søren Mikkelsen. Og ambulancelægens undren er ikke blevet mindre, efter han tidligere på året forsvarede sin ph.d.-afhandling om effekten af lægeambulancer. Heri undersøgte han blandt andet, hvordan ambulancelæger journaliserede de etiske overvejelser, de havde lagt til grund for genoplivningsforsøg eller udeladelse heraf hos patienter med hjertestop.

»I alt gennemgik vi 1.275 patientjournaler, hvor lægeambulancen var rykket ud som følge af hjertestop. Og jeg må sige, at jeg blev både overrasket og bekymret, efterhånden som bunken af journaler voksede, hvor der slet ikke var nogen form for dokumentation for, hvad ambulancelægen havde lagt til grund for sin beslutning«, fortæller han.

Ud af de 1.275 journaler var der således kun i 62 af dem dokumenteret etiske overvejelser, og i halvdelen af disse handlede de etiske overvejelser om, at afdøde havde et ønske om ikke at blive genoplivet i tilfælde af hjertestop.

Er lægerne kyniske?

Selv om det ser ud som om, at flere og flere i dag overlever hjertestop uden for hospitalerne og efterfølgende får et godt liv, mener Søren Mikkelsen, at der er behov for mere viden på området.

»I dag ved vi reelt ikke, hvilke overvejelser der ligger til grund for, at en ambulancelæge vælger at forsøge genoplivning eller ikke gør. Jeg har ingen grund til at tro, at lægerne er kyniske, men vi ved faktisk ikke, om der findes såkaldte høge og duer – om nogle måske er hurtigere til at afslå genoplivning end andre«, siger han.

At så få ambulancelæger redegør for, om de har forsøgt genoplivning eller ej, medfører en uhensigtsmæssig sårbarhed hos ambulancelægerne som faggruppe, påpeger Søren Mikkelsen.

»Hvis der kom nogle og sagde til os som gruppe, at de mente, vi var alt for hårde og for hurtige til at fravælge forsøg på genoplivning, ville vi være sårbare, fordi der dokumenteres så lidt. Forestil dig, at en pårørende i afdødes journal læste ordene ,genoplivningsforsøg udsigtsløst'. Hvad betyder det egentligt? At klokken var blevet mange, eller? Jeg kan godt lide transparens, og jeg mener, at vi skal kunne tåle at blive kigget i kortene«, siger han.

Hvorfor ambulancelæger i så beskedent omfang dokumenterer både faglige og etiske overvejelser efter at have været rykket ud til borgere med hjertestop, ved Søren Mikkelsen af gode grunde ikke, men han har et bud.

»Jeg tror, at det er noget kulturelt. Vi står jo og siger: ,Patienten er død', og så er det sådan, det er. Men på den måde bliver det også en slags selvopfyldende profeti«, siger han.

Filosoffer hjælper med lægeetik

Søren Mikkelsen har som følge af resultaterne i sin ph.d.-afhandling sat gang i et nyt forskningsprojekt, som han håber kan munde ud i en en ny ph.d.-afhandling. Der skal blandt andet laves en kvalitativ undersøgelse af, hvilke etiske overvejelser den enkelte ambulancelæge gør sig i den korte tid, vedkommende har til at beslutte, om en patient med hjertestop skal forsøges genoplivet eller ej.

Projektet er han ikke ene om. Det kommer til at foregå i et samarbejde med to filosoffer fra Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet: Caroline Schaffalitzky og Lars Grassmé. Begge medvirkede også i den del af hans ph.d.-afhandling, der omhandlede ambulancelægernes etiske overvejelser – eller mangel på samme.

Caroline Schaffalitzky er ligesom Søren Mikkelsen overrasket over, hvor vag en dokumentation, der sås i de 1.275 journaler, hun var med til at gennemgå, og især hvor få etiske overvejelser ambulancelægerne havde valgt at journalisere.

»Som filosoffer havde vi inden undersøgelsen gjort os alle mulige overvejelser om, hvordan ambulancelægernes etiske overvejelser kunne komme til udtryk. Men sandheden var, at der nærmest ikke var nogen. Og hvad betyder det egentlig, når der står, at ,behandling er udsigtsløs'? At lægerne godt kan prøve, men ikke ved, om det vil lykkes? Eller at det vil være ensbetydende med et dårligt liv at genoplive?«, spørger hun.

Lægerne skal have skærpet blikket

Med det kommende forskningsprojekt er det ambitionen at få udarbejdet en procedure, hvor ambulancelæger efter hver udrykning til en hjertestoppatient skal udfylde et skema, der beskriver, dels om patienten forinden havde udtrykt ønsker i forhold til genoplivning, dels om der var pårørende til stede og endelig, hvordan patientens liv efter eventuel genoplivning ville vurderes at blive.

Pointen med et sådant skema er, at ambulancelægerne kan rekonstruere, hvad de har tænkt i hver enkelt konkrete situation, og det vil komme både dem selv samt patienter og pårørende til gode.

»Der er noget kvalitetssikring i at tænke de her ting i gennem og i at skulle artikulere, hvad der egentlig ligger til grund for ens beslutninger. Hvad er lægefagligt, og hvad er etisk begrundet? Man vil få skærpet sit blik for, hvad man gør, på denne måde, og hvis man skulle risikere at blive anklaget for noget bagefter, så kan det tilbagevises. Samtidig skal man selvfølgelig passe på, at det ikke bare bliver en måde at få dækket sin ryg på«, siger Caroline Schaffalitzky.

Hvad er et værdigt liv?

Søren Mikkelsen er ikke bekymret for, at ambulancelægerne vil stejle over, at de fremtidigt måske bliver stillet over for krav om mere dokumentation i forbindelse med hjertestoppatienter.

»Kulturen her på stedet er i hvert fald, at vi tager den slags til os. Og så skal vi også kunne tåle at blive kigget over skulderen«, siger han.

Efter at have arbejdet intensivt med de etiske aspekter er Søren Mikkelsen ikke bange for at indrømme, at han har fået et andet forhold til genoplivning. Han gør sig blandt andet tanker om, hvordan han og hans kollegaer ofte er med til at afgøre, hvornår et menneskeliv anses for værd at leve.

»Jeg husker en historie om en ældre dame på intensiv, der skulle respiratorbehandles, og som måske udefra set ikke havde så meget mere at leve for. Man valgte at behandle hende, og det lykkedes. Da hun var rask nok til at komme hjem, sagde hun: ,Nej, hvor jeg glæder mig til at komme hjem og sidde i min stol ved vinduet og kigge ud'. Tænk sig, hvis vi ikke havde behandlet hende. Den tanke kan godt få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig«, siger Søren Mikkelsen.