Skip to main content

Gensidige praksisbesøg - fagligt udviklende og godt for det kollegiale netværk

Almen praktiserende læge, Jesper Lundh, Nivå.

2. nov. 2005
5 min.

Rundt omkring i verden har man i mange år gennemført gensidige praksisbesøg. Inspireret af hvordan man har grebet det an i Australien, England og Norge, er vi i Danmark begyndt denne aktivitet siden 1997. På nuværende tidspunkt sker det kun i mindre omfang, idet man fra centralt hold ikke har taget initiativ til at støtte op om denne form for efteruddannelse og erfaringsudveksling. De læger i Danmark, der har deltaget i praksisbesøg, har oplevet det fagligt udviklende og kollegialt netværksskabende.

Her i landet er der tre modeller, der bliver brugt. Den ene er det strukturerede gensidige praksis-besøg, som har fået sin inspiration fra, hvorledes det bliver udført i Australien. Efter et besøg der, fik jeg udleveret deres beskrivelse af praksisbesøg. Så fik jeg lyst til at starte en lignende aktivitet i mit amt. Sammen med en kollega, Jørgen Kappelgaard fik vi tilrettet og oversat manualen.

I gang med forberedelserne

Vi valgte at have et for- og eftermøde idet det var vores indtryk fra samtaler med kollegaer, at de ville have svært ved selv at kontakte en kollega og aftale et gensidigt besøg. Modellen blev, at først mødes 6 til 8 praktiserende læger, der har fælles interesse i at deltage i praksisbesøg. Efter en kort introduktion, hvor de enkelte elementer i besøget gennemgås, aftaler de at besøge hinanden to og to. Inden besøget fremsender de til hinanden en beskrivelse af praksis: antal patienter, antal læger, antal hjælpepersonale, antal konsultationer om dagen, praksis' stærke og svage sider etc. Indholdet og tidsplanen for besøget er nøje planlagt forud. Ved besøget, der varer 4 timer, overværer de kollegaens konsultationer, iagttager hjælpepersonalets funktioner, vurderer konsultationsrum og venteværelse.

Tid til tilbagemelding

Der er afsat tid til at give kollegaen en tilbagemelding på ens observationer. Kort herefter gentages besøget hos den anden kollega. Til sidst mødes alle lægerne igen, og man udveksler erfaringer fra besøgene. Langt den største del af de læger, der har deltaget i denne form for praksisbesøg, har fået flere nye ideer. Det har sjældent været, hvordan de skulle håndtere den enkelte konsultation, men i højere grad hvorledes de skulle få deres praksis til at fungere som et team.

Den norske model

En anden model er inspireret af den form for praksisbesøg, der gennemføres i Norge. Ved et møde for lederne til de decentrale efteruddannelsesgrupper, havde man inviteret to norske kollegaer til at fortælle, hvordan det var organiseret og blev gennemført. Det førte til, at disse vejledere var den første gruppe i det amt, der gennemførte dette. Deres struktur minder meget om den første. Den er dog ikke så stramt struktureret. Ved et formøde med 6 til 8 praktiserende læger, aftales gensidige praksisbesøg mellem lægerne to og to.

Konstruktiv supervision

Ved formødet bliver der her specielt undervist i, hvorledes man giver en konstruktiv supervision til en kollega, da det erfaringsmæssigt er en funktion mange praktiserende læger ikke er fortrolig med. Selve indholdet og tidsplanen for besøget aftales mellem de to kollegaer. Det er den enkelte læge, der selv vælger, hvilket emne, han ønsker at modtage vejledning i fra en kollega. Dette afsluttes også med, at de 8 læger mødes og giver hinanden tilbagemelding på forløbet af de enkelte besøg.

Tutorlægerne på banen

Den tredje og sidste model benyttes af de almen praktiserende læger, der har funktion som tutorlæger. Baggrunden for at jeg har taget initiativet til dette, er inspireret af min funktion som praksisreservelægekoordinator. Med de ressourcer, der er afsat her, er der ingen mulighed for at besøge den enkelte praksis: Ved et møde i Videre- uddannelsesudvalget i mit amt, hørte jeg, at i Norge foretog de enkelte hospitalsafdelinger uddannelsesbesøg hos hinanden. Dette i modsætning til den inspektorordning, der er på vej i Danmark. Derfor besluttede jeg at gøre et lignende forsøg her. Dog ikke på en hospitalsafdeling, men i almen praksis.

Uddannelsesplan for praksisreservelægen

På samme måde som de andre to typer af besøg mødes 6 til 8 tutorlæger. Denne form for praksisbesøg er også struktureret med et forud bestemt indhold og tidsplan. Ved formødet gennemgås de enkelte elementer i praksisbesøget og de vælger, hvilken praksis de ønsker at besøge. Ved besøget i den anden uddannelsespraksis har man sin praksisreservelæge med. Inden besøget udveksles uddannelsesplan for praksisreservelægen og en tidsplan for en almindelig arbejdsuge (antal konsultationer daglig, tidspunkt for vejledning/supervision).

Uformel erfaringsudveksling

Følgende elementer indgår: Først mødes alle fire læger og den besøgende praksis fortæller (indlæg fra praksisreservelægen og tutor) om dens funktion som arbejdsplads og undervisningssted(stærke som svage sider) for praksisreservelægen. Derefter mødes praksisreservelæge og tutor to og to til en uformel udveksling af erfaringer. Næste fase er at den besøgende praksis har sørget for, at begge praksisreservelæger har fået tre pa-tienter til konsultation. Disse superviseres af den anden tutor. Det sker ved, at denne overværer konsulta-tionerne som en helt passiv observatør.

Vejledning til den yngre læge

Efter disse konsultationer gives en konstruktiv vejledning til den yngre læge. Til slut mødes alle fire og har et afsluttende møde om dagens forløb. Et halvt år efter foretages et genbesøg. Denne form for praksisbesøg er endnu i sin vorden. Der har været afholdt et pilotbesøg mellem to praksis, og det er deres erfaringer der har givet baggrunden til den manual, der er udarbejdet. Det første forløb planlægges til foråret for 8 tutorlæger og 8 praksisreservelæger i mit amt.

Ved alle de tre typer praksisbesøg ledes de af to almen praktiserende læger, der tidligere har deltaget i denne form for efteruddannelse og erfaringsudveksling. Det er deres opgave at sikre sig, at den enkelte kollega kommer til at opleve det som fagligt udviklende og kollegialt netværksskabende. Få yderligere oplysninger hos:

Model 1 og 3: Almen praktiserende læge Jesper Lundh, Kvalitetsudviklingudvalget for almen praksis, Sundhedsforvaltningen, Amtsgården, 3400 Hillerød.

Model 2: Almen praktiserende læge Mette Ulsøe, Leder af den decentrale efteruddannelse i Køben-havns Amt, Hostrups Have 58, 1954 Frederiksberg C.


Referencer

  1. Practice visit, RACGP, Den australske lægeforening, 1994.
  2. Brukervejledning for gjensidig praksisbesøg, Den norske lægeforening, 1994.
  3. Praksisbesøk hos kolleger i almennpraksis, Den norske lægeforening, 1997.
  4. Håndbog i Praksisbesøg, Kvalitetsudviklingsudvalget for almen praksis, Frederiksborg Amt, 1997.