Content area

|

Gigt – menneskets ældste sygdom

Gigtsygdomme er ældre end menneskeheden selv. Allerede dinosaurerne og de første mennesker havde værkende led og knogler. Men det er først i nyere tid, at vi er begyndt at se gigt som flere, særskilte lidelser.
Podagra blev anset for en sygdom, der skyldtes vellevned og kun ramte de rige. Derfor var podagrapatienter taknemmelige ofre for satiretegnere. Her viser den britiske kunstner Thomas Rowlandson, hvordan den plagede patient søger trøst for sine lidelser. foto: The Wellcome Collection
Forfatter(e)
Klaus Larsen kll@dadl.dk

Da de første hominider for 3-4 millioner år siden klatrede ned fra træerne og tog de første usikre skridt ud på savannen, var det et kæmpeskridt for menneskeheden. Med undtagelse af enkelte primater er evnen til at gå på to ben en af de egenskaber, som gør mennesket (og dets nære, uddøde slægtning neandertaleren) unikt i dyreverdenen.

Som led i denne evolution tilpassede skelettet sig, så det i stadigt højere grad understøttede gang og løb på to ben. Hænderne blev frie til andre formål og udviklede sig tilsvarende, så det blev muligt at tildanne redskaber etc. Og resten er – som man siger – (for)historie.

Men de evolutionære fordele, der muliggjorde udviklingen af det moderne menneske, havde en pris: Enkelte led som knæ, rygrad og hofter blev mere belastede, da de nu skulle bære hele kroppens vægt, og tilmed ofte den vægt, vi kunne bære i hænderne og læsse op på ryg og skuldre.

Gigt har altid været hos os. En neandertalermand, som blev udgravet i Frankrig i 1908, har været så gigtplaget, at det gav ham en ludende kropsholdning. Derfor blev neandertaleren længe skildret som en abelignende figur, der slæbte knoerne hen ad jorden. Denne rekonstruktion blev lavet i 1909 på basis af fundet året forinden. I virkeligheden gik neandertalerne med oprejst kropsholdning. (Tegning i L’Illustration, 1909)Gigt har altid været hos os. En neandertalermand, som blev udgravet i Frankrig i 1908, har været så gigtplaget, at det gav ham en ludende kropsholdning. Derfor blev neandertaleren længe skildret som en abelignende figur, der slæbte knoerne hen ad jorden. Denne rekonstruktion blev lavet i 1909 på basis af fundet året forinden. I virkeligheden gik neandertalerne med oprejst kropsholdning. (Tegning i L’Illustration, 1909)

Dinosaurer med gigt

For mange sygdomme gælder, at man kun med vanskelighed kan dokumentere deres tilstedeværelse i tidligere historiske perioder: Var den justinianske pest en byldepest eller noget helt andet? Var det faktisk syfilis, som Columbus’ mandskab slæbte med sig hjem fra Den Nye Verden?

De fleste kræftformer, hjerte-kar-sygdomme, infektionssygdomme, epidemier og forgiftninger efterlader sjældent blivende, fysiske spor (med forbehold for, at DNA-analyser bliver stadigt mere raffinerede).

Gigtlidelser, derimod, kan dokumenteres på skeletmateriale – og de er ældre end mennesket. I Texas og Kansas har man udgravet fossile skeletter af øgler, der levede for op mod 200 millioner år siden og har tydelige spor af svær artrose.

I 1908 blev et relativt komplet skelet af en neandertaler fundet i La Chapelle-aux-Saints i Sydfrankrig. Manden havde haft en ludende kropsholdning med bøjede knæ og et hoved, der var skudt fremad. »Den gamle mand fra La Chapelle« blev derfor i mange år prototypen på opfattelsen af neandertaleren som en primitiv figur, mere gorilla end menneske og med en lav intelligens. Det stemte fint med samtidens fortælling om, at neandertaleren måtte være en sidegren, et vildskud på menneskets evolutionstræ.

Senere undersøgelser har dog godtgjort, at det var en fejlslutning, som skyldtes, at La Chapelle-mandens skelet var misdannet af fremskreden artrose. Neandertalerne adskilte sig ikke meget i sin gang og kropsholdning fra nutidens mennesker. Hvad familieskabet med nutidens mennesker angår, er det fortsat genstand for diskussion.

Af de godt 100 skeletter, der kendes fra dansk jægerstenalder (indtil 4.000 f.v.t.) kan man se, at folk generelt var sunde, og at deres knogler var en del mere robuste end hos nutidens mennesker. Men mange midaldrende havde spor af gigt i rygsøjle, hofter og led.

Tusinder af år senere i vikingetiden var mønstret det samme: Skeletterne viser, at den almindelige bonde var plaget af artrose i hænder, ryg og knæ. Som i stenalderen levede de færreste vikingebønder længe, og kun nogle få nåede den høje alder af 50-60 år.

Trods svær slidgigt i hænderne arbejdede Michelangelo hver dag med hammer og mejsel indtil seks dage før sin død som 89-årig. Samtidigt oliemaleri af Jacopo del Conte. foto:  Wikimedia CommonsTrods svær slidgigt i hænderne arbejdede Michelangelo hver dag med hammer og mejsel indtil seks dage før sin død som 89-årig. Samtidigt oliemaleri af Jacopo del Conte. foto: Wikimedia Commons

Michelangelos gigthænder

Det var plagsomt at have ondt i leddene, og lægerne havde mange bud på midler mod det. I 1700-tallet ville apotekeren på lægens recept f.eks. udlevere jernurt – Verbena officinalis. Et afkog af planten kurerede gigt, den faldende syge (epilepsi) og øjensygdomme. Og ikke nok med det: Plantens blade beskyttede også mod trolddom og bøsseskud, og det kunne få en kås til at åbne sig.

Havde man ikke jernurt, kunne man tappe saft af birketræet. Den lidt sødlige saft hjalp mod gigt, men var også godt mod blæresten, skørbug, gulsot, orm, vinterforkølelse og vattersot. Desuden skulle det også virke afførende og være blodrensende.

Der var mange af den slags midler i brug, og fælles for dem var, at hvis de havde en effekt, skyldtes det ikke midlets farmakologiske egenskaber. Men i en tid, hvor doktoren talte med stor autoritet, skal man heller ikke undervurdere placeboeffekten.

Renæssancens måske største billedhugger, Michelangelo Buonarroti, blev omkring 1535 selv malet af kollegaen Jacopino del Conte (tal om præstationsangst!). Michelangelo var dengang omkring 60 år gammel, og på portrættet bærer hans hænder tydeligt præg af gigt i form af deformerede led. Ikke desto mindre fortsatte han med at hugge i marmor, indtil han 89 år gammel måtte slippe hammer og mejsel seks dage før sin død i 1564. Det må have krævet en jernvilje, for på dette tidspunkt var han nødt til at diktere sine breve på grund af smerten i hænderne.

I lyset af den seneste viden om artrose kan det måske være det intense arbejde med hammer og mejsel, der hjalp Michelangelo til at opretholde hændernes funktionsevne til det sidste.

»De riges gigt«

Gigt var gigt, og indtil nyere tid skelnede man ikke så nøje mellem gigtformer.

En gigtsygdom skilte sig dog ud – nemlig podagra. Sygdommen får leddene til at svulme op og begynder i storetåen.

Allerede omkring 2460 f.v.t. beskrev egypterne podagra – urinsyregigt eller arthritis urica. 2.000 år senere beskrev Hippokrates den som »sygdommen, der gør ude af stand til at gå«. Ideen om, at sygdommen skyldtes en umådeholden livsstil, begynder faktisk, da Hippokrates beskrev den som »de riges gigt« i modsætning til de jævne folks artritis.

Det var en udbredt antagelse, at sygdommen skyldtes indtagelse af kraftig mad som lever, oksekød og alkohol, og at det derfor var en sygdom, der kun ramte dem, der havde råd til den slags frås. Podagrapatienter var derfor nemme ofre for satiretegnerne, der skildrede den typiske patient som en tyk, ældre mand i en polstret lænestol med den forbundne fod hvilende på en blød pude. Ofte var han ædende og drikkende, omgivet af naragtige læger og uvorne tjenestefolk.

Sandheden var naturligvis en anden og mere smertefuld.

I det andet århundrede var den græsk-romerske læge Galen den første, som beskrev de krystalliserede aflejringer af urinstof, som kan opstå efter lang tids hyperurikæmi.

Naturligvis rammer sygdommen ikke kun »de rige«, og selv de fattige kunne opleve, hvad den engelske læge Thomas Sydenham erfarede på egen krop, da han selv led af sygdommen:

»Patienten går i seng og sover roligt til omkring klokken to om morgenen, hvor han vækkes af en smerte, der som regel griber storetåen, men nogle gange hælen, læggen eller anklen. Smerten er som et dislokeret led … og dette efterfølges straks af kulderystelser og en let feber … smerten … som er mild i begyndelsen … tiltager gradvist i voldsomhed for hver time … selv tøjets vægt eller rystelserne af en person, der går rask gennem stuen, er intenst smertefuld«.

Noget tyder imidlertid på, at podagra faktisk var en sygdom, der hang sammen med en relativt kraftig ernæring, da lidelsen er langt mindre udbredt i Asien end i Europa og Amerika, hvor en diæt rig på rødt kød og bestemte typer fisk og skaldyr er associeret med hyperurikæmi til forskel fra den asiatiske kost, som er rig på grønsager og ris.

1800: Leddegigt er ikke podagra

Indtil omkring år 1800 skelnede lægerne ikke mellem forskellige slags gigt (med podagra som en undtagelse).

Den græske læge Hippokrates (460-370 f.v.t.) beskrev »en sygdom med feber, svære ledsmerter, som sætter sig nu i et led, så i et andet, af kort varighed, akut, ikke dødelig og som hyppigere angriber unge end gamle«.

Den græsk-romerske læge Galen (131-201 e.Kr.) var en af de første, som brugte ordet »rheumatismus« (rheuma er græsk for »noget flydende«, og Galen anvendte betegnelsen ud fra den humoralpatologiske teori. Han mente, at podagra og gigttilstande skyldtes ansamlinger af humores – de fire kropsvæsker: gul og sort galde, slim og blod – i de berørte områder af kroppen. Udtrykket »rheumatismus« skulle formentlig betegne væskernes »flyden« hen til leddene.

I middelalderen blev »St. Gervasius’ sygdom« det folkelige navn for alle gigtlidelser.

Renæssancelægen Paracelsus (1493-1511) mente, at faste stoffer, der ikke kunne passere sammen med urinen, kunne ophobes og samles i kroppen, særligt i leddene, hvor det satte sig som gigt.

I 1800 forsvarede den franske læge Landré-Beauvais en disputats, som for første gang beskrev en sygdom, som på mange måder adskiller sig fra det, der siden Hippokrates blev kaldt podagra. På grundlag af kliniske iagttagelser pegede han på, at en sygdom, som han kalder »asthenisk podagra« (gout) på mange måder er forskellig fra »almindelig« podagra, bl.a. ved, at den forekommer hyppigst hos kvinder, at den angriber mange led og har et kronisk og progredierende forløb.

Mens Beauvais endnu holdt fast i betegnelsen podagra, gik den engelske læge A.B. Garrod skridtet videre, da han i 1858 som den første satte klare skel mellem de forskellige gigtformer. Det, som tidligere blev kaldt arthritis deformans, asthenisk podagra og rheumatisk podagra, døbte han rheumatoid arthritis. Herefter var slidgigt, leddegigt og podagra tre forskellige lidelser.

Podagra førte til USA’s uafhængighed

Podagra havde en afgørende rolle i Amerikas løsrivelse fra den britiske krone og Uafhængighedserklæringen i 1776. I London havde parlamentet vedtaget at beskatte indbyggerne i de britiske besiddelser for at finansiere forsvaret mod et fransk angreb på kolonierne. Loven var vedtaget, mens den britiske statsmand William Pitt var fraværende under et anfald af podagra. Da han var kommet sig, lykkedes det ham at få loven tilbagekaldt. Det skete med ordene: »Amerikanerne er sønner, ikke uægte børn, af England. Som undersåtter har de ret til en fælles repræsentation og kan ikke forpligtes til at betale skat uden deres samtykke«. Uheldigvis måtte Pitt melde sig syg under et nyt anfald af podagra, og her lykkedes det en modstander at overtale parlamentet til at vedtage opkrævningen af en høj afgift på import af te til kolonierne for at skaffe de nødvendige midler. Det førte til det berømte Boston Tea Party i 1773 og De Forenede Staters uafhængighedserklæring.

Blad nummer: 

Right side

af Henning Bagger | 21/10
1 Kommentar
af Jens Meyer Svendsen | 21/10
2 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 16/10
1 Kommentar
af Jens Ole Mathiesen | 16/10
1 Kommentar
af Gunnar Lauge Nielsen | 13/10
1 Kommentar
af Morten Krogh Jensen | 13/10
11 kommentarer
af Frank Østergaard Hansen | 12/10
1 Kommentar