Sidste halvdel af 1800-tallet var en guldalder for kvaksalvere. Markedet var frit og ureguleret, kvaksalvere og mirakeldoktorer annoncerede i blade og magasiner for deres patentmidler, og der var ingen grænser for de sygdomme, de lovede helbredelse for.
Omkring 1850 blev danskerne oversvømmet af annoncer for endnu en revolutionerende opfindelse: gigtkæder. I vild konkurrence kæmpede fabrikanter af disse vidunderlige apparater om publikums opmærksomhed: »Vogt Dem for Efterligninger!«. Produkterne blev revet væk. Annoncører (og ukritiske aviser) bragte utrolige vidnesbyrd fra utallige (men altid anonyme) kunder, som havde oplevet gigtkædens helbredende kraft. Særligt én fabrikant fra Tarnowitz i Schlesien, Herr Dr. Goldberger, fik stor kommerciel succes.
Baggrunden var den efterhånden gamle opdagelse af galvanisk elektricitet. Den opstår, når man anbringer skiver af filt mellem plader af kobber og zink. Væder man det med en svag syre, opstår der en svag elektrisk strøm.
I 1700-tallet var Europas dannede kredse fascineret af elektriciteten. I Danmark overværede kong Christian den 6. og hans dronning elektriske eksperimenter, der til hans begejstring fik gnister til at flyve fra spidsen af hans kårde og fra dronningens smykker. Elektricitet var dog andet end selskabsleg. Videnskabsmænd eksperimenterede med fænomenets virkning på levende og døde organismer. Læger udviklede elektriske apparater, som skulle helbrede patienter – bl.a. med gigt.
I 1745 udgav den tyske forsker C.F. Kratzenstein en afhandling om elektricitetens potentielle nytte for lægekunsten. Han blev hentet til København som professor på Københavns Universitet, hvor han på kongens opfordring udførte kliniske forsøg med elektroterapi.
Frem til begyndelsen af 1800-tallet var der store håb knyttet til elektricitetens kliniske anvendelse. Efterhånden dalede lægernes interesse dog, da resultaterne udeblev. Elektriciteten gled over i folkemedicinen. Og da H.C. Ørsted påviste elektromagnetismen, gav det stødet (undskyld!) til en ny slags charlataneri. Dyrisk magnetisme blev en ting, og man kunne blive behandlet med elektromagnetiske armbånd, elektriske bælter, »elektromotoriske« tandhalsbånd, magnetiske strygninger, voltakors, magneter indsyet i tøj og sko og anden humbug.
»Man kunne blive behandlet med elektromagnetiske armbånd, elektriske bælter, »elektromotoriske« tandhalsbånd, magnetiske strygninger, voltakors, magneter indsyet i tøj og sko og anden humbug«
Princippet fra det galvaniske batteri kunne bruges til at fremstille en kæde af de samme materialer.
Dr. Goldberger fra Schlesien var en af de flittigste annoncører og afsatte sine gigtkæder i hele Europa. Annoncerne lovede mirakler: Bar man kæden om halsen, ville den mystiske naturkraft, elektriciteten, udvirke undere i den menneskelige organisme, råbte reklamerne. Men pas på! Der findes nemlig masser af dårlige efterligninger af »de Goldbergerske Kjæder« og ondsindede videnskabsmænd, som bagtaler produktet og tillader sig at tvivle om dets virkning. Men deres useriøse kritik kan heldigvis tilbagevises i en omfattende afhandling af en »Dr. Strahl« i Berlin om elektricitetens historie siden oldtiden. Og i den oplyste nutid har den ægte videnskab langt om længe opdaget gigtens sande væsen, så den nu kan kureres ved hjælp af Goldbergers kæder.
En variant over de elektriske gigtkæder var voltakors: en korsformet sandwich af tynde kobber- og zinkplader med en stump stof eller læder imellem. Det opnåede enorm popularitet og blev båret på samme måde, som man i middelalderen bar amuletter med jord fra Det hellige Land.
Vidnesbyrd fra hele Europa dokumenterede kædernes virkning – ikke kun mod »alle Arter af Rheumatisme og Gigt«, men også ved »rent Nervöse Onder«. Fabrikanten erklærer, at han skulle bruge et helt lægeleksikon til at opregne de lidelser, kæderne vil bortjage: »Epilepsi, St. Veitsdans, Lamheder, Leversygdomme, Tunghörighed, chroniske Halsbesværligheder, Hæshed, Catarrher i Luftröret eller Struben« – hvilket bevises med næsten 2.000 attester fra læger og myndigheder i hele Europa samt »Patienter af begge Kjön og alle Stænder«.
Netop i disse år hærges Europa af epidemisk kolera. Men også her beviser de goldbergerske kæder deres værd, skriver dr. Strahl: Videnskaben har nemlig endegyldigt bevist, at i egne, som er ramt af kolera, hersker der en »Mangel af Elektricitet i Atmosphæren«. Og derfor vil man være godt beskyttet mod den dødelige sygdom af dr. Goldbergers elektriske kæder.
Ugeskrift for Læger følte sig i 1851 kaldet til at tage disse gigtkæder i nærmere øjesyn: Levede de op til de utrolige løfter? Hvordan virkede de? Virkede de overhovedet? Redaktøren, dr. Christian Frederik Hempel, undersøgte Dr. Goldbergers Gigtkjæder og deres påståede effekt.
Han gik ind på præmissen – at en svag galvanisk jævnstrøm kan virke helbredende. Men han konstaterede hurtigt, at de ikke kan kurere noget som helst.
Som man ved fra fysiktimerne, skal elementerne i et galvanisk batteri indeholde en fugtig leder – en syre- eller saltopløsning. Goldberger og de andre fabrikanter postulerede, at der kommer tilstrækkelig fugt fra kroppens egen svedudskillelse. Ugeskrift for Lægers forsøg kunne dog hverken på den ene eller anden måde få kæderne til at frembringe strøm. Det argument havde dr. Strahl dog forudset. Han forklarede derfor, at gigtkædernes virkning netop beror på en jævn, men svag, nærmest homøopatisk dosis strøm, der end ikke lader sig måle.
Ved kædens lås findes en glaskapsel. Inde bag dens dunkle glas er der noget, som bevæger sig, når man ryster den: Det viser sig at være metalfilspåner. Ifølge brugsanvisningen skal kapslen anbringes over det sted, der skal helbredes: Man skal hænge kæden om halsen, således »at Glascylinderen enten kommer til at ligge paa Ryghvirvlen mellem Skulderbladene eller paa Brystet i Nærheden af Hjertekulen. Lider man af Gigtsmerter i den nedre Del af Legemet, anbringer man Kjæden, saavidt muligt, saadan, at Glascylinderen kommer til at ligge paa den lidende Del«.
Ugeskrift for Læger-artiklens forfatter – rimeligvis redaktør Hempel selv – konkluderede, at de populære gigtkæder ikke havde nogen virkning, ud over hvad enhver anden metalkæde ville have på kroppen organer. Det vil sige: ingen virkning.
»Ugeskrift for Læger-artiklens forfatter – rimeligvis redaktør Hempel selv – konkluderede, at de populære gigtkæder ikke havde nogen virkning, ud over hvad enhver anden metalkæde ville have på kroppen organer. Det vil sige: ingen virkning«
Der er ingen mystik ved Goldbergers gigtkæder eller de mange plagiater. Hvad redaktør Hempel fandt mystisk, var, at selv om bedrageriet var dokumenteret til overflod, rokkede det ikke ved kædernes popularitet. Efter at medicinske og kliniske forsøg havde vist nul virkning af elektriske apparater – selv når de byggedes »efter Physikens Love«, havde elektriciteten ikke »kunnet erhverve sig nogen fast Plads i den praktiske Lægekunst«.
I kvaksalvertider havde videnskaben trange kår. Trods redaktør Hempels og andres indsats var der stadig masser af godtroende kunder til kvaksalvernes remedier. Intet var for underligt.
Ganske vist stod der respekt om lægevidenskabens fremskridt i disse år. Men det hjalp ikke noget, for nu fandt kvaksalveriet bare ud af at forklæde sig som »videnskab«, og charlatanerne pyntede sig med falske doktor- og professortitler.
Så da lægevidenskaben opgav at finde en klinisk anvendelse for elektriciteten, tog kvaksalverne over. »Elektrisk« og »magnetisk« blev klistret på værdiløse lægemidler og apparater som gigtkæder, voltakors og den slags. Fabrikanternes volapyk lød videnskabeligt, og da elektricitetens og magnetismens virkemåde var svært forståelig, fik det hele samtidig et mystisk og attraktivt skær.
Voltakors og gigtkæder gik af mode omkring 1900, da de nye teknologier røntgen- og radiumstråling blev interessante: først for de professionelle og snart for de uundgåelige charlataner.
