Giv Bent Hansen lidt mere tid

Skal der fyres flere medarbejdere på sygehusene, eller skal der flere penge på bordet? Det er kort fortalt det valg, som regionernes formand, Bent Hansen, igen har stillet regeringen over for. De seneste måneder har det været det mest rødglødende emne i sundhedsvæsenet. I sidste uge var det på forsiden af Berlingske Tidende, at regionernes førstemand varslede et underskud på 1,6 mia. kr. i 2009 og nedlæggelse af op imod 2.000 stillinger i sundhedssektoren.

Tilsyneladende har befolkningen allerede vænnet sig til, at sundhedsvæsenet også kan skille sig af medarbejdere, som det indtil for kort tid siden brugte mange ressourcer på at tiltrække. I hvert fald gav Bent Hansens avisudmelding ikke rigtig anledning til yderligere debat i medierne - selv om de tal, som han præsenterede, aldrig har været alvorligere.

Han opfordrer regeringen til at indgå en aftale om at afdrage 2009-underskuddet over flere år for at undgå massefyringer. Og selv om det af principielle årsager er forståeligt, at regeringen tøver, når det er rod i husholdningsregnskaberne, så bør hensynet til sundhedsvæsenet i denne sag veje tungest. Hverken patienter eller personale kan gøre for, at regionerne er endt med så store økonomiske problemer, og vi risikerer, at en meget brat økonomisk opbremsning får tilsvarende dramatiske konsekvenser for dem. Grønthøster-fyringer kan gøre stor skade. Sundhedsvæsenet har brug for tid, og en flerårsaftale for økonomien - herunder gælden - ville være en god nyskabelse.

Der er i høj grad brug for en uvildig gennemgang af de styringsmekanismer, som vi har i sundhedsvæsenet. De er - som Lægeforeningen og mange andre igen og igen har påpeget - på kollisionskurs. At give patienterne ret til behandling i det private efter en måned og samtidig kræve, at regionerne skal holde sig inden for en fast økonomisk ramme er at bede om problemer.

Det er regeringens ansvar. Men regionerne må også være klar til at gribe i egen barm og rette et kritisk blik mod deres egen styring. Der er mange spørgsmål, som trænger sig på. F.eks. er det iøjnefaldende, at nogle regioner tilsyneladende er så meget bedre til at styre økonomien end andre. Det styrker ikke regionernes sag, når det viser sig, at f.eks. Region Hovedstaden sidste år ifølge medierne holdt »jobfest«. Der har været debat frem og tilbage om de tal, og det er netop en væsentlig del problemet: vi mangler konkret viden om årsager og virkning. Det understreger blot behovet for det servicetjek af sundhedsvæsenets styring, som Lægeforeningen ønsker.Vi kan kun blive klogere.

Regeringen har i sit nye arbejdsprogram varslet, at regeringen sammen med regionerne vil udvikle bedre redskaber til at følge den økonomiske udvikling på de enkelte sygehuse og i de enkelte regioner. Det er i sig selv positivt. Den vil også i højere grad belønne de sygehuse, som leverer den bedste kvalitet.

Også Danske Regioner mener, at kvalitet skal vægte mere på sygehusene - dog uden at være særligt konkrete om økonomien i sit nye oplæg om kvalitet og udvikling. I Lægeforeningen efterlyser vi mere konkrete udspil. Det har været trist at se, hvordan tal fra f.eks. det nationale indikatorprojekt (NIP) ikke i sig selv har formået at få afdelingerne til at skærpe rutinerne, og derfor foreslog Lægeforeningen i 2008 økonomisk incitamenter til de sygehuse, som leverer dokumenteret kvalitet. Nu kan det måske blive virkelighed.

Så der er positive takter. Men det ændrer ikke på, at der er et stort behov for at få indkredset, hvor det er gået galt, og hvem der har ansvaret for den manglende styring, som patienter og personale i dag betaler prisen for. Jo længere tid regeringen og regionerne lader stå til, jo mere hober problemer og nye underskud sig op.