Fakta og vurdering
Min fede hjerne og jagten på den tynde krop
»Så længe jeg kan huske tilbage i mit liv, har jeg villet være tynd. Jeg har tænkt, at hvis bare jeg vejede nogle få kilo mindre, ville jeg tilhøre de attraktive og respekterede«.
Sådan indleder dokumentarist og forfatter Mette Korsgaard sin fortælling i bogen »Min fede hjerne«, som udkom tidligere på året.
Hvorfor er vi besatte af at være tynde, og hvorfor holder denne besættelse af at tabe 5 kg aldrig op, i takt med at vi bliver ældre og burde have andet og mere værdifuldt at beskæftige os med i vores liv?
Med Wegovys lancering er jagten på den tynde krop mere aktuel end nogensinde. Det er ikke kun svært overvægtige, som bruger vægttabsmedicinen, det benyttes også i kosmetisk øjemed.
Den voldsomme efterspørgsel er båret frem af en retorik om, at overvægt er en sygdom, og overvægt skal bekæmpes. Pludselig er der kommet endnu mere brænde på bålet hos dén store gruppe af kvinder, som er utilfredse med deres krop, selvom de ikke er usunde.
Mette Korsgaards bog og dokumentarfilm med samme titel, som blev vist på årets CPH:DOX, er lige præcis dét modspil og dén nuance, man har savnet i debatten om krop og overvægt.
Korsgaard skriver, at jagten på den tynde krop har fyldt hele hendes liv, på trods af at hun aldrig har været overvægtig, og i en alder af 65 år er hun fortsat fyldt op af tanker om at have for mange kilo på sidebenene. Ønsket om at være tynd vokser man sig ikke fra. I bogen følger vi hende igennem et år, hvor hun afprøver forskellige slankekure, herunder NUPO-kure og vægttabsmedicin, og løbende gennemgår hun undersøgelser med DXA-skanninger hos Christoffer Clemmensen, som er forskningsleder i metabolisme ved Panum Instituttet med henblik på at få belyst sin sundhed og kropssammensætning under eksperimentet.
»Bogen taler ind i forståelsen af, hvorfor trangen til at være tynd fylder så meget, at vi er parate til at gå på kompromis med vores sundhed for at opfylde tidens sundhedsidealer«Maria Krüger, praktiserende læge
Ved vægttab er kroppen i undtagelsestilstand. Energien tages både fra fedtvæv og muskelmasse. Men det er usundt at tabe muskelmasse – især når man er en postmenopausal kvinde. For det er musklerne, som sørger for balancen, bl.a. når man skal hurtigt over gaden, når man bliver gammel.
Korsgaard taber sig syv kilo på Rybelsus, men hun taber også sin appetit, sit humør og flere kilo muskelmasse. Så hun vælger at stoppe, og efter et år med slankure og vægttabsmedicin er hun tilbage til udgangspunktet.
Så hvad er det hele værd? Al dén energi, tid, afsavn og følelsesmæssig ubalance, som Korsgaard står igennem i løbet af eksperimentet, munder ud i ingenting rent vægtmæssigt og sundhedsmæssigt. Måske skal fokus rettes et andet sted hen. Sammen med eksperterne opridses en række muligheder: Vi skal have langt mindre fokus på vores vægt, og vi skal væk fra at betragte overvægt med et BMI over 30 som en sygdom i sig selv. Stigmatisering af tykke kroppe skal stoppes, medicin skal kun være til mennesker, der er blevet syge af høj vægt, og endelig skal vi have mere viden om, hvorfor vi bliver mere og mere tykke.
Bogen taler ind i forståelsen af, hvorfor trangen til at være tynd fylder så meget, at vi er parate til at gå på kompromis med vores sundhed for at opfylde tidens sundhedsidealer.
Det er en fornøjelse at læse Korsgaards beretning. Hun skriver i dagbogsform levende og humoristisk, og bogen indeholder selvironiske indsigtsfulde betragtninger iblandet nyeste faglige viden og fakta.
Vi har i høj grad brug for nuancer i debatten om vægttab og krop, og denne bog er et aldeles glimrende indspark og burde læses af både fagfolk, som behandler med vægttabsmedicin, og patienter, som overvejer vægttabsmedicin.