Skip to main content

Global lægelig indsats mod tortur

Journalist Dorte Jungersen - dj@dadl.dk
2. nov. 2005
04 min

Danske Læger i almindelighed og Den Almindelige Danske Lægeforening i særdeleshed har igennem årene markeret sig tydeligt i modstanden mod tortur og i kampen for dens ofre.

Internationalt er der igennem tiden formuleret og vedtaget deklarationer og protokoller mod den systematiske anvendelse af tortur, som udøves i mere end halvdelen af verdens lande.

Således har Minnesota-protokollen siden firserne bidraget til at påvise torturen og dens følger med henblik på at kunne retsforfølge bødlerne. En protokol, der senere har fået FN's officielle stempel.

Istanbul-protokollen fra 1999, der oprindelig er udformet af stort set alle de internationale NGO'ere, der er eksperter inden for torturområdet, adskiller sig fra alle tidligere af slagsen ved at være en samlet undersøgelses- og dokumentationsmanual for torturens overlevere.

En state of the art- guideline for hvordan tilfælde af mulig tortur skal undersøges. Protokollen indeholder en systematisk gennemgang af alle relevante internationale deklarationer og konventioner, procedurer for efterforskning af tortur - dels retningslinjer for en juridisk behandling for en sådan klage, fx at den skal behandles af et uafhængigt organ, hurtigt, upartisk og med ekspertise, dels lægelige retningslinjer for hvordan den lægelige undersøgelse af torturofre skal finde sted, og for hvordan den lægelige rapport skal se ud. Dertil kommer beskrivelser af diverse torturmetoder samt beskrivelser af de objektive kliniske tegn på, at tortur har fundet sted.

FN's højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, fik protokollen overdraget samme år den blev udfærdiget og FN har for nylig udgivet protokollen. I år blev den i Menneskerettighedskommissionens torturresolution - som Danmark leder - explicit fremhævet som en anbefalelsesværdig standard at følge. Og landene blev opfordret til at implementere Istanbul-protokollen.

Ifølge generalsekretær i Det Internationale Rehabiliteringsråd for torturofre, IRCT, Jens Modvig, har protokollen vist sig særdeles nyttig i centrets arbejde.

»Det gælder fx i vores samarbejde med den mexicanske regering og FN om, hvordan lægeundersøgelser skal finde sted. Ligesom protokollen ligger til grund for den formular vi har udfærdiget i samme projekt om, hvordan læger skal forholde sig, når de støder på et tilfælde af mulig tortur.

Derfor har vi for nylig foreslået WMA (World Medical Association), at IRCT og WMA går sammen om at satse på en global implementering af Istanbul-protokollen, hvilket de var meget interesseret i«, siger Jens Modvig.

Kulturskifte

»Jeg fornemmer, at der er stor vilje i WMA til at iværksætte helt konkrete foranstaltninger til fordel for bekæmpelsen af tortur og overholdelse af menneskerettigheder i en lægelig kontekst. Derudover vil vil også inddrage Human Rights Foundation Turkey som partner.

Det er klart, at en global implementering er ambitiøs, og det vil det da heller ikke blive til i første omgang. I stedet vil vi satse på de lande, hvor der er et særligt behov for at implementere protokollen, og hvor der samtidig er en vis chance for at det kan lade sig gøre - fx Tyrkiet«.

Om fordelene ved samarbejdet med WMA siger generalsekretæren: »WMA har kontakten til de nationale lægeforeninger og vil over for dem dels kunne være fortaler for protokollen, dels samarbejde om at lave implementeringskurser«, siger Jens Modvig og understreger nødvendigheden af også at nå ud til læger prægraduat, dvs. på de lægevidenskabelige fakulteter.

Det er en lang og trang vej at få protokollen implementeret og derfor et lovende startskud, at vi kan blive enige om et partnerskab.

Jeg håber, at vi på baggrund af tilkendegivelser fra en række landes lægeforeninger, om hvor langt de vil spille ud, allerede til januar næste år vil kunne iværksætte første etape af et flerårigt projekt, som skal tage hånd om det allestedsnærværende problem at lægeerklæringer for torturofre ikke holder i retten. I de lande må vi sørge for, at der iværksættes uddannelse i Istanbul-protokollen.

Derudover vil vi i første omgang naturligvis satse på de læger, der på den ene eller anden måde er beskæftiget med at tilse tilbageholdte torturofre på politistation, i detention eller fængsel, ligesom det her i Danmark vil være relevant for de læger, der er involveret i behandlingen af asylansøgere, at kunne leve op til den standard, som er beskrevet i protokollen.

Er protokollen ikke overflødig for danske læger, fordi de formentlig allerede lever op til dens forskrifter?

»Protokollen har ikke nydt nogen høj profil i videreuddannelsen af læger, der fx beskæftiger sig med asylansøgere. Derfor er der også behov for uddannelse i Istanbul-protokollen i Danmark«, fastslår Jens Modvig.

Formand for Den Almindelige Danske Lægeforening, Jesper Poulsen, der repræsenter Danmark i WMA, vurderer, at baggrunden for at WMA involverer sig i projektet, er, at der er sket et kulturskifte blandt læger, således at det fortsat bliver mere naturligt for læger at tænke i menneskerettighedsbaner. Det gælder i særdeleshed læger ansat inden for politi og millitær.

»Derudover skal læger - i de lande hvor tortur udøves - være opmærksom på, hvordan de agerer, når de støder på torturofre. På det punkt kan WMA give et skub«, siger Jesper Poulsen, der i lighed med Jens Modvig nævner Tyrkiet og Mexico som bud på lande, der har brug for at blive uddannet i Istanbul-protokollen.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen