I dag er Kamilla Gerhard Nielsen uddannelsesansvarlig overlæge på Gynækologisk Afdeling på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Og her bliver hun – måske. Hun er nemlig endnu ikke »helbredt« for den medfødte rejsefeber, der har sendt hende til bl.a. Ecuador, Grønland, New Zealand og de skandinaviske lande.
»Hvorfor dog det?«
Tre små ord, som Kamilla Gerhard Nielsen næppe nogensinde kan få over sine læber, for det falder hende naturligt i stedet at spørge: »Tja, hvorfor ikke?«
At hun ikke er bange for en flirt med det nye og ukendte, viser de utallige svinkeærinder, denne globetrotter af en gynækolog og obstetriker har rodet sig ud i, inden hun i 2016 udnævntes til uddannelsesansvarlig overlæge på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Dengang næsten netop hjemvendt fra sit seneste udlandseventyr. På den anden side jordkloden. I New Zealand. Med mand og to børn.
Det er som at slå op i en åben bog, når Kamilla Gerhard Nielsen fortæller. Et så digert værk, at det kan være svært at fremhæve et bestemt kapitel. Og overalt berettet lige ud af posen. Ikke noget hemmelighedskræmmeri. Snarere en åbenhjertig selvbiografi, hvor det er om at finde globussen frem, hvis man skal have styr på geografien i en forfløjen mediciners liv, der foreløbig – ud over barndommen i Rødovre – har været en odyssé til så forskellige verdener som Grønland, Ecuador, Norge, Færøerne, New Zealand, Sverige og Mozambique.
Som oftest i embeds medfør. Bortset fra smutturene til Holland, hendes mands fødeland. Han er kunstmaler og ikke bundet af tid og sted, så det har været en smal sag at følge med, når hustruens udlængsel – og søgen efter såvel faglig som menneskelig ballast fra fremmede kulturer – har fået overtaget.
»Men jeg har aldrig været ked af at vende hjem«, siger Kamilla Gerhard Nielsen, der er ganske enig med det flertal af landsmænd, som har kåret Danmark som »verdens bedste land«.
»For det er det, både privat og som læge», konstaterer hun. Ikke desto mindre indrømmer hun, skønt hun sætter en tyk streg under begejstringen for sit nuværende job, at hun da undervejs har været i tvivl, om hun nu også havde valgt rigtigt.
Det er her, det kommer ind – ovennævnte »Tja, hvorfor ikke?«. Kamilla Gerhard Nielsens medfødte nysgerrighed, der konstant lurer i baghovedet og nødigt lader noget uforsøgt. For hvad enten det går godt eller skidt, efterlader det hende med ny viden, der stuves af vejen på hukommelsens fjernlager og kan hentes frem, hvis der senere hen skulle blive brug for den.
»Og det gør der altid. Om ikke hver dag, så jævnligt. Når jeg for eksempel her i Sønderjylland støder på frygten hos en førstegangsfødende, glider tankerne automatisk tilbage til de højgravide kvinder på fødeklinikken La Clinica Primavera ved Quito i Ecuador. Til den afklarede, tillidsfulde tiltro, de havde til jordemødrenes og lægens forsikringer om, at alt var, som det skulle være. De stolede på os – 100 procent«, erindrer Kamilla om tiden på klinikken, der som den vist nok eneste i det sydamerikanske land levede fuldt op til hendes eget ufravigelige krav om naturlig, vaginal fødsel.
»Naturligvis kan kejsersnit være nødvendigt. Af flere grunde. Men det skal det også være. Jamen, det er en operation, vi taler om, et kirurgisk indgreb. Men man opererer kun, hvis folk er syge. Og graviditet – en fødsel – er jo ikke en sygdom.
Naturligvis kan vi ikke garantere en smertefri nedkomst. Det gør ondt at føde. Sådan er det – punktum! Men så er det vores opgave og pligt at spørge os selv: Hvad gør vi ved det? Og med det tætte samarbejde mellem læge, jordemødre og sygeplejersker, jeg oplevede blandt mine ecuadorianske kolleger – og som jeg forsøger at kopiere her i Aabenraa – kan vi give dem tryghed«.
Til gengæld er Kamilla Gerhard Nielsen ikke bleg for at give dovenskab en del af skylden for de mange »unaturlige« fødsler på latinamerikanske barselsstuer. Tager det for lang tid, bliver kejsersnittet lige hurtigt nok en nødløsning. Lægen skulle jo gerne hjem til fyraften. Men det er nu engang ikke lægens tid, det drejer sig om. Det er patientens – den vordende mors. Det er den største – mest uforglemmelige – begivenhed i hendes liv. Så alt må ske på hendes præmisser.
Kamilla Gerhard Nielsens normalt rolige, lavmælte stemmeføring er på dette tidspunkt pr. automatik steget et par oktaver. Det er tydeligt, hvor meget hun brænder for netop obstetrik. Det er præcis nu, hun er klar over, at hendes mor havde ret, da lægedatteren som ung erklærede, at hun ikke ville læse medicin, men allerede var blevet optaget på fysikstudiet på universitetet. »Du vil blive et gladere menneske som læge«, lød mors råd.
»Godt at jeg fulgte det«, smiler Kamilla Gerhard Nielsen, der dog først tog et fjumreår, som blandt andet ulandsfrivillig i en børnehave i Mozambique i det sydlige Afrika.
»Men jeg har aldrig været ked af at vende hjem« Kamilla Gerhard Nielsen, der er ganske enig med det flertal af landsmænd, som har kåret Danmark som »verdens bedste land«.
»Det var nu ikke for at suge noget til mig til en eventuel fremtid som læge. Men ren og skær eventyrlyst. Den har jeg altid haft, og har endnu. Så lærte jeg i Afrika noget, jeg kan bruge i mit arbejde, var det et frynsegode«, griner hun.
»Året i Grønland var dog lige modsat. Der var naturen – turistindtrykkene – tillægsgevinsten«, fortæller hun om den tid, hvor hun dels var ansat på det lille hospital i Ilulissat, dels praktiserende læge i byen.
Og netop det, at hun på den måde traf sine patienter på så at sige både hjemme- og udebane, var ideelt for et menneske, for hvem det holistiske livssyn spiller en endog overordnet rolle, når diagnoser skal fastslås. Det er det hele menneske, der er afgørende, når hun står over for at træffe en afgørende beslutning.
»Jeg følte mig virkelig godt tilpas deroppe i det nordlige«, siger Kamilla Gerhard Nielsen
Så det skyldtes kun hendes børns insisteren på igen at komme i dansk skole, at familien satte kurs mod Danmark.
I Ecuador oplevede Kamilla Gerhard Nielsen det tætte samarbejde mellem alle faggrupper: læger, sygeplejersker, sygeplejere, ja sågar patienter. Ægteparret Diego og Lilly Alarcon – han læge, hun jordemor – ledede den sydamerikanske klinik ud fra princippet, at personalet skulle være som en stor familie.
»Det giver ikke alene en bredere virkning, men betyder også, at med så mange på arbejde samtidig kan man hele tiden afløse hinanden og undgå en konstant følelse af travlhed«, husker Kamilla Gerhard Nielsen.
Og selv om hun vel ikke ligefrem har tænkt at indføre det i Aabenraa, mindes hun alligevel med vemod den fornemmelse af glæde og nærhed, det gav, at patienter, pårørende og andre besøgende altid blev modtaget med kindkys og kram.
Derimod er der ikke mange af rutinerne fra tiden som 1. reservelæge på et hospital i newzealandske Hamilton, hun kunne tænke sig overført til Sønderjylland. Der herskede en helt anden hierarkisk, og efter danske forhold gammeldags, rangordning de ansatte imellem. Især synligt under stuegang, hvor overlægerne kun dukkede op, hvis man ringede efter dem.
Men selv om det da på mange måder var spændende at prøve kræfter med et helt andet sundhedssystem, var Kamilla Gerhard Nielsen ikke alt for begejstret for det, som lægerne var underkastet i sygehusvæsenet i den fjerne ø-republik, hvor en arbejdsuge på mere end 50 timer ikke var usædvanlig. Og ville en kvinde føde hjemme, fik hun tilladelsen med det samme, bare hun skrev under på, at det var på eget ansvar.
»Samtidig priste jeg mig lykkelig for de forhold, læger har herhjemme i Danmark. Naturligvis gør vi alle fejl. Men vi bliver ikke, som det sker i New Zealand, hængt ud i aviserne og udstyret med karantæne fra jobbet, før alt er undersøgt til bunds. For skønt man godt nok er klar over, at intet kan udsættes på forløbet, er det alligevel med bankende hjerte, de fleste åbner kuverten med afgørelsen!«, fastslår hun.
New Zealand blev foreløbigt sidste stop ude i verden, da Kamilla Gerhard Nielsen i samråd med sine nærmeste besluttede, at tiden var inde til en returbillet. Så hvad gjorde hun?
»Satte mig ned og ringede til 4-5 danske sygehuse med fødeafdelinger – hospitaler, jeg i forvejen ikke havde et indgående kendskab til«.
Og her lignede det næsten en åbenbaring, da klinikleder Bo Sultan via en Skype-forbindelse ridsede dagligdagen på Gynækologisk Afdeling på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa op. Høj faglighed, plads til kreative tanker samt vilje til at inddrage patienterne.
»Da man desuden havde en af landets laveste kejsersnitsfrekvenser, var min interesse omgående vakt«, fastslår Kamilla Gerhard Nielsen.
Tiltrækningen var heldigvis gensidig. Og da man ikke lige stod med en stilling passende til Kamilla Gerhard Nielsens kvalifikationer, oprettede man ganske enkelt en og tilbød hende en vikarkontrakt. Hvorefter der blot manglede et par enkelte punkter på fruens private ønskeseddel: gymnasium i byen, smuk natur, huspriser væsentligt lavere end i hovedstaden samt cykelafstand til sygehuset.
Da det var på plads, vendte hun sig om mod familien og spurgte: »Hvad med Aabenraa?« Og hun svarede selv:
»Tja, hvorfor ikke?«
