God lægefaglighed er mere end medicinsk faglighed

Et godt sundhedsvæsen leverer optimal medicinskfaglig kvalitet, har tilfredse patienter og er organisatorisk velfungerende, sammenhængende, rationelt og uden flaskehalse. Først når alle tre delmål er nået, kan man tale om lægefaglig kvalitet. At nå målet kræver bl.a. god skriftlig og mundtlig interaktion, kommunikation og dialog med patienterne og deres pårørende.

Det er tankevækkende, at man i en lille undersøgelse, der er publiceret i dette nummer af Ugeskrift for Læger, påviser, hvor svært læger kan have ved at udtrykke sig i et for brugeren forståeligt skriftsprog [1]. Flere af artiklens eksempler vidner om, at de, der har været involveret i udarbejdelsen af det skriftlige patientinformationsmateriale, befinder sig i en sproglig virkelighed, der er langt fra patientens daglige sprog.

Det er alvorligt, fordi moderne patienter har et berettiget krav på at kunne forstå de tiltag, de udsættes for, og fordi de har et ønske om at være involveret i beslutninger om deres behandlingsforløb.

Andre undersøgelser af borgeres forståelse af medicinske talemåder maner også til eftertanke. F.eks. har en forskergruppe fra Syddansk Universitet i flere elegante og teoretisk velgennemarbejdede studier påvist, at både patienter og læger har svært ved at fortolke flere af de begreber - f.eks. number needed to treat - som mange læger tilråder, at man inddrager i formidlingen af information om behandlingsindikationer ved risikofaktorer som f.eks. forhøjet blodtryk og forhøjet serumkolesterolniveau [2]. Hvad hjælper vore intentioner om at inddrage patienterne i beslutninger og behandlingsvalg, hvis vi bruger ord og begreber, som de (og måske også vi selv) ikke forstår?

Det foreslås ofte, at vi skal blive mere præcise og skarpe i vores kommunikation med patienterne ved at udarbejde kliniske retningslinjer for, hvilke behandlinger man bør give. Kliniske retningslinjer er gode, og de giver transparens i beslutningsgrundlagene, men nyere forskning sætter også alvorlige spørgsmålstegn ved en blind tro på anvendeligheden af kliniske vejledninger som eneste middel til at styre behandlingsvalg. I canadiske studier har man f.eks. påvist, at maksimalt 15% af de patienter, der klart opfyldte de kliniske retningslinjers indikation for ledalloplastik, reelt ønskede at få det nye led, når de indgik i en god dialog med en læge om fordele og ulemper ved operationen [3]. Sådanne fund sætter begrebet »informeret samtykke« under pres, da det ikke nødvendigvis er ensbetydende med en forudgående ligeværdig dialog.

Wennberg, som er the grand old man i amerikansk forskning om variationer i klinisk praksis mellem i øvrigt velfungerende sygehuse, foreslog da også i 2010 i en bemærkelsesværdig bog, der formidler hans erfaringer fra et langt livs sundhedstjenesteforskning, at begrebet informeret samtykke systematisk blev afløst af begrebet shared decision-making, hvor beslutninger i et sundhedsvæsen tages i ægte dialog mellem patient og kliniker [3, 4].

Skal man nå det mål, vil det kræve en professionel evne til dialog og en vilje til at kommunikere skriftligt og mundtligt på en sådan måde, at mødet mellem læge og patient bliver et ægte ligeværdigt møde mellem to eksperter: patienten som ekspert i sit liv, sine værdier og sine præferencer og lægen som den medicinske ekspert med al den viden, denne rolle indebærer.

Vi bruger alle ofte udtrykket »patientcentreret metode« og »patienten i centrum«. Det er sympatiske udtryk, der vil bestå, men måske skal vi i fremtidig forskning, undervisning og klinisk praksis hellere arbejde med et begreb, der mere korrekt kunne betegnes »den dialogcentrerede metode« [5]. En god dialog kræver evne, træning og vilje til at lytte og til at udtrykke sig, så man forstås af sin samtale- og samarbejdspartner, og det gælder, uanset om det er en skriftlig eller en mundtlig dialog.

Danske læger er gode medicinske eksperter, men er det nok til at tale om god faglighed? Er tiden kommet, hvor vi klart skal tage et opgør med denne traditionelle, enøjede tilgang til lægefaglighed? Meget tyder på, at vi meget mere målrettet og systematisk skal udvikle evnen til formidling, samtale og dialog samt vores evne til at lede en kompleks organisation. Det vil kræve forskning, udvikling, undervisning og konkret træning i klinisk praksis. Først da vil vi med rette kunne rose os af at være aktører i et sundhedsvæsen, der er ledende mht. at levere medicinskfaglig og organisatorisk kvalitet samt trygge, tilfredse patienter.

KORRESPONDANCE: Frede Olesen, Forskningsenheden og Afdeling for Almen Medicin, Institut for folkesundhed, Aarhus Universitet, Bartholins Allé 2, 8000 Aarhus C. E-mail:fo@alm.au.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk