»Godt, jeg ikke blev sundhedsminister«

For nylig tilbragte Bent Hansen en hel lørdag i en badmintonhal sammen med sit 13-årige barnebarn. Bent Hansen har selv spillet badminton i hele sit liv og levede sig med egne ord meget med i kampen fra sidelinien mellem barnebarnet og modstanderen. Og i pausen mellem 1. og 2. sæt gik han resolut hen til sit barnebarn og forklarede ham, hvordan han skulle hive sejren hjem.

»Det er den slags, jeg nu får meget mere tid til. Jamen, det glæder jeg mig altså til,« siger Bent Hansen, der også gerne vil fortælle, at han har haft tre af sine syv børnebørn med i praktik, så de kunne se, hvad ham bedstefar gik og lavede.

Bent Hansen fortæller historierne i sit store hjørnekontor på 4. sal i Danske Regioners hovedsæde på Dampfærgevej ikke langt fra Langelinie og den lille havfrue.

Han kommer lige fra den obligatoriske frokost efter bestyrelsesmødet i Danske Regioner. Og mødet viser sig faktisk at være det sidste egentlige bestyrelsesmøde i Danske Regioner for Bent Hansen. Men der er ikke skyggen af melankoli over afskeden med politik for den snart 69-årige midtjyde.

»Nej, jeg glæder mig til at stoppe. Jeg bliver 69 år om lidt, og jeg kan godt mærke, at jeg bliver mere træt i hovedet efter en 60-timers arbejdsuge, hvor jeg oftest sidder for bordenden og hele tiden skal forholde mig til beslutninger og snakke med journalister. Jeg vil ikke ende mine politiske dage som en sur gammel mand, som er til besvær for både andre og mig selv. Det vil jeg faneme ikke. Jeg stopper, mens jeg er frisk«.

Lukkede Kjellerup Sygehus

Formelt set træder han først tilbage som formand for Danske Regioner ved generalforsamlingen den 22. marts 2018 og som formand for Region Midtjylland efter valget den 21. november.

Dermed stopper en politisk karriere, der begyndte den 17. november 1981, da han som 33-årig blev valgt ind i amtsrådet i Viborg med det klare mål, at han skulle bevare det lille sygehus i Kjellerup. Skæbnen ville, at han cirka 30 år senere i 2010 lukkede selvsamme sygehus.

Og i sin tid som amtsrådsmedlem, amtsborgmester og regionsformand er det netop den forandring, han vil pege på, som den største inden for sundhedsvæsenet.

»I mine år i sundhedspolitik er fokus skiftet fra det fysiske til det faglige. Da jeg startede, var det vigtigt at bevare sygehusene, og vi havde ikke nær den samme fokus på, hvad der var inde i sygehusene. Nærheden var vigtigst. Nu er fagligheden vigtigst,« forklarer Bent Hansen og nævner straks det såkaldte DANAMI-projekt. Her undersøgte læger fra Aarhus, hvilken betydning det havde for hjertepatienter på Mors at blive behandlet på et mindre sygehus tæt på eller blive kørt til Aarhus og blive behandlet af specialister.

»Det viste jo klart, at det var bedre at køre patienterne til Aarhus. Fordi fagligheden er vigtigst. Det har siden ført kræftpakker og meget andet godt med sig, og jeg har svært ved at se ulemper ved den udvikling.«

Lukningen af Kjellerup Sygehus blev blot et af mange sygehuse, der i Bent Hansen tid som chef for enten amterne eller regioner har måtte lade livet, og han mener selv, at ingen anden sundhedspolitiker har lukket så mange sygehuse som ham. Det har ikke altid givet ros, men måske mere respekt, siger han og fortryder faktisk, at han ikke lukkede flere sygehuse i et enkelt hug i stedet for i flere tempi, så det til sidst blev en lille håbløs enhed. Men med hans stop i politik bliver der også sat en stopper for flere sygehuslukninger de kommende 20 år, vurderer han.

Socialdemokratisk classic

Inden han begyndte at lukke sygehuse og sætte sig på tronen i det danske sundhedsvæsen var han igennem det, han selv kalder den traditionelle socialdemokratiske opvækst. Han blev født i midtjyske Them og havde to ufaglærte forældre, banearbejder Åge Hansen og stationsbestyrer Nicoline Hansen. Hans far var formand for arbejdsmændene, og der blev altid diskuteret samfundsforhold i hjemmet. Lillebror Bent blev drevet frem af især morens ambitioner for sin lille søn, der var god i skolen, god til sport og til det sociale. Så han blev familiens første student og den første med en universitetsuddannelse i 1976, da han blev cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aarhus Universitet.

Sammen med sin kone flyttede han til Kjellerup, blev gymnasielærer på Viborg Katedralskole og med bestyrelsesposter i sportsforeninger, skoler og andre lokale institutioner voksede hans politiske lyst også. I 1981 blev han så valgt ind i Viborg Amtsråd, og selv om han desuden var folketingskandidat i midten 1980’erne og sågar stillede op til Europaparlamenstvalget i 1983, passede det bedst med familiens livssituation, at han blev i det midtjyske. Da han blev amtsborgmester i 1990 parkerede han også de landspolitiske ambitioner, også selv om han flere gange siden har fået tilbud om at blive opstillet til Folketinget.

»Jeg har alle gange vurderet, at mine muligheder for indflydelse var lige så store, hvor jeg var. Derfor var det også godt, jeg ikke blev sundhedsminister, for jeg har hele tiden haft ansvaret for både driften og muligheden for at præge udviklingen uanset, hvilken sundhedsminister der har siddet. Det har passet mig rigtig godt. Som sundhedsminister sidder du kun så længe regeringen sidder der, og derefter er du ude i »no-where«. I alle mine år som sundhedspolitiker har jeg haft det bedste af begge verdener. Den karrierevej er nok et udtryk for, at jeg bedre kan lide at være tættere på driften og være knap så ideologisk. Jeg gik fra at være den idealistiske miljøpolitiker i starten af 1980’erne, der skulle frelse verden, til at være en pragmatiker, der indser, at indflydelsen ligger mellem den røde og blå fløj.« forklarer han og fortsætter:

»Jeg lærte meget af den gamle amtsrådsformand, venstremanden Kresten Phillipsen, som fik skældud af sit parti for ikke at være blå nok. Lige som jeg har fået skældud af mit parti for ikke at være rød nok.«

Færre sengepladser

Mens han ikke tror, at der vil blive færre hospitaler i Danmark de næste mange år, er han til gengæld sikker på, at antallet af senge blot vil blive ved med at falde.

»I gamle dage var et stort sygehus et sygehus med mange senge. Men det er jo ikke det afgørende. Det afgørende er behandlingen og kapaciteten. Så udviklingen mod færre senge vil fortsætte. Så skal de senge, der er tilbage, til gengæld også være på enestuer fordi patienterne så er tilsvarende mere syge, hvis de skal bruge en seng,« siger Bent Hansen og kommer dermed også tættere på det, han i sin tid som amtsrådsformand og regionsformand ikke formåede at rykke ved.

For med færre sygehuse og færre sengepladser skal det teknologiske udvikling naturligvis være med, så patienterne bliver »herre over egen sygom« og kan styre bl.a. kroniske sygdomme bedre hjemmefra. Men tilbage står stadig samarbejdet mellem de tre sektorer: Sygehuse, almen praksis og kommunerne eller det, der bliver kaldt sundhedsvæsnets Bermudatrekant.

»Det er ikke lykkes mig at få en sammenhæng på tværs af sundhedsvæsnet og at få almen praksis bundet mere op som en del af det behandlende sundhedsvæsen. Jeg håber, det bliver bedre med den nye aftale mellem PLO og regionerne. Og hvis jeg skulle drømme og lave en beslutning om, så ville det være at lægge KL og Danske Regioner sammen. Jeg er så ærgerlig over, at det ikke lykkes, for det ville have nedbrudt nogle barrierer, der ville have forbedret den sammenhæng. Jeg håber, at mine efterfølgere vil forsøge på et tidspunkt igen.«

Et liv med dagsordner

Men det bliver ikke med Bent Hansen i spidsen, at KL og Danske Regioner bliver gift. Det politiske liv er ovre, og han stopper også nu, fordi han stadig vil have kræfter til sine »con amore«-projekter inden for kunst og kultur. Han trækker sig helt fra det partipolitiske, og kaster sig i stedet over bestyrelsesposter som på herregårdsmuseet Gammel Estrup på Djursland, Moesgaards bestyrelse og andre »der måtte have gavn af min viden.«

En ny bestyrelsespost i et foretagende inden for sundhed kommer også - uden at Bent Hansen vil fortælle præcist hvilken.

»Så helt slipper jeg ikke sundhedsområdet.«

Men det er slut med mødetunge arbejdsuger, slut med den enorme tid, han har brugt på transport mellem Østjylland og København, og slut med at bruge hver eneste weekend på at læse dagsordner som forberedelse til næste uges møder. Rutinen med at læse dagsordener har præget Bent Hansen og ikke mindst hans børn liv så meget, at han voksne søn for nylig fortalte, at han kunne huske, at når far Bent skulle passe ham, blev han placeret på det ene lår og så børnetime, mens dagsordener lå på det andet lår.

Og så skal der naturligvis også blive flere weekender i badmintonhaller rundt i landet med sit barnebarn. Og ja, Bent Hansens barnebarn endte naturligvis med at vinde badmintonkampen, pointerer den afgående regionsformand med det karakteristiske overbid af et grin.

7 hurtige til Bent Hansen

Hvis du skulle have været minister – og det ikke måtte være sundhedsminister – hvilket ministerium ville du helst have?

– Miljøminister.

Hvis du skulle være en speciallæge, hvilken type speciallæge skulle du så være?

– Kardiolog. Hjertet er det mest betydningsfulde organ, og de resultater, der er opnået på det område, er meget rosværdigt.

Nævn en læge, der har gjort indtryk på dig?

– Torsten Toftegaard Nielsen, professor, overlæge og dr. med. ved Hjertemedicinsk Afdeling Aarhus Universitetshospital. Han kunne overbevise mig på en faglig og stærk måde. Jeg er dyb af beundring for den måde, han var med til at flytte et helt område op i toppen«.

Hvad har du altid med i din taske?

– Jeg har en heftig bygningsfejl på mine øjne med minus syv på det ene og nærsynet på det andet, så jeg har altid et ekstra sæt briller med i tasken«.

Hvor mange gange om ugen snakker du med journalister?

–Tre gange om dagen eller cirka 20 gange om ugen.

Du er AGF-fan, men hvornår bliver AGF igen dansk mester i fodbold?

– Det gør AGF i 2021. U17-årgangen er lige blevet dansk mester og hvis klubben formår at holde fast i dem, så laver klubben en »Nordsjælland« og vinder mesterskabet med egne folk.

Hvem har været den bedste sundhedsminister og hvorfor?

– Lars Løkke Rasmusen har fået mest gennemført. Det er også ham, jeg har kæmpet mest mest med.